|
Illustrationsfoto:
The White
House
|
6. Kerry
som alternativ
John
Kerry har indtil videre været særdeles generel i sine udenrigspolitiske
udtalelser. Han har kritiseret Bush for Irak-krigen, hvor han navnlig har
været kritisk over for, at det ikke lykkedes Bush at arbejde sammen med sine
traditionelle alliancepartnere i Europa. Samtidig understreger han dog, at
også han vil handle unilateralt, dersom situationen tilsiger det. Dybest set
er hans forslag til en ændring i Irak-politikken ganske tæt på Bush, hvor
begge kandidater ønsker at såvel FN som flere store lande inddrages mere
aktivt i sikringen og genopbygningen af et fredeligt Irak.
Hvad angår Palæstina-konflikten erindrer man hans
voldsomme udfald mod Howard Dean i starten af primærvalgene, da Dean
argumenterede for en mere afbalanceret amerikansk politik i konflikten,
hvormed han mente større lydhørhed over for palæstinenserne. Siden har Kerry
gentaget Clintons og Al Gores diktum om, at USA i konflikten skal optræde som
ærlig mægler, og at USA må genoptage den linje, der blev lagt under Clinton,
men at der ikke skal herske tvivl om, at USA betragter Israel som en god og
privilegeret allieret. Hans udtalelser er mere præget af forsigtighed end
konkrete forslag og visioner, hvilket kan hænge sammen med, at han for blot at
have en rimelig chance for at vinde præsidentvalget skal vinde i New York og
Californien, der begge er kendetegnet ved, at de amerikanske jøders stemmer
vejer tungt.
Det er med andre ord ikke fra Kerrys mund, vi hører,
hvor han står i spørgsmålet om Israel-Palæstina-konflikten. Derimod kan man få
et godt indtryk af hans linie ved at lytte til hans rådgivere. Her han i
udenrigspolitiske spørgsmål valgt tre gamle kendinge fra Clinton-tiden, nemlig
Clintons sikkerhedspolitiske rådgiver Sandy Berger, Clintons chefforhandler i
Mellemøsten Dennis Ross og arkitekten bag Clintons Mellemøstpolitik Martin
Indyk, der både nåede at være chef for Mellemøstkontorerne i Det Nationale
Sikkerhedsråd og Udenrigsministeriet samt i to omgange at beklæde posten som
USA’s ambassadør i Israel. I det just udkomne nummer af Foreign Affairs
udstikker Berger linierne for en udenrigspolitik under Kerry. Det mest
bemærkelsesværdige er hvor tæt den faktisk ligger på Bush-regeringen. Hvad
angår Palæstina-konflikten er der intet nyt i forhold til de principper
Clinton lagde til grund og som ikke førte andre steder hen end til udbruddet
af al-Aqsa intifadaen.
Derimod er der mere saft og kraft i Martin Indyks
udtalelser, navnlig under en høring i Senatet i slutningen af februar. Her
konstaterer han, at Israels strategiske sikkerhed er blevet væsentligt
forbedret efter Irak-krigen, der både fjernede Irak som trussel og har presset
såvel Syrien som Iran i knæ. Tilbage står problemet med palæstinenserne og her
argumenterer han helt på linie med Sharon, idet han dog blot tørt konstaterer
Sharon-modellens gennemførelse og begynder sin spekulation om forskellige
politiske løsninger efter Israels tilbagetrækning. Problemet er, ifølge
Indyk, at der ikke findes relevante palæstinensiske forhandlere og at
Sharon-modellen vil føre til skabelsen af et veritabelt vækstgrundlag for
Hamas terrorisme. Dette får ham ikke til at afvise Sharons ensidige
tilbagetrækning, men til at foreslå, at USA efter tilbagetrækningen indsætter
tropper i de palæstinensiske kantoner med henblik på at sikre et
palæstinensisk regimeskifte, der på sigt kan give grundlag for nye
forhandlinger om en endelig løsning. Man kan med andre ord ingenlunde forvente
sig dramatiske ændringer i USA’s Palæstina-politik, dersom Kerry vinder
valget. Tværtimod tyder Indyks udtalelser på, at Bushlinien vil blive fulgt
til dørs, men uden at der ses den samme mulighed for at gøre
Palæstina-problemet til et led i en større redefinition af
Mellemøstpolitikken, således som denne mulighed aktuelt reelt foreligger under
Bush grundet hans problemer i Irak.
Sammenholdes dette med, at demokratiske præsidenter
traditionelt er under større indflydelse fra den israelske lobby end
republikanske, samt at Kerry’s handlefrihed yderligere vil være begrænset af,
at han skal genvælges, er der ikke meget håb for palæstinenserne at hente i et
regimeskifte i Washington. Hvor absurd det end må lyde, ser mulighederne alt
andet lige en smule bedre ud med Bush i en anden periode end Kerry i en første
præsidentperiode. Skal disse spinkle muligheder udnyttes er det imidlertid
afgørende, at Tony Blair og Per Stig Møller aktivt gør en igangsættelse af
køreplanens fase 2 efter Sharons ensidige tilbagetrækning fra Gaza til en
ufravigelig betingelse for en øget indsats i Irak.
UDGIVET 30.04.04 kl. 14.32 CET
DOWNLOAD SOM WORDDOKUMENT
| DOWNLOAD SOM PDF-FIL
ARTIKLENS FORSIDE
RÆSONS
FORSIDE
TILBAGE
Kilder:
Samuel R. Berger: ”Foreign Policy for
a Democratic President”, Foreign Affairs May/June 2004
Martin Indyk: “Getting the
Arab-Israeli Peace Process Back on Track”. Testimony before the U.S. Senate
Foreign Relations Committee, 24. februar 2004
Martin Indyk: “A Trusteeship for
Palestine?”, Foreign Affairs, May/June 2003
Howard La Franchi: “Reality intrudes
on US Vision for Mideast” , The Christian Science Monitor, 26. april
2004
Howard LaFranchi and Ben Lybfield:
“Beyond Israel: ripple effect of Bush’s stand. The Christian Science
Monitor, 16. april 2004
David Makovsky: “How to Build a
Fence”, Foreign Affairs, March/April 2004
President Bush Commends Israeli Prime
Minister Sharon’s Plan, The White House, 14. april 2004
|
|
