30. april 2004 | 2. kvartal | 6:6                                                                            < >

 

DOWNLOAD SOM WORDDOKUMENT | DOWNLOAD SOM PDF-FIL            

 

 

   
   

 

 

   

 

 

 

   

Illustrationsfoto:
The White House

 

6. Kerry som alternativ

John Kerry har indtil videre været særdeles generel i sine udenrigspolitiske udtalelser. Han har kritiseret Bush for Irak-krigen, hvor han navnlig har været kritisk over for, at det ikke lykkedes Bush at arbejde sammen med sine traditionelle alliancepartnere i Europa. Samtidig understreger han dog, at også han vil handle unilateralt, dersom situationen tilsiger det. Dybest set er hans forslag til en ændring i Irak-politikken ganske tæt på Bush, hvor begge kandidater ønsker at såvel FN som flere store lande inddrages mere aktivt i sikringen og genopbygningen af et fredeligt Irak.

                      Hvad angår Palæstina-konflikten erindrer man hans voldsomme udfald mod Howard Dean i starten af primærvalgene, da Dean argumenterede for en mere afbalanceret amerikansk politik i konflikten, hvormed han mente større lydhørhed over for palæstinenserne. Siden har Kerry gentaget Clintons og Al Gores diktum om, at USA i konflikten skal optræde som ærlig mægler, og at USA må genoptage den linje, der blev lagt under Clinton, men at der ikke skal herske tvivl om, at USA betragter Israel som en god og privilegeret allieret. Hans udtalelser er mere præget af forsigtighed end konkrete forslag og visioner, hvilket kan hænge sammen med, at han for blot at have en rimelig chance for at vinde præsidentvalget skal vinde i New York og Californien, der begge er kendetegnet ved, at de amerikanske jøders stemmer vejer tungt.

                      Det er med andre ord ikke fra Kerrys mund, vi hører, hvor han står i spørgsmålet om Israel-Palæstina-konflikten. Derimod kan man få et godt indtryk af hans linie ved at lytte til hans rådgivere. Her han i udenrigspolitiske spørgsmål valgt tre gamle kendinge fra Clinton-tiden, nemlig Clintons sikkerhedspolitiske rådgiver Sandy Berger, Clintons chefforhandler i Mellemøsten Dennis Ross og arkitekten bag Clintons Mellemøstpolitik Martin Indyk, der både nåede at være chef for Mellemøstkontorerne i Det Nationale Sikkerhedsråd og Udenrigsministeriet samt i to omgange at beklæde posten som USA’s ambassadør i Israel. I det just udkomne nummer af Foreign Affairs udstikker Berger linierne for en udenrigspolitik under Kerry. Det mest bemærkelsesværdige er hvor tæt den faktisk ligger på Bush-regeringen. Hvad angår Palæstina-konflikten er der intet nyt i forhold til de principper Clinton lagde til grund og som ikke førte andre steder hen end til udbruddet af al-Aqsa intifadaen.

Derimod er der mere saft og kraft i Martin Indyks udtalelser, navnlig under en høring i Senatet i slutningen af februar. Her konstaterer han, at Israels strategiske sikkerhed er blevet væsentligt forbedret efter Irak-krigen, der både fjernede Irak som trussel og har presset såvel Syrien som Iran i knæ. Tilbage står problemet med palæstinenserne og her argumenterer han helt på linie med Sharon, idet han dog blot tørt konstaterer Sharon-modellens gennemførelse og begynder sin spekulation om forskellige politiske løsninger efter Israels tilbagetrækning. Problemet er, ifølge Indyk, at der ikke findes relevante palæstinensiske forhandlere og at Sharon-modellen vil føre til skabelsen af et veritabelt vækstgrundlag for Hamas terrorisme. Dette får ham ikke til at afvise Sharons ensidige tilbagetrækning, men til at foreslå, at USA efter tilbagetrækningen indsætter tropper i de palæstinensiske kantoner med henblik på at sikre et palæstinensisk regimeskifte, der på sigt kan give grundlag for nye forhandlinger om en endelig løsning. Man kan med andre ord ingenlunde forvente sig dramatiske ændringer i USA’s Palæstina-politik, dersom Kerry vinder valget. Tværtimod tyder Indyks udtalelser på, at Bushlinien vil blive fulgt til dørs, men uden at der ses den samme mulighed for at gøre Palæstina-problemet til et led i en større redefinition af Mellemøstpolitikken, således som denne mulighed aktuelt reelt foreligger under Bush grundet hans problemer i Irak.

Sammenholdes dette med, at demokratiske præsidenter traditionelt er under større indflydelse fra den israelske lobby end republikanske, samt at Kerry’s handlefrihed yderligere vil være begrænset af, at han skal genvælges, er der ikke meget håb for palæstinenserne at hente i et regimeskifte i Washington. Hvor absurd det end må lyde, ser mulighederne alt andet lige en smule bedre ud med Bush i en anden periode end Kerry i en første præsidentperiode. Skal disse spinkle muligheder udnyttes er det imidlertid afgørende, at Tony Blair og Per Stig Møller aktivt gør en igangsættelse af køreplanens fase 2 efter Sharons ensidige tilbagetrækning fra Gaza til en ufravigelig betingelse for en øget indsats i Irak.

UDGIVET 30.04.04 kl. 14.32 CET

DOWNLOAD SOM WORDDOKUMENT | DOWNLOAD SOM PDF-FIL

ARTIKLENS FORSIDE

                                                                     RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

Kilder:

Samuel R. Berger: ”Foreign Policy for a Democratic President”, Foreign Affairs May/June 2004

Martin Indyk: “Getting the Arab-Israeli Peace Process Back on Track”. Testimony before the U.S. Senate Foreign Relations Committee, 24. februar 2004

Martin Indyk: “A Trusteeship for Palestine?”, Foreign Affairs, May/June 2003

Howard La Franchi: “Reality intrudes on US Vision for Mideast” , The Christian Science Monitor, 26. april 2004

Howard LaFranchi and Ben Lybfield: “Beyond Israel: ripple effect of Bush’s stand. The Christian Science Monitor, 16. april 2004

David Makovsky: “How to Build a Fence”, Foreign Affairs, March/April 2004

President Bush Commends Israeli Prime Minister Sharon’s Plan, The White House, 14. april 2004