|
|
| 3. Faren for isolationisme |
CBK: Der er en af RÆSONs læsere [her], der spørger dig om du - i tilfælde af et nyt terrorangreb på amerikansk jord - forventer en form for isolationisme; 'at USA lukker sine grænser, holder nogle få store industrihavne åbne og ellers, i resignation, begynder at dekoble sig fra den globaliserede verden'. Det er jo et af de dér tilbagevendende temaer i amerikansk politik - de sidste 10-15 år fx med Pat Buchanan, den latente isolationisme. Lad os nu sige at Irak-konflikten blev snavset eller beskidt, blev læst i den amerikanske offentlighed som 'noget mindre end en succes' - så behøver vi ikke gætte mere på hvad det kunne være for et forløb. Kunne det afstedkomme at amerikanerne tænkte, "All right, nu må I klare jer selv, nu tager vi hjem"?
KURRILD: Det er et godt spørgsmål, men det er også et, der er utroligt svært at svare på uden at have nogle lidt mere specifikke forudsætninger. Fordi jeg tror, at det kunne sådan set ende i hvad som helst over hele spektret - og lad mig prøve at forklare hvorfor jeg mener det. Hvis vi forestiller os at USA bliver involveret i Irak og der er høje tabstal - at der falder mange amerikanske soldater og at man på TV måske ser mange civile ofre i Irak - OG der så sker et terrorangreb yderligere i USA, så tror jeg helt klart at det ville kunne resultere i både gevaldige problemer for Bush men også en omlægning af den amerikanske udenrigspolitik. Omvendt: hvis aktionen i Irak går hen og lykkes - med relativt få tab, civile og amerikanske militære osv. - så tror jeg, at et eventuelt andet terrorangreb næsten mere ville anspore amerikanerne til måske at eskalere Bush-doktrinen.
Så min måde at se på det her, det er at USA's udenrigspolitiske ageren er nu - som altid, som altid ihvertfald i efterkrigsårene – meget domineret af indenrigspolitiske hensyn også. Dvs. hvor tæt er vi på næste midtvejsvalg eller næste præsidentvalg? Det er et beklageligt faktum, for det gør nogle gange at der går meget kortsigtede vurderinger ind i det - men sådan er det jo såmænd også herhjemme, bare i måske lidt mindre grad.
CBK: Det, der ser ud til at blive sådan en dominerende læsning af situationen i øjeblikket - at USA stiller sig afventende overfor Nordkorea fordi der ikke er noget olie og så har mere travlt i Irak fordi der ER en hel del olie der kan hjælpe på alle mulige andre fronter, er du enig i den? Eller er den udtryk for en bund-marxistisk tankegang? Eller begge dele?
KURRILD: Jeg mener olien spiller en væsentlig rolle - men jeg tror (uden at være sikkerhedspolitisk ekspert) så tror jeg at analysen af problemerne med Nordkorea er en anden end med Irak. Med Irak der frygter man decideret fra amerikansk side - altså ud fra nogle kolde men strategiske analyser - hvad der vil kunne ske i Mellemøsten på langt sigt. At Saddam Hussein - evt. andre regimer i nabolaget – kan understøtte terror eller angreb på Israel eller noget andet. At det i og for sig er en krudttønde man sidder på. Jeg tror, at analyserne mht. Nordkorea egentlig er, at det kan godt være at Nordkorea har atomvåben, og det ville være slemt nok, men der er ingen grund til at tro at Nordkorea vil anvende de atomvåben i en offensiv overfor Sydkorea eller nogen andre. At Nordkorea er nogle banditter, men de er sådan set rimelig uskadelige - fordi de ikke har nogen aggressive intentioner. Jeg tror det er den analyse, der er forskellen.
foto: SDU
