ark og ulandskr201103-3.htm

 

 

 

 

 

 

Godt at komme, bedst at gå igen

Men hvad når der kommer en eller anden form for normalitet, så den lokale økonomi kommer til at køre?

KR: Det er, det man håber. Men guerillaen kan vinde bare ved at vanskeliggøre den proces. Tag ETA i Spanien: det er blevet vurderet, at ETA kun består af fem eller ti virkeligt forhærdede medlemmer. Gennem målrettede drab har de nu fået næsten enhver politiker i Spanien ned til landsbyniveau til altid at have bevæbnede vagter med sig. Det samme med IRA i Storbritannien i den værste periode: det kræver simpelthen ikke så mange. Jeg har ikke været i Irak siden maj, men hvis vi nu antager, at der blandt de tidligere soldater i hæren, og de fanger de lukkede ud bare er nogle få, som vil presse den amerikanske hær ud ... et par tusind, fem tusind, ti tusind? Der skal ikke ret mange til at sprænge olierørene i luften, skyde de irakiske politikere, og sprænge politistationerne i luften. Amerikanerne bliver ved med at tale om, hvor sofistikerede disse angreb er: men det kræver tre fyre, en lastbil, noget gødning og noget dynamit for at have en bombe! De tre fyre kan holde 100.000 soldater låst fast i deres stillinger... Det er svært at se en vej ud af det.

Een ting man kan gøre er at trække sig ud med det samme, som franskmændene foreslog, og så overdrage det til en international styrke, som skal inviteres af en ny irakisk regering. Det er jeg for: bare træk alle soldaterne ud nu. Men så vil alle selvfølgelig sige: ”Nej, det kan man ikke, for så bliver Irak bare et stort kaos.” Men hvad så? Man kan enten blive der, forsøge at skabe et demokrati som Thomas Jefferson ville kunne lide det, eller man kan bare sige: ”OK, vi slap af med Saddam, nu har vi givet en ny fyr ansvaret, han er nu præsident af Irak – vi smutter.”

Og lade irakerne selv bære ansvaret?

KR: Ja, og hvis de så vil blive ved med at skyde på hinanden, så: ”Vi er skredet, smuttet herfra”. Det er et scenario. Hvis man ser det fra et nationalt perspektiv, og spørger: ”er det at blive i Irak bare een mere amerikansk soldats liv værd” ville svaret være: ”Næh, ikke rigtig”.

Ideen om etisk udenrigspolitik er meget kompleks?

KR: Jeg er overordnet enig med den; jeg mener, at det at gå ind og snuppe Saddam og Baath-partiet var det bedste USA kunne have gjort. Nu taler vi om at blive der endnu et par år for at bygge et irakisk demokrati. Men Irak har aldrig været et demokrati, så hvad er det vi forsøger på? Det var problemet i Somalia: vi kom ind, gav folk mad, stoppede hungersnøden – og så var der nogen der foreslog, at vi skulle gøre Somalia til en eller anden form for demokratisk model i Afrika. Men det virker aldrig. Det fungerer ikke. Det må være irakerne selv, der bygger det; de bliver nødt til at blive trætte af at skyde på hinanden, og finde deres egen måde at stoppe det på. Irakerne er mere veluddannede og sofistikerede end somalierne nogensinde var. Så lad irakerne bygge deres eget system. Jeg tror, de vil blive ved med at være vrede og skyde efter ethvert system amerikanerne tvinger ned over hovedet på dem. Måske er den bedste ting bare at stoppe her, og lade være med at smide gode penge efter dårlige [’cut our losses’].

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto: BrunoInBaghdad.com

Portrætfoto:
Francesca Luk