ark og ulandskr201103-3.htm

 

 

 

 

 

 

Fortæl mig hvad du ser

Hvad er krigsreporterens særlige udfordringer?

KR: Jeg kan ikke rigtig lide begrebet ”krigsreporter”. Jeg er bare en journalist, som tilfældigvis har været på stedet, når der var en masse krige igang. Man bliver ved med at sende mig til dem, men det er ikke noget jeg ville specialisere mig i. Problemet er, at når man først har dækket een, så bliver de ved med at sende dig ud til en ny, fordi de tror, du ved ”hvordan man gør den slags ting”. Men man forsøger bare at gøre det som ethvert andet job.

På en vis måde er det lettere, fordi under en krig – i det mindste i Irak og Afghanistan – der er det eneste man kan skrive om, det der er lige foran dig. Specielt når man er et sted uden kommunikation: jeg ser ikke CNN, læser ikke AP og Reuters. Det eneste jeg vidste, da jeg var i Basra, i Afghanistan eller endda i Somalia, det var, hvad jeg kunne se foran mig den dag, og tale med nogle mennesker, og så skrive det. For det meste, så endte det med at blive fuldstændig forskelligt fra, hvad man sagde i Pentagon eller til kommandocenterets briefinger.

Det er den bedste form for journalistik: at være på jorden, og bare fortælle hvad man ser. Det siger jeg også til mine praktikanter: når I tager ud til en demonstration, så lyt ikke til dem, der har organiseret den, som siger at der var 40.000, eller til politiet, som siger, at der var 10.000: fortæl mig hvad du ser. Lad være med at snakke med gruppens leder, men gå i stedet ind i flokken og snak med almindelige mennesker om hvorfor de kom. Det er det eneste man kan gøre, og det er det samme når man dækker en krig: bare skriv hvad du ser.

Et gennemgående tema i din bog er mødet med døden i ekstreme katastrofer. For offentligheden derhjemme, så er det præcis disse hungersnødsofre og kvæstede civile som vi ved vi har forpligtelse til at – men som vi ikke vil – se i øjnene. Hvordan griber du det an?

KR: Reporterens opgave er, tror jeg, kontant at konfrontere dig med det. Man vil have folk til at se ting, der gør dem utilpasse. Hungersnøden i Somalia var et klassisk eksempel. Jeg tog mine egne billeder, og fik hele tiden opkald fra kontoret, hvor folk sagde: ”Ad, er det virkeligt nødvendigt at sende os ham den her halvdøde dreng med de tændstiktynde fingre, der ligger på jorden?”. Og jeg sagde: ”Ja, det er forsidebilledet, put det så i!” Dit job er at slås for tingene, at få folk til at bekymre sig om dem – hvadenten det er hungersnød eller om hvor forfærdelig krig er. Efter Golf-krigen er vi blevet vant til at se krig fra videoer af bomber, der flyver lige ind i deres mål: Klinisk krig. Vi der er derinde, vores opgave, det er at sige: ”Faktisk så fløj den der bombe en gade til venstre og ramte det her hus, og dræbte seks mennesker, og lad mig beskrive for Jer, hvordan deres kroppe lå rundt omkring. Og her er billedet!”

Det er journalistens opgave: at komme udover krigsførelsen som klinisk proces – hvilket folk foretrækker – og så vise dig, at der er rigtige mennesker involveret, rigtige mennesker som dør. En af de historier som jeg er glad for at have skrevet fra Irak var da jeg talte med en gammel fyr, som havde mistet det meste af sin familie, otte eller ni børn og børnebørn, der blev dræbt af et amerikansk missil, som ikke ramte sit mål. At lade folk vide, at der ikke bare er intelligente våben, som rammer militære installationer. Det kan godt være, at vi synes, at krigen var en stor succes fordi vi kom til Bagdad på tre dage – men hallo, der er en fyr herovre som har mistet sin familie. Det er den bedste opgave en krigsjournalist kan udføre, tror jeg. Sådan ser jeg mit job: bare at skrive hvad jeg ser, ude i felten.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto: BrunoInBaghdad.com

Portrætfoto:
Francesca Luk