ark og ulandskr201103-3.htm

 

 

 

 

 

 

Hvad USA vender ryggen til

Dermed er det også er spørgsmål om egeninteresse? Truslen om ikke at gå gennem FN kom fra præsident Bush’s Nationale Sikkerhedsstrategis doktrin om ”forebyggende indgreb” [’pre-emption’] – som igen kom efter 11. september. Tror du europæerne undervurderer graden af forandring i amerikansk politik efter den 11. september?

KR: Ja, helt bestemt. Det hører jeg igen og igen. Europæere, der har været i USA efter 11/9 – fra statsministre til almindelige mennesker – fortæller mig, hvor chokerede de har været over et se alle de amerikanske flag vaje. De blev klar over, at alt det som man bekymrer sig over herovre, som at låse folk inde på Guantanamo, det er amerikanerne komplet ligeglade med: vi blev angrebet. Der er helt klart en følelse af, at vi er i krig i USA. ”Vi er komplet ligeglade med, at hvis nogen hundrede fyre, som blev samlet op i Afghanistan, og nu sidder i Guantanamo ikke bliver bragt for en domstol: det er lige meget, de er terrorister. De har ikke fortjent de samme rettigheder!” Den europæiske forargelse over folkene i Guantanamo har ikke genklang i US. Der en smule bekymring nu, om at regeringen er gået for vidt i begrænsningen af borgernes rettigheder, men ikke meget: de fleste amerikanere erkender, at tingene måtte ændres.

Men i mange europæiske lande, som Frankrig med algierne, italienerne med de Røde Brigader, briterne med IRA, grækerne med 17. november, Spanien med ETA – der er man vant til, at der er bomber, der sprænger. Man er vant til en vis grad af vold, at der er kriminelle som kidnapper folk og den slags.

Men vel kun en vis grad af vold?

KR: En vis grad, for selvfølgelig var 11/9 stor. Men deres holdning er: ”terrorisme er noget man er nødt til at vænne sig til”. USA har altid været beskyttet mod den af de to oceaner, USA har altid været et åbent samfund. Man kan flyve ind til New York og rejse gennem 50 stater... det er et utroligt åbent sted. Men terrorister kan udnytte det. Når man er i USA, så har politiet ikke ret til at stoppe dig og bede om ID. Det har de i Europa, og europæerne har vænnet sig til at leve med en vis grad a politi-stater og terrorisme. For nylig var jeg i Holland for at lave en historie om hollandske muslimer. De muslimske studerende klagede over, at politiet altid bad dem om at ”passere gaden” når de stod på et gadehjørne: det er jo diskrimination. Min hollandske oversætter sagde: ”men det er politiet, man skal gøre hvad de siger”. Men man er ikke nødt til at gøre, hvad politiet siger: hvis politiet tager fejl så har man rettigheder!

Det er bare en helt anden måde at tænke på her. Et helt andet syn på, hvad frihed er. Når jeg forklarer venner, der kommer på besøg for at shoppe, at stormagasinerne er lukkede om søndagen, så bliver de chokerede: ”Hvordan kan de være lukkede om søndagen?” Jeg svarer: ”fordi de har en lov, der siger, at de skal lukke”. Så siger de: ”Men det er en privat butik, hvordan kan regeringen bestemme, hvornår en butik skal have åbent? Hvis butikken vil tjene penge og holde åbent indtil midnat så er det vel butikkens sag [’business’]?” Og jeg svarer: ”Ikke i Frankrig, her er det regeringens sag [’business’]” [ler]. Hvad hvis folk vil arbejde, hele dagen og hele natten. Det kan de ikke, de må ikke arbejde mere end 35 timer om ugen. Det kan mine amerikanske venner ikke fatte! Det er hele ideen om den amerikanske drøm: at en indvandrer åbner en kiosk i New York eller Washington eller et andet sted, og arbejder der hele tiden for at tjene penge. Det ville sikkert være ulovligt herovre!

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto: BrunoInBaghdad.com

Portrætfoto:
Francesca Luk