ark og ulandskr201103-3.htm

 

 

 

 

 

 

Hvad Europa vender ryggen til

Folk har en tendens til at overse deres egne fejl, som for eksempel her i Frankrig den vidtgående korruption i den franske politiske elite: det er en meget selektiv hukommelse?

KR: De kan godt lide at kritisere de amerikanske sociale og racemæssige problemer, uden at se på deres egne. Jeg siger til dem: Har I nogensinde været ude i den parisiske banlieue, har I set hvordan I behandler Jeres arabiske og muslimske befolkning? Det er ligeså slemt som enhver ghetto i USA. De ignorerer deres sociale problemer her, men kan godt lide at pege på problemerne i USA. Jeg læser Le Monde hver dag, men ser næsten aldrig artikler, som virkelig undersøger dybden af den arabiske vrede i de parisiske forstæders ghettoer, manglen på arabiske ansigter i parlamentet, i regeringen, på tv, i medierne her. Jeg ser aldrig de emner diskuteret i aviserne, som for eksempel Le Monde. Så de har et kæmpeproblem, som ikke bliver adresseret. Det er meget nemmere at kritisere USA, end at se på deres egne problemer.

I krigen mod terror har europæerne og amerikanerne forskellige opfattelser af, hvor stor truslen er. Er de forskelle, i trusselsopfattelsen og de forskelle vi talte om før, forbundne med hinanden?

KR: Det tror jeg er to forskellige ting. Angående krigen mod terror, der var europæerne og amerikanerne generelt enige, specielt i Afghanistan, hvor der var en høj grad af samarbejde. Enhver europæer, med undtagelse af den yderste venstrefløj, mente at USA havde ret til at gå ind i Afghanistan. Alle lod til at acceptere det på grund af angrebet på USA. Det var da amerikanerne skiftede krigen mod terror til Irak, at de store forskelle opstod, og folk sagde ”hvorfor Irak?”. Halvtreds procent af amerikanerne var enige: det var ikke så bredt accepteret. Når der nu er 60% som er for krigen, så skyldes det, at når soldaterne een gang er i kamp, så tenderer amerikanerne til at enes. Logikken var: ”OK, vi ville ikke have at de skulle angribe, men nu soldaterne er der, så vil vi vinde, vi støtter tropperne.” Det er det, der foregår nu.

Hvor meget af utilfredsheden i Europa tror du kom, mere fra problemet med, om USA ville gå gennem FN, snarere end Irak-emnet selv?

KR: Det var en stor del af det. De fleste var komplet ligeglade med Saddam Hussein – igen med undtagelse af den yderste venstrefløj, som ikke mente man burde angribe et andet land [’another fellow country’]. De fleste regeringer og folk herovre mente, at Saddam Husseins regime var ganske forfærdeligt, men de kunne ikke lide ideen om, at USA løb rundt og valgte, hvem de ville sparke ud. Set i bakspejlet mener jeg europæerne havde ret: med en mere international koalition ville amerikanerne ikke have de problemer de har nu, hvor de er alene med briterne, uden at have nok mandskab på jorden og stedet bliver mere og mere kaotisk – mens resten af verden siger: ”Nå, men det er ikke vores problem”. Europæerne havde bestemt helt ret i princippet om at gå igennem FN.

Men på den anden side: selvfølgelig ville de være for det, for det er der Europa har styrke. Det har Europa ikke rigtig i nogen anden institution end FN: deres forsvar er relativt små, og bortset fra briterne kan de ikke projektere styrken nogen steder hen. Franskmændene har det næststørste militær i Europa, men de er ganske langt bagefter. Økonomisk giver de meget humanitær hjælp, men er ikke så store som USA og Japan. Den eneste måde man er stærk er gennem diplomati – når man gør det hele multilateralt og går gennem FN.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto: BrunoInBaghdad.com

Portrætfoto:
Francesca Luk