ark og ulandskr201103-3.htm

 

 

 

 

 

 

Berlusconi: Folkets vilje

Hvorfor synes amerikanere at acceptere en højere indkomstulighed end europæerne generelt gør?

KR: Det er et godt spørgsmål. Jeg er ikke sociolog og må gætte, men det kan have noget at gøre med, at vi har den overbevisning – hvilket ikke er sandt – at alle har en lige mulighed for at bevæge sig op ad den sociale rangstige. Og derfor er man mere parat til at tolerere en højere grad af ulighed: ideen er, at hvis man arbejder hårdt nok, lægger nok timer i det, så kan man bevæge sig fra eet niveau til et andet. Og hvis der er en bums på gaden, så er det hans egen skyld: se hvor mange af indvandrerne som kom herover med ingenting i lommene, og nåede middelklassen. Så hvis han er hjemløs, så er det hans problem.

Der er altså også mere tro på, at man er personligt ansvarlig for sin egen situation?

KR: Det er rigtigt. Samfundet må tage vare på de mest ... de hjælpeløse, de handicappede, de ældre, og samfundet har en forpligtelse til at sørge for, at der ikke bliver diskrimineret mod nogen, på grund af din race, religion eller noget. Men på bundlinien: når samfundet har sikret, at alle har en lige mulighed, så er det hans problem. Det er ikke samfudnets problem, at garantere ham en bestemt indtægt eller et bestemt sted at bo. En anden forskel er, at europæerne tenderer til at se ned på folk som er ”for velhavende”. De ser ned på een, som har tjent 200 millioner dollars på et år, mens man i staterne vil se op til den person: Bill Gates betragtes som en helt. Herovre ville han være en, som har for mange penge, det meste ville blive beskattet bort, og det ville være upassende med så mange penge. Det er helt anden opfattelse. I USA hakker man ikke på hinanden for at være velhavende – faktisk drømmer alle om at blive det.

Som Bill Safire skrev i New York Times om “sociologen Jennifer Lopez” der sang “don’t be fooled by the rocks that I’ve got/I’m still Jenny from the block”, fordi man har en optimistisk vurdering af egen situation, at det måske bliver mig en dag?

KR: Netop. Alle tror, man kan komme foran – alle vil være den næste millionær. Det er også derfor Demokraterne altid taber i amerikansk indenrigspolitik når de forsøger at trykke på klassekampsknappen. Når de forsøger at få modstanderen – som med George Bush, faderen, i 1988 – til at fremstå dårligt, ved at sige ”han er en elitist med en velhavende baggrund”, så virker det aldrig.

Og som med Al Gores taktik i 2000?

KR: Helt som med Al Gore: man er ligeglad med, om nogen er velhavende. Det bliver ikke betragtet som en dårlig ting. Man kan ikke trykke på den knap og sige, at han er ude af kontakt med virkeligheden, fordi han er velhavende. Som en af de politiske kommentatorer skrev: folk foretrækker at vælge velhavende mennesker, fordi de ved, at de ikke vil stjæle.

Og det er præcis den negative fremstilling af Bush-administrationen i de europæiske medier: at det er mistænkeligt, at regeringen består af velhavende personer?

KR: De færreste amerikanere mener, at Bush faktisk gør hvad han gør for at få penge ind på sin bankkonto: disse mennesker er allerede millionærer, det har de ikke behov for. Amerikanerne tror ikke, at vi invaderede Irak for at give en eller anden kontrakt til Halliburton. De fleste rigtige mennesker ihvertfald: den yderste venstrefløj måske.

Men det er der mange mennesker i Europa, der tror?

KR: Her i Europa findes der en elitær attitude, for eksempel til Berlusconi – som er lidt af en klovn. Man siger: hvordan kan den fyr være forretningsmand [mens han er i sit embede], hvordan kan han [på acceptabel vis] have alle disse modstridende funktioner? Men altså: han var valgt af folket. Så hvorfor bliver I og alle medierne ved med at gå hårdt til disse habilitetsproblemer, når han blev demokratisk valgt af folket? De vidste alt om ham i Italien, og stemte på ham alligevel.

Man får de ledere man fortjener?

KR: Ja, de stemte ham ind. Hvis man læser Economist, aviserne her [i Frankrig], så kan man få det indtryk, at det italienske demokrati er i fare. Men han har altid påvirket domstolene. Folk vidste det: italienerne er ikke dumme og han vandt med en stor margin [’landslide’]. Hvis det er det de vil have, så er deres beslutning. Da jeg boede i Staterne plejede jeg at tænke på mig selv som ventreorienteret. Da jeg kom til Europa blev jeg nødt til at definere ”til venstre” på en anden måde: for mig betyder det, at regeringen, det offentlige skal lade mig være i fred, mens her betyder ”venstrefløjen”, at regeringen bør være involveret og justere på tingene, og bestemme hvor mange timer jeg kan arbejde. Ideen er for det første: folket bør bestemme så meget som muligt; for det andet: lad mig være i fred! [ler]. Det er basalt set mit ideal. I USA ville det blive anset som værende “til venstre”, mens det her sikkert er “libertariansk”.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto: BrunoInBaghdad.com

Portrætfoto:
Francesca Luk