De overvandt aldrig den irakiske hær

Fra Detroit til Hindu Kush

Men de nye nyhedskilder virker mere vinklede end det?

KR: Der har været en informationseksplosion, med internettet og kabelkanaler som CNN og Al-Jazeera. For ti år siden sagde man, at de store amerikanske medier var for meget af et filter, at der var behov for en ”ny informations-verdensorden” for at få andre stemmer frem. Nu kan alle med en telefonlinje og en laptop-computer læse direkte, hvad der bliver rapporteret i den arabiske presse, af det iranske nyhedsbureau, se hvad der er på Al-Jazeera.

Det er rigtigt fra et forbrugersynspunkt: at man kan forholde sig til forskellige kilder. Men det virker som om, at mange af de nye procucenter faktisk har endnu mere filter på end de gamle?

KR: Selvom vi nu har fået alle disse nye medier, så er der faktisk flere og flere mennesker, der holder fast på for eksempel New York Times, Washington Post og de etablerede nyhedsbureauer for ligesom at skære igennem alt vrøvlet, sludderet og fordrejningerne. De stoler faktisk mere på os. Man kunne have troet, at Washington Posts solgte oplag ville falde på grund af internettet under noget som Irak-krigen. Men det var faktisk præcist det modsatte, der skete: der blev solgt flere trykte aviser under krigen. Det tror jeg har noget at gøre med, at der er så meget skidt derude – at folk bare føler, til syvende og sidst: ”den her kvalitetsavis har jeg stolet på i årevis, lad mig lige se, hvad de har at sige”. Kvalitetsaviserne har ikke set et fald i læsertal på grund af kabeleksplosionen, internettet og alt muligt andet – det er steget! Det synes jeg er fascinerende, fordi alle troede, at vi ville blive arbejdsløse ti år efter internettet slog igennem. Ønsket om kvalitet vokser og vokser.

Til sidst: i din bog nævner du, at nogle af dine kolleger gik med skydevåben i Somalia – men under Irak-krigen var der stor opstandelse blandt de amerikanske medier, fordi Geraldo Rivera [fra Fox News, red.] gik rundt med en stor revolver i Irak?

KR: Det der skete var: han viftede med den på skærmen, og sagde noget i retning af: ”Jeg nakker selv det svin!” De fleste af de journalister og tv-folk i Somalia, som havde våben, havde dem med henblik på selvforsvar. Men der var en masse journalister i Cambodia som købte AK-47’ere, og som faktisk bare havde dem for sjov. En masse journalister i krigszoner, de er som drenge med legetøj. Når man pludselig er et sted, hvor man kan købe en AK-47 for en hundredlap, så tager du en. De kan også lide at klæde sig ud i uniformer: det så jeg i Timor, Cambodia, Somalia – selv i Irak; der var en masse journalister, som gik rundt i fuldt US Army kampudstyr. Det er en slags machodrøm.

Men det mener jeg er farligt, at klæde sig lige som de hærenheder man dækker. Jeg gik med de samme ting hver dag i Irak: hvid skjorte og cowboybukser. Jeg gik aldrig med skudsikker vest, selvom om det var meningen at vi skulle. Min holdning til det er: Jeg er journalist, ikke soldat. Og hvis de skyder, så er jeg på vej i den anden retning. Ikke at gå med skudsikker vest gjorde mig mentalt set mere sikker. For det andet: hvis jeg vader rundt i en camouflage-soldaterjakke og hjelm, så kan en snigskytte 200 meter væk ikke se forskel. Men hvis jeg har hvid skjorte og cowboybukser på, så er det ligesom at sige: ”Jeg truer dig ikke, hr. irakiske snigskytte, jeg udgør ingen trussel mod dig.”

Hvor hurtigt kommer volden omkring dig til at virke normal?

KR: Som jeg skrev i bogen, så blev jeg meget hurtigt en ekspert i at flyve ind til Mogadishu og forhandle om, hvor mange maskingeværsbevæbnede vagter jeg skulle bruge. Mennesker har en fascinerende kapacitet til at adaptere sig til forandrede omstændigheder. Og det er det man ser i krigszonerne.

Er den kapacitet, letheden med hvilken man kan blive vænnet til vold – er det også grunden til, at hele lande glider ind i et kaos, hvor alle bare følger med skredet?

KR: Det er rigtigt. Det er een af de mest fascinerende ting ved at være sådanne steder: hvordan folk tilpassede sig de mest kaotiske betingelser man kan forestille sig. For livet skal gå videre. Lige meget hvor dårligt det hele bliver, så skal man stadig stå op om morgenen, man skal stadig have noget at spise, og man skal stadig finde en måde at tjene penge på, og man må tage sig af sin familie. De grundlæggende ting er stadig de samme, lige meget om man er i Paris, New York, Kabul eller Basra. Mennesker er ens. Og hvis overlevelse, og at få noget at spise betyder, at man er nødt til at have et skydevåben i hånden for at gå derud, så vil et menneske gøre det.

I Irak boede jeg tre uger i en bil, bogstaveligt talt levede i bilen, hele tiden. Vi løb tør for mad og brændstof: så der blev jeg ekspert i at finde ud af, hvor benzinstationerne lå før i tiden, komme ned i jorden, bryde ind i tankene og liste benzinen ud. Det anede jeg ikke noget om, hvordan man gjorde, men når man skal, så gør man det. I Afghanistan red jeg i otte timer henover et bjerg, Hindu Kush, i en snestorm – og jeg er fra Detroit, jeg har aldrig været på en skide hest i hele mit liv [ler].

Men kald mig ikke krigsreporter: jeg er bare journalist. Når man bliver sendt ud for at dække en krig, så tilpasser man sig. Jeg synes ikke, at der skal være nogen, der er specialiserede i krig. Jeg har mødt fotografer, der ”kun tager krige”, og de er blevet småskøre. Den giver dem en form for macho-tilfredsstillelse, krigen. Men krig gør mig ikke høj. Jeg synes, det er forfærdeligt. Det er derfor jeg vil dække det, for at vise folk, hvor forfærdeligt det er.

ARTIKLENS FORSIDE

UDGIVET 20.11.03 kl. 13.20 CET

DOWNLOAD SOM WORD-DOKUMENT

RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

ark og ulandskr201103-3.htm