ark og ulandskr201103-3.htm

 

 

 

 

 

 

Guerillaens lette sejr

Din beskrivelse i bogen af etableringen af FN-missionen i Somalia er yderst interessant, for på trods af professionalismen virker den meget tilfældig? 

KR: Det var fascinerende at se bureaukratiet vokse. Det skete meget lidt i [den lokale] økonomi udover, at folk blev ansat af FN og nødhjælpsorganisationerne, som – sammen med journalisterne – blev de eneste arbejsgivere i byen.

Det var en slags ”fred gennem bureaukrati”?

KR: Ja. Jeg så det samme et par år senere i Øst Timor: pludselig blev nødhjælpsorganisationerne og FN de eneste arbejdsgivere: de betalte de højeste lønninger for at få de bedste timorer, og der var ingen folk i overskud til at gøre noget rigtigt arbejde der. Altså, hvorfor skulle timorerne have behov for, at alle de bureaukrater kommer derned for at lære dem at forbedre deres levevej? Giv ham da en fiskestang, et ned og en båd. Han kan da sikre sin egen levevej. Han har ikke brug for eksperter til at fortælle ham noget. Han har fisket i 500 år, så det eneste han har brug for – fordi indoneserne brændte den gamle – er en ny båd.

Er der i din erfaring nogen overordnet lære man kan drage angående interventioner?

KR: Bare hold bureaukraterne til et minimum, spørg folk hvad de vil have, og giv dem det – i stedet for at bringe alle Jeres eksperter ind for at lave ”behovsanalyser” og påbegynde kæmpestore projekter. Timor var et klassisk eksempel. Det var et ganske primitivt sted til at begynde med: alt man behøvede at gøre, var at sende dem en håndfuld små kano-både, eller bare skaffe dem noget tømmer, så de kunne lave deres egne både, og noget at lave fiskenet ud af – og så ville de kunne sørge for dem selv dagen efter, ikke? Det var alt de havde behov for.

I Irak ved jeg ikke hvad de har gang i: man taler om at skabe landet om til en mellemøstlig demokratimodel og alt det der pis. Jeg tror ikke, at irakerne har behov for, at amerikanerne fortæller dem, hvordan de skal køre deres eget land – det land har de haft i tusindvis af år. Der var ingen planlægning med henblik på tiden efter krigen.

I den forbindelse blev der klart begået nogle fejltagelser. De troede, at de, i den sydlige del, ville blive modtaget af jublende irakere, og at syden således ikke ville være et problem. Det andet var antagelsen om, at hele den irakiske hær ville overgive sig, at tropperne ville kunne bruges som fredsbevarende styrke. Det skete ikke. Så troede de, at der ville komme et kup, eller at de ville kunne slå Saddam ihjel indenfor de første par uger – det skete heller ikke.

Problemet var, at de brugte den første Golfkrig som model, hvor hele hæren overgav sig. Men de overgav sig ikke, de forsvandt bare – og det er de folk, der skyder det hele sønder og sammen. At det skulle være udefrakommende er complete bullshit, tror jeg. De overvandt aldrig den irakiske hær. Det ser ud til, at man i Washington ikke havde en rigtig plan for, hvad der skulle ske, hvis de ikke kæmpede mod os. Hvis de lod os komme ind i Bagdad, og så kørte en guerillakrig. Man forestillede sig ethvert andet scenario: kemiske våben og kernevåben og så videre, men man tænkte aldrig på den mulighed: hvad nu hvis de ikke vil slås?

Hvad tror du udkommet bliver på kort og mellemlang sigt?

KR: Jeg er ikke optimistisk. Man bliver ved med at sige, at der er en masse tegn på fremskridt, og at angrebene bare er småting. Men da jeg var i Asien brugte jeg lang tid på at tale med vietnameserne: en guerilla vinder ved bare ikke at tabe. Det eneste han skal, er bare at blive der. Faktum er: USA har besat Irak, og på et eller andet tidspunkt vil de amerikanske soldater forlade Irak. Det kan være næste år, det kan være om to, fem eller ti år. Men sandheden er, at når de tager afsted, så vil nogle af de irakere, der nu skyder på de amerikanske soldater stadig være der. Derfor kan guerillaen vinde ved bare at holde sig i live.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

    

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto: BrunoInBaghdad.com

Portrætfoto:
Francesca Luk