|
5. Verdens forkrøblede
stats-system
Den pointe om små lande peger
i retning af nationalstaten og suverænitet - emner, der er tæt forbundne med
princippet om national interesse, som du er inde på i artiklen. Der er et
spørgsmål i øjeblikket om hvem, der bekræfter, og hvem, der benægter national
suverænitet. Nogle ser Irak-invasionen som et brud med national suverænitet,
fordi idéerne om en Ondskabens Akse; intervention osv. viser at USA ikke viser
respekt for andre landes suverænitet [se interviewet med Chris Caldwell i
RÆSON, Marts 2003]. Således at ALLE nu faktisk er for overskridelse af
suverænitet - men spørgsmålet er: med hvilke midler!
KM: [ler] Det er et snedigt
argument! Det er bestemt rigtigt at der er en kontrovers, hvor man sætter
menneskeheden og indgriben på den ene hånd mod den national suverænitet på den
anden. Uenigheden er endnu ikke blevet skærpet, fordi de eneste tilfælde for
humanitær intervention er stater, som du ikke kan tage helt alvorligt som
suveræne nationalstater. Irak ----
Jeg troede du ville nævne
Frankrig.
KM: [ler] Nej da! Det er ikke
sandsynligt at nogen vil prøve at lancere en humanitær intervention mod
Frankrig!
Er det sandt? Det vil
komme som en skuffelse for visse personer.
KM:
[ler] Well, yes. Men min pointe er: Irak er ikke et land, du kan
tage mere alvorligt end fx Uganda. Serbien er muligvis et lidt mere
uigennemskueligt tilfælde - den sag rejste lidt mere alvorlige spørgsmål. Men
humanitær intervention er en tiltagende doktrin, fordi efter 1945 var den
eneste model, efter hvilken du kunne afkolonisere og organisere det
internationale samfund: den europæiske nationalstat. Og alle mulige bittesmå
enheder - stillehavsøer, fx, eller stammeområder i Afrika, blev ting, man
kunne kalde stater - som virkelig havde næsten intet at gøre med hvad
europæere vil betragte som en rigtig liberal-demokratisk stat. Så vi har en
slags forkrøblet stats-system, over en ganske stor del af verden, og
doktrinen om humanitære interventioner formodes alene at være relevant her. På
den anden side er det ganske sandsynligt at hvis doktrinen får fart på VIL den
blive et angrebsinstrument rettet mod den nationale suverænitet - præcis som
FN's Menneskerettighedskommission er blevet det overfor fx briternes
behandling af IRA-fanger i Nordirland. Eller fx i Australien, hvor man lovgav
om obligatorisk fængsling af tyve, og mange mennesker påkaldte
FN-kommissionen: Idéen var, at FN ville have en eller anden slags autoritet
over hvorvidt Australien kunne lovgive på måder, der kunne ses som en
overtrædelse af menneskerettighederne.
Er det et essentielt
komponent i de stater, vi kan og bør tage alvorligt, at de har liberalt
demokrati?
KM: Det er liberalt demokrati
samt magt, ikke? For jeg tror ikke vi vil betragte Kina som et liberalt
demokrati, men der er ingen tvivl om at vi skal tage det - og selvfølgelig
tager det - ganske alvorligt. På en vis måde er lande som Kina aldeles
rigtige lande, for i hvert fald i øjeblikket ved deres regering hvad den gør,
og hvis den siger den vil gøre noget fører den det ud i livet.
Der er et element af
tilregnelighed og forudsigelighed?
KM: Der er et element af
tilregnelighed - dette er et af de kriterier, som Udenrigsministeriet [the
Foreign Office] altid har anvendt, når man skulle afgøre hvornår nye regimer
skulle anerkendes: Har de kontrol over landet?
Hvilket fører os tilbage til
Frankrig!
KM: Nu er det
faktisk sådan at jeg holder ganske meget af franskmændene! Lad mig lige gøre
dette ganske klart: jeg kan godt lide europæiske lande, og selvom jeg er meget
skeptisk når det kommer til EU-kommissionen er jeg stærk tilhænger af at have
de tættest mulige relationer til alle europæiske lande.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
