|
|
4. Det tomme EU og
nationernes soliditet
I dit argument ser der ud til
at være to elementer i 'den nationale interesse'. Det ene er den kalkule, du
refererer til nu - den mere utilitaristiske. Men dertil kommer spørgsmålet om
den britiske identitet og den britiske rolle på verdensscenen, som du ikke er
klar til at smide på historiens affaldsbjerg!
KM: Nej, nej, nej - slet ikke.
Der er ingen tvivl om at der vil være kulturelt-specifikke-aktører på
den internationale scene - og dét indbefatter en moralsk dimension. Den
Europæiske Union er faktisk kulturelt set meget uspecifik. Hvis du
spørger, 'Hvad er dens moralske karakter?' må du se efter i Bruxelles og i
Kommissionen. Og hvilken moralsk og kulturel natur Kommissionen har ved jeg
ikke. Fx vil de ikke erklære sig selv for kristne. De ønsker, tror
jeg, at være multikulturelle. De er i meget høj grad internationalister, der
tror på rettigheder. Med andre ord er den Europæiske Union den
mærkeligste kombination af luksusmoralisme [up-market moralism] når det
gælder menneskerettigheder, ikke-diskrimination og menneskehedens fremtid på
den ene side - og en næsten rotteagtig koncentration på den umiddelbare
egoistiske på den anden: med alt fra landbrugsstøtten til den måde den
behandler bønder i afrikanske og asiatiske lande, som holdes ude af toldmure.
EU er så stort og kompliceret at denne ret vage, bureaukratiske organisation
kan slippe afsted med at være – kort sagt: på den ene side egoistisk hvad
angår de faktiske forhold, på den anden: Høj-moralistisk i sine erklæringer.
Med andre ord er det en ganske indholdsløs [vacuous] organisation, mens
Storbritannien er en ret meget mere specifikt-kulturel organisation - præcis
som Frankrig er det, Tyskland, Danmark. Der er noget mere solidt ved
nationalstaterne.
En af visionerne om EU som en
udenrigspolitisk aktør er, at det ikke vil opføre som en nationalstat, et
imperium eller noget i den retning, men at det i stadigt vil tjene som en
model for internationalt samarbejde - i den olympianske ånd, som du taler om.
Så når du siger at der ikke er noget ideologisk, kulturelt eller moralsk
indhold - well, så ER dét indholdet! Idéen om internationalt samarbejde - at
vi kan arbejde os ud af vores uoverensstemmelser.
KM: Præcis. Det ord, du måske
bør bruge her, er: aspirational [higende, stræbsom, ambitiøs].
Det, den Europæiske Union består af, er en slags higen efter de høje
principper [an aspiration to high-mindedness.]
I det at tale om aspirationen
ligger, at man ikke opnår den ambition - og at den ikke kan opfyldes?
KM: Nej. Jeg er ikke sikker. Jeg
tror ønsket går ud på, at 'I alle konflikter skal vi have fredsprocesser.
Og hvor soldater end er involveret, skal de være fredsbevarende'.
Grænserne for den type tænkning er givet af situationer som Israel-Palæstina;
Nordirland; baskerne og så videre - måske Cypern. Der er reelle
uoverensstemmelser, som ikke rigtigt kan løses på den måde. Vi ser vist flere
og flere beviser på, at soldater som i for høj grad er underlagt meget streng
kontrol for, hvornår de må skyde osv. for det første ikke er særlig effektive
- fordi der ikke er meget, de kan stille op overfor guerilla-taktikker. Og
dertil kommer, at de ofte bliver korrumperet og opfører sig ganske skidt. Jeg
prøver her at konkretisere et aspekt af det, jeg ville kalde EU's stræben
efter moral [aspirational moralism of the European Union]. Et andet aspekt vil
handle om stemmeafgivning i FN - og der vil EU, som en bureaukratisk
organisation der har ligheder med bureaukratiet i FN, vil være meget
indstillet på at internationalisere og bureaukratisere kontrollen over fx
maritim jura. Man ville prøve at få fingrene i planeterne, hvis det skulle
blive en realistisk mulighed! Modellen vil måske være den fælles
landbrugspolitik - eller den fælles fiskeripolitik. Dvs.: med udgangspunkt i
central planlægning, snarere end ejendomsret eller noget i den retning.
I det billede er EU ikke en
konkurrent eller rival til USA men snarere: en impotent organisation som - via
det internationale samfund, den vilde vækst i internationale regler osv. -
forhindrer USA i at handle?
KM: Ja. Det er præcis rigtigt.
Men det skal betinges af, at EU i øjeblikket har meget lidt magt - næsten
ingen militærmagt sammenlignet med USA, som er den eneste militærmagt.
EU har meget stærke antiamerikanske tendenser allerede. Hvis det endelig får
en forfatning og bliver tilstrækkeligt forenet til at se ud som en enkelt
stat, vil det sandsynligvis - i løbet af den næste generation eller deromkring
- udvikle ambitionen om at modbalancere USA, konkurrere med USA og muligvis
komme ind i ganske direkte konflikt med USA. Det er bestemt en ambition, som
mange tidligere eksponenter har haft.
Så i fremtiden vil Europa
ikke ønske at spille 'Venus' overfor USA's 'Mars' - men udfordre USA på egen
hånd?
KM: Ja. Det ville ikke overraske
mig. Det eneste, jeg kan sige, er, at der er tendenser i Europa som ville føre
i den retning. I øjeblikket er al retorikken om Europa af den type, jeg har
beskrevet, men det er sikkert at disse ting forandrer sig over tid. Jeg tror
at internationalisme er helt i stand til at udvikle sin egen magt, før eller
siden, og hvis man var i besiddelse af den magt ville man slå hårdt ned ikke
mindst på mindre lande, som man ville være i stand til at mobbe. Al denne
high-mindedness skal man ikke tage for alvorligt - der ligger lidt
alvorligere ting bag [slightly sinister things] - men jeg ønsker ikke at gøre
dette til melodrama.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
|
