|
|
1. Den gamle længsel efter kontinentet
2. Den mystiske alliance mellem Bush
og Blair
3. Irak: Hvordan Blair opnåede det modsatte af hvad han ville
4.
Det tomme EU og nationernes soliditet
5. Verdens forkrøblede
stats-system
6. Storbritannien på verdensscenen
7. Hvis olympianerne
taber folkeafstemningen
1. Den gamle længsel efter kontinentet
I en artikel har du anført,
at for nogle af landene i EU – Storbritannien, Frankrig, Spanien – var deres
naturlige geografiske orienteringer nedtonet under Den Kolde Krig – og at de,
nu, er på vej tilbage. Kunne du udbygge den pointe?
KENNETH MINOGUE: [KM] Under
Den Kolde Krig var sikkerhed det overordnede problem – lige fra de tidlige år
med den kommunistiske trussel: infiltration og undergravning og muligvis også
invasion. Dette betød, at alle baserede deres udenrigspolitik og deres
internationale indstilling på Amerika og Rusland. Selvfølgelig foregik der
ting i Nordafrika; briterne havde Commonwealth og deres Afrikapolitik og
koloniproblemer osv. – men ikke desto mindre VAR Den Kolde Krig den
overordnede bekymring. Efter 1989 ophørte det mere eller mindre med at være
sagen: vi er ikke længere bekymrede for den kommunistiske trussel og de
regionale forbindelser for de europæiske stater er blevet vigtigere. Tyskerne
blev mere interesserede i Østeuropa; Frankrig i den større skæbne for
francophonie [den fransktalende verden, red.] etc. – og briterne blev
måske mere opmærksomme på noget, de tidligere ikke havde lagt så meget mærke
til: nemlig deres globale forbindelser. Storbritannien har meget stærke
handelsforbindelser over hele verden – specielt med Amerika – og det har
selvfølgelig denne kulturelle nærhed til Amerika, Australien, Canada osv. Det
blev mere udtalt end det før havde været.
Nogle mennesker ville i dette
argument se en fortsættelse af kolonitidens projekt eller orientering – med
Commonwealth og så videre. Er det muligt for en moderne stat at fortsætte en
udenrigspolitik, den slap for 50 år siden?
KM: Nej da; det er ikke på
nogen måde en kolonistisk eller imperialistisk udenrigspolitik. Det er en
involvering i andre lande – fx den britiske involvering i Sierra Leone eller
landets handels- og muligvis forsvarsmæssige forbindelser med et land som
Australien. I den oprindelige entusiasme for det Europæiske Fællesskab -
specielt under Edward Heath - blev hele Commonwealth-forbindelsen sat på
vågeblus. Den blev mindre vigtig fordi Heath primært beskæftigede sig med
Storbritanniens forbindelse til Europa. Europa er langt mere et projekt for
Frankrig, Tyskland og Italien end det er et britisk projekt. Briterne
har altid været ambivalente på grund af deres geografiske position. Jeg har en
mistanke om at Danmark måske har det en smule som Storbritannien - fordi det
består af øer og en halvø og ikke er så stramt geografisk-bundet til
kontinentet som andre lande. Der er et element af den tvetydighed i alle
lande, men særligt i Storbritannien - og specielt fordi vores juridiske
traditioner er så forskellige fra dem på kontinentet, hvor romersk jura på den
ene side og Napoleontiden på den anden gav det europæiske kontinent en
oplevelse af det, der dengang var modernisering, som har mærket det
lige siden. Briterne havde aldrig den erfaring.
Historisk set har britisk
politik altid været ambivalente overfor kontinentet - lige fra Boudica
[25-62], dronningen som kæmpede mod romerne. Der var den måde, hvorpå
normannerne involverede os i en slags konflikt med Frankrig, der blev en del
af den engelske nationale identitet som forskellig fra den franske. Og
selvfølgelig - fordi Frankrig var så meget større end Storbritannien hvad
angik befolkning, kultur, magt og alt det andet - fik vi en enorm masse ud af
det. Siden har der været katolikker i Elizabethtiden, som ønskede at
identificerede sig med Rom; i det 18. århundrede var der en stærk pro-fransk
bevægelse i England og i forbindelse med Napoleon havde vi selvfølgelig
Napoleonister, som følte at Storbritannien var et ancien regime, som
behøvede at blive revolutioneret på den måde som Napoleon havde forandret
Europa. I 1815 havde vi Samuel Whitbread - fra en berømt bryggerifamilie i
Storbritannien - som begik selvmord i fortvivlelse fordi Napoleoneventyret var
forbi. Og mange digtere - som Byron og Shelley - var meget for kontinentet.
Dette er foregået hele vejen gennem engelsk historie, hele vejen op til
pro-tyskere efter 1870; pro-nazister; pro-kommunister og så videre. En tro på
at Storbritanniens skæbne ligger i at nedsænke [submerge] landets magt i den
Europæiske Union. Dette foregår på baggrund af en lang tradition, som har delt
den engelske og britiske historie over mange år.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
PÅ SIDE 7 KAN INTERVIEWET DOWNLOADES
PÅ BÅDE DANSK OG ENGELSK - SOM WORD- ELLER PDFDOKUMENT
ON PAGE 7, THE INTERVIEW IS AVAILABLE
FOR DOWNLOAD IN BOTH DANISH AND ENGLISH - AS A WORD-DOCUMENT AND AS
A PDF-DOCUMENT
|
