|
2. Mysteriet ved alliancen
mellem Bush og Blair
Blandt de tilbagevendende
orienteringer, du taler om, formoder jeg at du vil være enig i at den langt
mest vigtige er forbindelsen til Amerika. Hvad der forekommer pudsigt er
selvfølgelig at vi ser Tony Blair - den mest venstreorienterede leder af
landet i 25 år og en mand som, da han kom til magten, blev anset for at være
meget pro-europæisk - og i USA, præcis det modsatte: en præsident som man kan
sige er den mest højreorienterede de har haft i 25-30 år ---
KM: Bestemt, ja.
Når alliancen mellem de to
lande genstøbes, og "The Special Relationship" fornyes, siger det vel meget om
den kulturelle beslægtethed eller nærhed mellem de to lande - særligt med to
ledere, der politisk er så forskellige?
KM: Well, det er ganske
sært, ikke? En ting man måske skal huske er at Tony Blair og Labour i 1980erne
IKKE var særligt venligt stemte overfor den Europæiske Union - de var kritiske
overfor den. Så Blair er en slags konvertit. Jeg tror han er konverteret
sandsynligvis fordi EU's sociale lovgivning ser ud til at kunne opnå -
gennem EU - hvad der ikke rigtigt kan opnås gennem det britiske parlament,
eller, i hvert fald: ikke tidligere så ud til at blive opnået. Den kulturelle
nærhed [affinity] overfor Amerika er selvsagt vigtig - men kulturel nærhed
fører ikke nødvendigvis til en udenrigspolitisk alliance - det, tror jeg, er
et emne for sig. På den anden side er der ganske tætte forbindelser, som har
eksisteret længe, mellem Storbritannien og Amerika fordi deres
efterretningstjenester samarbejder. Der er ganske meget militært samarbejde -
og det er ganske vigtigt. Dertil kommer at Amerika er en allieret: vi står -
eller tror vi står - for nogenlunde det samme sæt af liberal-demokratiske
værdier. Alle disse ting er ganske vigtige. Men ingen af dem afholder
alliancen mellem Blair og Bush fra at være noget mystisk. Mange mennesker i
Storbritannien forstår den simpelthen ikke. Og i Labour er man ofte forundret
over den og kan ikke lide den.
I din artikel diskuterer du
forskellen på de udenrigspolitiske holdninger i eliten og blandt folket. Er
der en forskel på den måde hvorpå Blairs regering og bureaukraterne i London i
øjeblikket betragter den amerikanske alliance og Washington - og så hvordan
den britiske befolkning ser på Amerika?
KM: Ja, jeg tror der er en vis
forskel. Pointen med eliten er, at de ikke er særligt glade for den
amerikanske alliance i øjeblikket. Fordi de er internationalister og
olympianere, som jeg kalder dem i den artikel. Nu er Amerika i færd med at
træde på alle disse helligdomme [pieties], fordi landet ikke underskrev Kyoto;
fordi det ikke underskrev den Internationale Straffedomstol og fordi det nu -
sammen med Storbritannien - agerer imod (eller, uden den fuldest tænkelige
autorisering fra) FN i det, en stor del af eliten beskriver som en illegal
krig (en beskrivelse jeg mener er ganske forkert). Så det er dér, eliten står.
Hvad mener befolkningen? Well,
det er altsammen en smule mystisk - jeg er ikke helt sikker på hvad
befolkningen synes. De bevæger sig frem og tilbage. Der er
opinionsundersøgelser, som indikerer at de er blevet mindre entusiastiske når
det gælder krigen i Irak. De er allesammen reelt moderat--- well, jeg
skulle til at sige 'pro-amerikanske', men det er jeg ikke sikker på. For der
er virkelig en hel del anti-amerikanisme både i eliten og iblandt aktivister -
de folk, der er ude at demonstrere.
Og anti-amerikanisme er
noget særligt i Storbritannien, ikke? På grund af sproget og nærheden vil Mr.
Bush's personlighed føles stærkere end på kontinentet, for hvem Amerika ligger
lidt i skygge og lidt længere væk?
KM: Det formoder jeg. Jeg tror
ikke Mr. Bush's personlighed bliver særligt godt modtaget i Storbritannien.
Jeg reagerer ikke særligt positivt på ham, på trods af at jeg støttede
invasionen af Irak, som jeg syntes der var gode grunde til. Så jeg tror ikke
at den kulturelle nærhed er nogen særlig fordel for Bush selv - og jeg tror
han bliver mere og mere upopulær.
Men det får én til at
spekulere: Hvor tæt ville alliancen have været hvis det havde været Bill
Clinton, som havde stået i denne her situation - en mand, der har meget mere
tilfælles med Mr. Blair?
KM: Well, hvis Clinton kunne
have handlet på samme måde som Bush, er jeg sikker på at alliancen ville have
været endnu tættere. Og Clinton har jo selvfølgelig denne enorme charme, både
personligt og mere generelt - han er en bemærkelsesværdigt populær person.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
