|
 |
2. Vi er stadig barbarer
Den enkleste forklaring er, at mennesket ganske enkelt
er et afstumpet væsen, hvis »barbariske« natur kommer op til overfladen,
hvor som helst lovens eller moralens åg af forskellige grunde lettes. Det er
ikke blot den enkleste forklaring, det er også ofte den foretrukne forklaring,
fordi den frikender moralen og systemet, eftersom »svigtet« så skyldes, at
disse instanser blot ikke i tilstrækkelig grad har oplyst (og frem for
alt disciplineret) de pågældende til at undertrykke menneskets nedrige natur.
Beslægtede forestillinger gjorde sig gældende i den
tidligste fortolkning af nazismens forbrydelser. Der var tale om »sindssyge«,
midlertidige »barbariske« afvigelser og tilbagefald fra det høje, civiliserede
stade, som det oplyste Vesten havde nået. Men som bl.a. den polske sociolog,
Zygmunt Bauman har afdækket på overbevisende vis, er grusomheder som f.eks.
holocaust dybest set ikke afvigelser fra det civiliserede samfund og
ikke et brud på fornuftens rationelle logik, men snarere en følge af
modernitetens civilisationsproces. Han skriver i Modernitet og holocaust:
»Holocaust undgik ikke bare på mystisk vis et sammenstød med modernitetens
sociale normer og institutioner. Det var faktisk præcis disse normer og
institutioner, som gjorde Holocaust mulig.«
Dette er ikke udtryk for nogen vellidt analyse fra et
magtsynspunkt, men hvis man følger den grundige påvisning af sammenhængene, er
den vanskelig at komme uden om og næppe heller særlig kontroversiel i dag.
Selv en af de fremmeste fortalere for den amerikanske udenrigspolitik under
George W. Bush, Francis Fukuyama fremfører f.eks. en beslægtet tanke i sit
hovedværk, Historiens afslutning og det sidste menneske: »De folkedrab,
som blev gennemført af de totalitære regimer i Hitlertyskland og Stalins
Rusland, var uden fortilfælde i menneskehedens historie, og på mange måder var
de muliggjort af moderniteten selv.« Moderne totalitære systemer har takket
være »tekniske og sociale fremskridt« langt mere effektive i udøvelsen af
grusomhed end tidligere regimer i historien.
Den populære myte om, at den moderne samfundsform er et
»humant« fremskridt på vejen væk fra tidligere tiders »barbari«, har da heller
ikke meget på sig, når vi ser på de store linjer og betragter omfanget af
menneskeligt påførte lidelser og drab, der i det 20. århundrede slog alle
historiske rekorder, bl.a. (men naturligvis ikke udelukkende) takket være den
teknologiske udvikling og den bureaukratiske beslutningsprocedure, som i vid
udstrækning fratager det enkelte individ (oplevelsen af) et personligt ansvar
for sine egne handlinger, herunder mishandling og drab i »systemets tjeneste«.
Den slags var – og er – desværre slet ikke begrænset til Hitlertyskland og
Stalins Rusland.
Naturligvis er amerikanske troppers tortur i Irak ikke
folkedrab, men de åbner ikke mindre for den principielle diskussion om
bevæggrundene og årsagssammenhængene bag det, vi vel godt kan kalde
menneskelig »grusomhed« generelt, og her kan den bureaukratiske kultur som
element i moderniteten faktisk være et befordrende, snarere end et
hæmmende træk.
I moderne konflikt og krig dræber vi ikke fysisk et
menneske; oftest ser vi nemlig slet ikke hans forvredne ansigtstræk eller
sønderskudte og livløse legeme for enden af et våben, men trykker i stedet
upersonligt på en knap eller en aftrækker i en fjern helikopter eller et fly.
Eller vi »parerer ordrer«. Det er slet ikke »os selv«, der slagter en fjende,
for vi er bare et led i en uigennemskueligt lang kæde, og den »ansvarlige« er
altid leddet ovenover os selv – og den overordnede kan imidlertid lige så let
foretage samme ansvarsforflygtigelse, eftersom det jo ikke var ham, der
konkret trykkede på aftrækkeren.
Det væsentlige i dette perspektiv er ikke »blot«, at der
i forlængelse heraf er grund til at formode, at mishandlingen af irakiske
fanger i meget mere end enkeltstående tilfælde har været både accepteret og
beordret fra et eller andet højere niveau, men at der i videre forstand er
grund til at betvivle den selvretfærdige og etnocentriske opfattelse af
»vores« civilisation og epoke som udtryk for et »højere« og mindre grusomt
»trin« i kulturhistorien.
Disse overvejelser er det væsentligt at forfølge i langt
nøjere detalje end her og lægge sig på sinde, hvis vi skal bestræbe os på at
nå nogle spadestik dybere end den blotte og bare forargelse over de
»sindssyge« amerikanske soldater og nærme os en forståelse af de
bagvedliggende bevæggrunde.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE SIDE
TILBAGE
|
|
