12. maj 2004 | 2. kvartal                                                                                < >

1. Hvad der venter er værre

Det mest ildevarslende blandt de seneste ugers afsløringer af amerikanske og britiske soldaters tortur er ikke de uhyggelige og nedværdigende blleder i sig selv, men den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfelds bemærkninger under sin vidneafgivelse i Senatet. Forsvarsministeren oplyste, at der eksisterer langt flere, belastende fotos og videooptagelser end dem, der allerede er kommet frem: »Jeg så nogle af disse billeder i aftes. De er værre, langt værre, end hvad der hidtil har været fremme. Hvis de kommer ud i et eller andet nyhedsmedium, så vil de gøre situationen for tropperne i Irak endnu værre.« (Citeret fra Politiken, 7.5.2004).

En bemærkning, der rummer flere problematiske aspekter - hvoraf det mest indlysende er: Hvis der er »langt værre« billeder i Pentagons besiddelse, er det så ikke i offentlighedens interesse at få dem at se, så enhver kan danne sig sit eget indtryk af torturens fulde omfang under besættelsen af Irak?

Det er måske et kompliceret spørgsmål, men Rumsfelds svar herpå er i det mindste forudsigeligt, idet han fortsætter med at lægge pres på de amerikanske medier om ikke at offentliggøre nye billeder, medmindre medierne vil påtage sig ansvaret for at forværre de amerikanske troppers forhold og vilkår i Irak. Heri ligger tilmed en underforstået irettesættelse af de medier, der hidtil har offentliggjort afslørende billeder af tortur og nedværdigende behandling, fordi denne offentliggørelse ud fra forsvarsministerens præmisser dermed har »forværret« de amerikanske troppers vilkår.

Trods Rumsfelds uforbeholdne undskyldning til irakerne og hans ikke mindre uforbeholdne accept af det fulde ansvar for mishandlingen af fangerne er der altså i princippet intet nyt under solen i forhold til Pentagons reaktion: Hemmeligholdelse af torturens reelle omfang og karakter er fortsat et mål. Af hensyn til de amerikanske troppers manøvredygtighed i Irak, forstås – men det er altså de samme tropper, blandt hvilke der ikke desto mindre befinder sig et ukendt, men næppe et ubetydeligt antal soldater med tortur på samvittigheden (jævnfør Rumsfelds udtalelser, de mange offentliggjorte og ikke-offentliggjorte billeder, samt rapporter fra Amnesty International og Røde Kors).

Rumsfelds ræsonnement er yderst betænkeligt. Det er klart, at billeder af amerikansk tortur besværliggør besættelsesstyrkernes tilstedeværelse i Irak, men hvis det skulle være et argument for at censurere disse, kunne man også »anmode« pressen om at tilbageholde oplysninger om f.eks. politiovergreb, fordi det tilsvarende besværliggør politiets arbejde; at tilbageholde oplysninger om politisk magtmisbrug, fordi det besværliggør politikernes arbejde og underminerer tilliden til »systemet«; at tilbageholde oplysninger om finansskandaler, fordi det underminerer tilliden til markedet og dermed svækker økonomien – osv. ad absurdum.

Alligevel er den væsentligste implikation af hele denne affære – og herunder af Rumsfelds vidneafgivelse – dybest set et nagende, principielt spørgsmål: Hvad i alverden får mennesker til overhovedet at begå den slags grusomheder, som disse billeder afslører? Der er som bekendt tale om tortur og mishandling, som i flere tilfælde tilsyneladende intet andet formål tjener end at more de amerikanske soldater, hvorved de unægtelig åbenbarer en afgrundsdyb afstumpethed.

Den slags er naturligvis ikke enestående for amerikanerne, men desværre en tilbagevendende tilbøjelighed, som verdenshistorien er fuld af grufulde eksempler på, både i freds- og krigstid. Men hvorfor?

ARTIKLENS FORSIDE

                                                                     NÆSTE SIDE

TILBAGE