Torturens betingelser


		12. maj 2004 \| 2. kvartal < >

3. Taget til fange af ’de gode’

De ovennævnte mekanismer kan ikke i sig selv forklare den tilsyneladende sarkasme og glæde, som offentliggjorte fotos afslører, at mishandlingen i visse tilfælde er udført med. Hvad får mennesker til at mishandle andre mennesker og sågar føle udelt tilfredshed ved grusomhed – her ser de dog det mishandlede menneske, om ikke nødvendigvis i øjnene, så umiddelbart foran sig?

Det er trods alt ikke let at mishandle et menneske, som man kan identificere sig blot perifert med, men jo mindre man kan identificere sig med sit offer, jo mindre »menneskelig« en modstander er, desto færre skrupler ved at mishandle vedkommende. En væsentlig faktor bag grusomheden er derfor givetvis den dehumanisering, som de pågældende ofre forinden har været udsat for.

Amerikanske soldaters mishandling af irakiske fanger er om ikke en isoleret konsekvens af, så i høj grad lettet af amerikanske politikeres og mediers hyppige dæmonisering af deres modstandere, hvad enten det er irakiske soldater eller slyngelstater; en dæmonisering, der ikke lader Osama bin Ladens tilsvarende fjendebilleder meget efter i stereotypisk forsimpling.

Der går en lige linje fra præsident Reagans berømte og berygtede karakteristik af Sovjetunionen som »ondskabens imperium« i 1980erne, over Colin Powells stempling af Irak og Nordkorea i 1993 som »dæmoner« og Clinton-administrationens begreb om »slyngelstater«, til den republikanske senator Jesse Helms' stempling af den Internationale Straffedomstol (ICC) som »et monster« i 1998 og George W. Bushs karakteristik af Nord Korea, Irak og Iran som »ondskabens akse« i 2002. USA er »godhedens eksponent«, og enhver, der modsætter sig denne godhed, risikerer ondskabens stempel fra toneangivende amerikanske politikeres side – også internationale institutioner som ICC og FN.

Sagen er jo, at når de amerikanske soldater udøver tortur, er det ikke længere et »medmenneske«, de står over for. Det er ikke f.eks. en familiefar med børn og en genkendelig tilværelse, ikke en mand med bekymringer og glæder, som man kan relatere noget til. Der er derfor heller ikke noget egentligt »offer« for mishandlingen, for det er bare noget helt igennem sindssygt eller ligefrem dæmonisk og ondskabsfuldt, som ydmyges, hvorfor ubehaget ved at mishandle vedkommende givetvis mindskes ganske drastisk – eller helt forsvinder og bliver til eufori. Mishandlingen ophører med at være en »mishandling« af et menneske og får i stedet karakter af en triumferende sejr over noget umenneskeligt – »det onde«.

Under en pressekonference i 2002 konstaterede George W. Bush simpelthen: »Jeg ved, hvor gode vi er.« I sin første tale efter terrorangrebet den 11. september 2001 hed det i overensstemmelse hermed: »Amerika var målet for deres angreb, fordi vi er verdens mest strålende fyrtårn for frihed og mulighed.« Punktum – forklaring unødvendig, end of discussion. Samme endimensionale, propagandistiske selvforståelse lægger tidligere CIA-direktør, James Woolsey for dagen, når han skal »forklare« modstanden mod USA: »Vi bliver lagt for had på grund af det bedste af det, vi er.« En amerikansk selvransagelse er tilsyneladende helt unødvendig.

Med sådanne politikere og en sådan selvforståelse i det amerikanske, politiske system, kan det ikke undre, hvor let det falder soldater på de mellemste og nederste niveauer i systemet at »overse« enhver menneskelighed hos de »dæmoner«, som nu er i deres – de »godes« fangenskab.

Derfor går USA's torturskandale hele vejen op gennem systemet, ja, den er alt andet end en »overraskelse«. Den er i sidste ende en følge af en politisk tankegang, som er rodfæstet i moderne, amerikansk politik.

Tortur og mishandling i amerikanske fængsler forsvinder ikke med offentliggjorte fotos, skønt den nok (forhåbentlig) ophører i en periode under offentlighedens stærke søgelys. Så længe dæmoniserinen fortsætter på det højeste, politiske niveau, plantes kimen til mishandlingen på det laveste.