ark og ulands

 

 

 

 

 

 

Europa set fra USA: Kedsomhed og dekadence

Toynbees værk fik direkte indflydelse på den konservative amerikanske politiker og ideolog, Newt Gringrich, som i dag er en af Rumfelds rådgivere som medlem af ministerens ’Defense Policy Board’. Han har fortalt, at læsning af Toynbee gav ham en intellektuel fascination af ’civilisationernes skæbne’. Gringrich, der som ung boede i Tyskland og Frankrig, studerede i 1960’erne historie i USA og blev i 1971 Ph.d. på en afhandling om moderne europæisk historie. Derpå blev han historieprofessor, siden politiker.

Gringrichs politiske højdepunkt var, da han i 1994 stod bag den republikanske jordskredssejr ved valget til den amerikanske kongres. Her erobrede Republikanerne flertallet i Repræsentanternes Hus for første gang i 40 år. Som ny formand for ’Huset’ forkyndte Gingrich, at valgsejren var ”begyndelsen på en konservativ revolution” - dvs. den betegnelse som Mellemkrigstidens tyske konservative brugte. Han fortalte desuden, at hans identitet var at være ”en revolutionær, der vil genopbygge og forny amerikansk civilisation.”

En anden indflydelsesrig tænker, som Oswald Spengler fik stor indflydelse på, var den amerikanske politolog Samuel Huntingdon. Hans berømte essay ’The Clash of Civilisations’ fra 1993 var i høj grad inspireret af ’Vesterlandets undergang’ fra 1918-22. Og Huntingtons idéer fik stor betydning for den nykonservative geopolitiske tænkning i kredsen omkring Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. Ikke mindst efter terrorangrebet på New York og Washington den 11. september 2001. 

Et eksempel på, hvordan forestillingen om ’gamle og unge’ folk genbruges i dagens USA, er det nykonservative politiske magasin ’National Review’. Her har historikeren Gleavis Whitney den 5. marts 2003 hevet Arthur Moeller van den Brucks teori om ’gamle og unge folks’ fødselstal frem igen: ”Der er masser af tydelige symptomer på gamle Europas nedgang: Frankrig og Tyskland lider begge af historisk lave fødselsrater, og er endda ude at stand til at reproducere sig selv,” skriver Whitney og tilføjer, at ”et pars beslutning om ikke at få børn som regel reflekterer en narcissisme og/eller mangel på tillid til fremtiden.” Videre nævnes det som et sikkert nedgangstegn, at Tysklands økonomi lider af stagnation: ”To tredje dele af tyskerne ser på fremtiden med skepsis og frygt,” skriver Whitney med henvisning til en meningsmåling.

Whitney vurderer, at Tyskland og Frankrig er plaget af  ”kedsomhed”, ”frustration”, ” og ”ubeslutsomhed”, hvilket betød, at de to lande selv efter 18 FN-resolutioner om Irak ikke kunne tage sig sammen og løse ”det irakiske problem”. Gleavis Whitney fastslår på den baggrund – nærmest som ekko fra Arthur Moeller van Brucks ’De unge folks ret’ fra 1919 – at “det gamle Europa afslører sikre tegn på dekadence”.

Rumsfelds kontroversielle opdeling i ’gamle og nye Europa’ er altså ikke bare en fiks idé - men tankegods fra ’den konservative revolution’ i Mellemkrigstidens Tyskland. Om Rumsfeld får ret i, at tiden arbejder imod ’det gamle Europa’ er for tidligt at afgøre. Foreløbigt har flere østeuropæiske lande med overvældende flertal tilsluttet sig EU. De næste år vil vise om et nyt EU med 25 medlemmer fra 2004 bliver ’det gamle Europas’ - Tyskland og Frankrigs - svanesang som EU’s centrum? Eller om et udvidet EU – med Tyskland og Frankrig som dynamo – bliver en global magtfaktor, der giver modspil til supermagten USA? Her bliver det vigtigt, hvor Storbritannien, Spanien og Danmark lægger deres lod i vægtskålen. Disse lande hører geografisk og historisk til ’gamle Europa’, men har fulgt samme linje som ’nye Europa’ i Irak-spørgsmålet.

Rumsfeld kan her glæde sig over, at Anders Fogh Rasmussen lægger Danmarks lod i vægtskålen hos ’det nye Europa’. Fogh bakker nemlig op om Rumfelds opdeling: ”Hvis vi skal gå ind i diskussionen om det nye og det gamle Europa, var det gamle Europa jo præget af magtkampen mellem Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Det udløste krige i det forrige århundrede. Nu forskubber balancen sig, fordi der kommer en stærk øst- og centraleuropæisk stemme. Det er ikke længere sådan, at blot fordi Tyskland og Frankrig er enige, bliver det automatisk EU-politik,” siger statsministeren i den nye udgave af bogen ‘I godtvejr og storm’, hvor han bliver interviewet af journalist Thomas Larsen. Fogh konkluderer her, at Danmark skal tilhøre samme side som østeuropæerne: ”Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg føler mig på linje med deres sikkerhedspolitiske tænkning, så jeg ser frem til de bidrag, som østeuropæerne kan yde i EU.”

DOWNLOAD SOM WORDDOKUMENT

   FORSIDE

TILBAGE

SKRIV TIL FORFATTEREN

SPØRGSMÅL TIL UNDERVISNINGSBRUG

PRESSEMEDDELELSE

BIDRAG TIL "KORSVEJE"

ARTIKLENS FORSIDE