23. april 2004 | 2. kvartal | 6:6                                                                           < >

6. Mars, Venus og friheden på de syv have

Du skriver, at USA kan lære af Storbritanniens erfaringer fra det 19. århundrede, da de var en overlegen magt. Storbritannien varetog tre områder til alles fordel: 1) bibeholdelsen af magtbalancen mellem stormagterne i Europa, 2) udbredelsen af et åbent internationalt system, og 3) varetagelsen af de globale fællesområder såsom fri bevægelighed på verdenshavene og kampen mod sørøvere. Alle disse områder, mener du, kan overføres til nutiden. Hvorledes?

JN: En stormagt kan skabe goder for alle i den forstand, at alle nyder gavn af den førte politik. Se eksempelvis på det internationale sikkerhedssystem. I det 19. århundrede handlede det om magtbalance, og i det 20. århundrede skabtes nogle rammer, der gjorde det vanskeligere for lande at invadere hinanden. Et andet eksempel er det internationale økonomiske system, der har givet lande mulighed for den vækst, som Østasien har oplevet. At holde de internationale farvande åbne er stadigvæk en opgave, der skal løses, men her bør vi også tænke på kommunikationstrafikken via internettet og ikke blot på varer via søvejene.

Man plejede at kunne rubricere USA’s udenrigspolitik som enten Wilsonsk [efter Præsident Woodrow Wilson] eller Rooseveltsk [efter præsident Theodore Roosevelt]. Nu har vi de nykonservative, der synes at være en form for Reagan-Wilson fusion [efter præsident Ronald Reagan].

JN: De nykonservative vil jeg betegne som højreorienterede Wilsonister. Woodrow Wilson ønskede at fremme demokratiet i verden, og det har de nykonservative tilfælles med ham. Men Wilson ønskede også at styrke internationale institutioner, og på det punkt afviger de nykonservative fra ham.

Angående Europa - i Powells artikel i Foreign Affairs lyder det: “Vi arbejder hårdt på at få de bedst mulige relationer med store og små nationer - gamle og nye – men af praktiske grunde koncentrerer vi os om stormagter, især dem vi tidligere har haft det vanskeligt med, som Rusland, Indien og Kina”. Europa mangler på listen. Har Europa mistet USA’s opmærksomhed?

JN: Nej, det mener jeg ikke. Jeg tror snarere, det skal læses som et udtryk for, at det underlæggende bånd af interesser mellem Europa og USA er meget stærkt. På trods af alle uenighederne vedrørende krigen i Irak har USA og Europa et fælles værdigrundlag, som de deler med hinanden i højere grad end med resten af verden. Jeg vil udlægge det som et forsøg på at sige: ”Jeg behøver ikke bekymre mig om interne forhold i familien. Det er forholdet til naboerne og omverdenen, jeg bekymrer mig om”. Personligt tror jeg ikke på, at Europa og USA gennemgår en skilsmisse lige nu. Vores fælles værdier er alt for stærke.

Så vi er ikke fra Venus, og I er ikke fra Mars?

JN: Nej. Hvis man ser på demokratier, så er alle demokratier fra Venus, når det handler om måden, vi behandler hinanden på. Det er utænkeligt, at USA nogensinde ville gå i krig med Canada, Japan eller Europa. Målt på hvorledes demokratier interagerer, er vi alle fra Venus. Problemerne opstår, når det handler om den Hobbesianske del af verden. Der, tror jeg, Europa må indse, at man af og til har brug for lidt af Mars.

UDGIVET 23. APRIL 2003 KL. 12.46 CET

ENGLISH VERSION IN WORD | AS PDF

DANISH VERSION IN WORD | AS PDF

Artiklens forside

                                                                     RÆSONS FORSIDE

TILBAGE