23. april 2004 | 2. kvartal | 1:6                                                                            < >

ON THE LAST PAGE THE INTERVIEW IS AVAILABLE IN ENGLISH           

Illustrationsfoto: Dept. of Defense

Portrætfoto: Harvard

23. april 12.46 CET | "Det er ironisk, at Præsident Bush under valgkampen i 2000 sagde, at vi ville blive respekteret af andre, hvis vi var en ydmyg nation og netop ikke var arrogante – især fordi Bush’s egen regering har ignoreret dette råd." Men nu er Bush-regeringen gradvist ved at genopdage behovet for 'soft power' (blød magt) - efterhånden som den når grænserne for hvad den formår på egen hånd. RÆSON har mødt Harvard-professoren Joseph Nye, som indiskutabelt er en af verdens ledende tænkere indenfor international politik. Nye, der også var vice-forsvarsminister under Clinton, blev tidligere på året interviewet af Mads Fuglede om Bushadministrationens udenrigspolitik i både et historisk og et teoretisk pespektiv.

1.      Irak: Den rigtige krig, forkert tidspunkt, forkert tilgang
2.      Roosevelts lektie
3.      Clintons arv
4.      Tiltrækningens politik
5.      Globaliseringens mørke side
6.      Mars, Venus og friheden på de syv have

1.      Irak: Den rigtige krig, forkert tidspunkt, forkert tilgang

MADS FUGLEDE [MF]: Lad os begynde med krigen i Irak: Hvad var din holdning til den?

JOSEPH NYE [JN]: Jeg mener, at Bush-regeringen skulle have brugt mere tid på at samle en bredere koalition og skulle have arbejdet inden for FN’s rammer. Jeg er enig i, at Saddam Hussein udgjorde en fare i det lange løb, og at han var en tyran, som man kunne forsvare at fjerne med magt. Men ikke uden en bred koalition eller en institutionel ramme. Derfor har jeg ind imellem opsummeret situationen således: ”Den rigtige krig på det forkerte tidspunkt på den forkerte facon”.

Colin Powell, der tidligere havde samlet en bred anti-terrorkoalition, udtalte ikke desto mindre for nyligt i Foreign Affairs, at: ”frem for alt handler præsidentens strategi om partnerskaber, hvor NATO og USA’s andre alliancer spiller en central rolle – inklusiv FN”. Sådan så Colin Powell sikkert gerne USA’s udenrigspolitik, men det ligner en udtalelse, der kun kan bruges som en beskrivelse af operationen i Afghanistan og ikke om tiden derefter. Er du enig heri?

JN: Jeg tror, det er rigtigt, at Powells udtalelse er et udtryk for, hvorledes USA’s politik burde være, snarere end hvordan den var i forbindelse med krigen i Irak. At vi ikke tog os tid til at samle en bred koalition og arbejdede inden for FN’s rammer var en fejl, som vi betaler prisen for nu, hvor vi forsøger at skabe sikkerhed og politisk stabilitet, samt påbegynder en demokratiseringsproces i Irak. Vores optræden i forbindelse med krigen er skyld i, at vi nu selv må gøre det meste af arbejdet. Det ville have været prisværdigt, hvis vi havde handlet efter ånden i Powells udtalelse, men som du ved, har Bush-regeringen været splittet mellem Powells udenrigsministerium og forsvarsministeriet, der ønskede at handle unilateralt.

Med Colin Powell, Donald Rumsfeld og Paul Wolfowitz i samme regering har man tre meget forskellige tilgange til amerikansk udenrigspolitik. Hvis man ser tilbage i historien, har dette været kilde til megen uro. Jimmy Carters regering led under den uforsonlige strid mellem daværende sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski og udenrigsminister Cyrus Vance. Under Ronald Reagan skabte konstante stridigheder mellem daværende forsvarsminister Caspar Weinberger og udenrigsminister George Schulz utallige problemer. Har Bush samlet det rette hold? 

JN: Jeg synes, han har en dygtig gruppe, men jeg tror, han ville være bedre tjent med en forsvarsminister, der i højere grad var en holdspiller. Det må have været vanskeligt for Powell at samle en koalition samtidig med, at forsvarsministeren [Donald Rumsfeld, red.] fornærmede de samme europæere, som Powell søgte at rekruttere. Jeg tror, det ville have bedre med et andet, mere sammenhængende hold. Præsident Bush’s far, George H. W. Bush, var et forbillede med hensyn til, hvorledes udenrigspolitik burde implementeres. Der havde man stærke personligheder som James Baker, Dick Cheney og Brent Scowcroft, men der var ikke de interne brydninger, som har kendetegnet George W. Bush’s embedsperiode.

Angående krigen i Irak: James Baker – en nær ven af den ældre Bush og dennes første udenrigsminister – ønskede at bruge FN-sporet. Henry Kissinger var modvillig. Brent Scowcroft argumenterede, at: ”Et angreb på Irak på nuværende tidspunkt vil underminere, om ikke ødelægge den globale anti-terror kampagne”. Lawrence Eagleburger, der afløste Baker som udenrigsminister, var enig heri. Tidligere general Norman Schwarzkopf udtalte: ”En ny krig med Irak er ikke blevet retfærdiggjort”. Der er ingen venstreorienterede fredsduer i denne gruppe. Hvorfor fik deres synspunkter ingen indflydelse på den yngre Bush’s regering?

JN: Der er dem, der påstår, at [vicepræsident] Cheney – som har tjent i begge regeringer – havde ændret standpunkt; favoriserede et mere aggressivt syn på fjernelsen af Saddam Husseins og fortrød, at man ikke havde fjernet ham tidligere. [Viceforsvarsminister] Paul Wolfowitz havde samme synspunkt. Det bliver sagt om Præsident Bush, at han ynder at  hans ansatte er uenige, så han kan høre alle sider i en sag. Der er en stor forskel i stil fra fader til søn. På mange måder minder sønnen George W. Bush meget om Franklin D. Roosevelt. Roosevelt satte ofte sine kabinetsmedlemmer op mod hinanden, og lod dem forblive i det uvisse om sin politik. Faderen George H. W. Bush lagde meget mere vægt på samarbejde.

                                                                     NÆSTE SIDE

TILBAGE