23. april 2004 | 2. kvartal | 2:6                                                                           < >
           
 

ON THE LAST PAGE THE INTERVIEW CAN BE DOWNLOADED IN DANISH AND ENGLISH BOTH

 

 
   
   

   

2. Roosevelts lektie

I din bog – ”The Paradox of American Power: Why the World’s Only Superpower Can’t Go It Alone” – argumenterer du for, at selvom USA i lang tid fremover vil være andre militært og økonomisk overlegne, så vil man blive mere og mere afhængig af andre nationer. Hvordan hænger det sammen?

JN: Hvis vi nøjes med at se på den militære magt, så ligner USA den eneste supermagt i verden med styrke til at klare tingene selv og gå enegang. Ser man derimod på transnationale emner som kampen mod terror, hvorledes man håndterer den stagnerende verdensøkonomi eller spredningen af smitsomme sygdomme og det globale klima-spørgsmål, er det umulige emner for et land at løse alene. På disse områder er et samarbejde mellem forskellige regeringer nødvendigt for at løse problemerne. Endvidere er der mange emner, der ikke kan løses med militærmagt, hvor USA’s militær kommer til kort. Jeg tror, at USA må begynde at samarbejde med andre lande – når disse spørgsmål bliver mere tydelige på den internationale dagsorden – for at få de resultater man ønsker.

Robert Kagan, der skrev ”Of Paradise and Power: America and Europe in the New World Order”, har hyldet hård militærmagt som USA’s vigtigste udenrigspolitiske værktøj. Hvordan er du uenig med Kagan?

JN: Jeg tror, det er en fejl kun at fokusere på hård militærmagt. Jeg mener bestemt ikke, man kan se bort fra den eller undgå at bruge den. I de dele af verden, hvor man har det, han [Robert Kagan] kalder for en Hobbesiansk baggrund, har man brug for hård magt. Men hård militærmagt uden anvendelse af blødere magtmidler er ofte mindre effektiv. Hvis man eksempelvis ønsker at hæmme fjendtligtsindede som Al Qaeda i at rekruttere blandt moderate, er bløde magtmidler meget vigtige. Donald Rumsfeld skrev selv i et memo, der blev lækket sidste efterår: ”Hvordan ved vi, om vi har succes i krigen mod terror? På den ene side dræber og fanger vi Al Qaeda-terrorister, men på den anden side skaber vores jagt flere og flere, de kan rekruttere”. Den eneste måde, man kan gøre noget ved den anden halvdel af denne ligning, er med bløde magtmidler. Hvis man tænker med hård militærmagt alene, vil man aldrig løse problemet.

Og krigen mod terror – hvordan skrider den frem?

JN: På visse områder går det godt, og på andre er resultaterne ikke tilstrækkeligt gode. Forskellige analyser siger, at når det gælder Al Qaeda’s top er op mod 3/4 fanget eller dræbt, dog selvsagt ikke Osama Bin Laden. Men vi ved ikke, hvor mange nye der er blevet rekrutteret, og spørgsmålet er ikke, om den centrale organisation Al Qaeda er blevet ødelagt, men om de meget selvstyrende og spredte terrorceller er påvirket. De er ikke alle blevet ødelagt. Derfor er det en blandet succes, vi oplever.

Hvad ville være den rette blanding af hård militærmagt og blødere magtmidler [hard and soft power] som et strategisk svar på terror-truslen?

JN: Blød magt definerer din evne til at opnå det ønskede politiske resultat gennem tiltrækning. Man får aldrig omvendt Osama Bin Laden. Han har et sind, der ikke kan påvirkes af vestlige værdier og vestlig kultur – slet ikke amerikansk kultur. Så hård militærmagt er nødvendig for at håndtere truslen fra Osama Bin Laden. Men bløde magtmidler er nødvendige for at appellere til moderate, så Osama Bin Laden ikke kan rekruttere blandt dem. Man har brug for den hårde militære magt for at fange mennesker som Bin Laden, men samtidig har man brug for blødere magtmidler for at forhindre ham i at rekruttere moderate.

I din bog bringer du 30’ernes Roosevelt-regering på banen. Roosevelt var overbevist om, at USA’s sikkerhed afhang af evnen til at komme i dialog med - og vinde støtte blandt - almindelige mennesker i andre lande. Denne tilgang synes at have trange kår for tiden – hvorfor?

JN: Den del af regeringen, der kaldes for ny-unilateralister, og som repræsenteres af nogle af de nykonservative og andre, mener, at vores militær er tilstrækkeligt stort, og at vi ikke må lade os begrænse af allierede og institutioner. Når vi handler sådan, ender vi med at virke arrogante og ude af stand til at modtage råd, hvilket gør vores kurs mindre attraktiv. Vi har oplevet en amerikansk håndtering af udenrigspolitikken, som har virket mod hensigten, fordi vi har stødt lande fra os. Det er ironisk, at Præsident Bush under valgkampen i 2000 sagde, at vi ville blive respekteret af andre, hvis vi var en ydmyg nation og netop ikke var arrogante – især fordi Bush’s egen regering har ignoreret dette råd.

 

                                                                     NÆSTE SIDE

TILBAGE