23. april 2004 | 2. kvartal | 5:6                                                                           < >

5. Globaliseringens mørke side

Du skriver at forestillingen om national suverænitet skal respekteres og beskyttes. Hvorfor er det så vigtigt?

JN: National suverænitet er grundlæggende for det internationale system, der har eksisteret i flere hundrede år siden den Vestfaliske fred [i 1648, red.]. Det giver en norm, der begrænser, i hvilket omfang lande kan invadere eller gribe ind i hinandens forhold. Normen er ikke absolut, og vi har - med FN som aktør - set, at dette ikke var tilfældet, når det handlede om apartheid i det 20. århundrede. Apartheid var et internt anliggende i Sydafrika, men det blev set som en grov uretfærdighed, som ikke bare skulle overlades til Sydafrikas forgodtbefindende, hvor en minoritetsregering undertrykte flertallet. Det samme gjorde sig gældende i Kosovo, hvor det var opfattelsen, at en storstilet etnisk udrensning ikke kun var de lokale magthaveres sag. Jeg tror, vi ser, at national suverænitet stadigvæk er et grundlæggende element, men at der er undtagelser fra suveræniteten i sager, der handler om grov uretfærdighed, folkedrab, etnisk udrensning og ekstreme tilfælde af overgreb på menneskerettigheder.

De velsignede simple bipolære dage er fortid. Den tid, hvor inddæmning af Sovjetunionens magt definerede og styrede amerikansk diplomati og brug af militærmagt, er forbi. Verden er mere kaotisk i dag. Kan du beskrive de udfordringer, USA står over for?

JN: Sådan, som verden ser ud nu, er det i mindre grad lande, der truer USA. Truslen kommer fra det kaos, som teknologiske og sociale forandringer samt globaliseringen har sluppet løs. Globalisering har en god side, hvilket er økonomisk vækst, men har også en bagside, hvilket inkluderer emner som spredningen af smitsomme sygdomme og trans-national terrorisme. Intet enkelt land kan alene kontrollere globaliseringens bagside. Det kræver samarbejde. Det er en ny udenrigspolitisk udfordring.

Hvis USA og Bush-regeringen i særdeleshed kunne realisere den bløde magt, du taler om – alt fra Hollywood-film til andre aspekter af amerikansk populær kultur – hvad ville resultatet så være?

JN: Hvis Bush-regeringen havde et bedre blik for bløde magtmidler, ville det reducere noget af den modvilje, der opstår når man er en overlegen magtfaktor. Hvis USA opfattes positivt frem for truende, vil vores uforholdsmæssige store militære styrke lettere blive accepteret. Jeg mener også, at Bush-regeringen kunne gøre meget mere for at få USA’s politik udlagt. Vi bruger eksempelvis 400 gange mere på militæret end på bløde magtmidler som Voice of America og internationale udvekslingsprogrammer. Vi bør investere mere i disse områder. Men vi må også være opmærksomme på, hvorledes vores førte politik opfattes af andre. Bløde magtmidler er først effektive, når man ikke blot udsender [broadcast] sine budskaber, men også lytter.

Vi sidder ved siden af John F. Kennedys buste. Bør USA genoplive Fredskorpet (The Peace Corps)?

JN: Fredskorpset eksisterer stadigvæk og er en succes. Jeg tror, at programmer, der får mennesker – især unge – til at mødes med hinanden, er meget væsentlige for at styrke den bløde magt. Det er en af grundene til, at jeg her på Harvard har øget mængden af udenlandske studerende, så de næsten udgør halvdelen. Det skaber muligheden for, at amerikanere kan lære af de udenlandske elever og knytte venskaber over grænserne.

Et citat fra din bog lyder: “Hvordan, vi opfører os hjemme, er vigtigt. Amnesty International er for kritisk, når de hævder, at USA ligeså ofte er talsmand for menneskerettigheder, som de, der undertrykker menneskerettighederne. Men ved at ignorere eller modarbejde menneskerettigheder, som omhandler økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og diskrimination af kvinder, undergraves vores bløde magt på disse områder”. Kan du ikke uddybe dette?

JN: Der er en stor risiko for at fremstå hyklerisk. Hvis man prøver at vinde andre for sig med sine værdier, som fx sin støtte til menneskerettighederne, så virker det hyklerisk, hvis man ikke selv overholder menneskerettighederne så nidkært, som man burde – og der findes ikke mange mennesker, der tiltrækkes af en hykler.

Mark Hertsgaard, der skrev ”The Eagle’s Shadow”, stempler USA som ’det provinsielle imperium’. Har den amerikanske folkekarakter et provinsielt strejf, der gør USA ude af stand til at være et velfungerende imperium?

JN: USA vil aldrig styre et velfungerende imperium, fordi det amerikanske folk på godt og ondt har en tendens til at rette blikket indad. Meget store nationers økonomi er i højere grad rettet mod hjemmemarkedet mod verden uden for nationen. De har en tendens til at være mere optaget af deres egen kultur end af andres. Det gælder ikke kun USA, men også Rusland og Kina. Det amerikanske folk har ikke viljen til at understøtte et imperium. Der har været perioder i historien, hvor vi har gjort det, men et imperium i den forstand, at man direkte styrer andre lande, er ikke populært blandt amerikanerne. Meningsmålinger viser, at det ikke er hvad folket ønsker. Den amerikanske offentlighed vil ikke udgøre noget godt fundament for et imperium sådan som England eller Frankrig havde i det 19. århundrede.

Artiklens forside

                                                                     NÆSTE SIDE

TILBAGE