ON THE LAST PAGE THE INTERVIEW
CAN BE DOWNLOADED IN DANISH AND ENGLISH BOTH
4. Tiltrækningens
politik
Bush afviser ikke at
samarbejde med andre. Præsidentens foretrukne form for multilateralisme – som
han giver efter for, når enegang synes umulig eller uklogt – er at skabe ad
hoc-koalitioner af ”villige” nationer. Det, som Bushs rådgiver Richard Hass
har kaldt for ”à la carte multilateralism”. Hvordan vil denne tilgang påvirke
samarbejdet med NATO og FN, hvis Bush genvælges?
JN: Regeringen – og i
særdeleshed Donald Rumsfeld – siger ofte, at den givne situation skal bestemme
koalitionen og ikke, at koalitionen bestemmer, hvorledes situationen skal
takles. Når man nedtoner institutionerne, skaber det det problem, at
omverdenen ikke føler, den bliver hørt eller har medindflydelse, men at man
kun bliver inviteret til at deltage i sidste øjeblik, når der er behov for
hjælp. Over tid tror jeg, det vil skade USA. Institutioner har en tendens til
at legitimere den politiske kurs, og en overlegen magt som USA burde bekymre
sig om at få sin politiske kurs legitimeret. Så jeg tror, vores tilgang har en
omkostning. Læg på den anden side mærke til, at Bush-regeringen søger tilbage
mod et spor, der i højere grad involverer NATO og FN’s synspunkter. Det
skyldes verden af i dag. Regeringen har ikke unilaterale muligheder i mange af
de vanskelige spørgsmål som eksempelvis Nordkorea og Iran. I Irak har man
opdaget, at hvis genopbygningen og demokratiseringsprocessen skal lykkes,
kræver det større deltagelse af FN.
Bushs udenrigspolitik er
blevet kaldt for en revolution. Er den revolution – med henblik på din sidste
udtalelse – ved at dø ud?
JN: Jeg mener, der er to
dimensioner i, hvorledes Bush ændrede udenrigspolitikken. Den ene var at
nyorientere det udenrigspolitiske fokus, og den anden var, hvorledes han fik
dette implementeret. Nyorienteringen betød, at der blev sat fokus på
masseødelæggelsesvåben og terrorisme. Det, mener jeg, var rigtigt at gøre.
Udtalelsen fra september 2002 var revolutionær med henblik på de
udenrigspolitiske mål. Det, man ikke gjorde godt nok i udenrigspolitisk
sammenhæng, var, at man negligerede de blødere magtmidler. Men regeringen er
gradvist ved at indse, at man vil få bedre resultater ved at give
institutioner og blød magt mere opmærksomhed. Så revolutionen fortsætter, hvad
angår de udenrigspolitiske mål, men med hensyn til at lade alliancer,
institutioner og blød magt ude af betragtning, er revolutionen ikke længere så
radikal.
Igen og igen fokuserer du
på blød magtanvendelse og magtmidler. Men blød magt kunne også støde
europæerne og især muslimerne væk. Er det så nemt, at blød magt altid vil
kunne bane vejen for amerikansk udenrigspolitik?
JN: Blød magt er din evne til
at virke tiltrækkende på andre. Den vokser ud af din kultur, dine værdier og
den politik, du fører. Der er steder, hvor amerikansk kultur ikke er
tiltrækkende, og hvor blød magt ikke virker. For ekstremt konservative
muslimer er amerikansk kultur (og vestlig kultur – inklusiv europæisk) helt
igennem frastødende. At kvinder kan rende rundt i bikini og træffe deres egne
valg angående indgåelse af ægteskab, finder de meget stødende. Så der er
steder og situationer, hvor blød magt ikke virker.
