ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

7. Hvor tidligt skal Europaudvalget ind?

Mht. den danske Europapolitik har I foreslået at man skulle bringe de specifikke fagudvalg mere ind i beslutningsprocessen og måske vænne sig af med billedet af, at Europaudvalget har en særlig placering? Ville det gavne Danmarks mulighed for at sætte en dagsorden i forhold til Bruxelles?

JGC: Der er to ting i det. For det første er det væsentligt at slå fast, at det ikke er noget vi finder på - fordi det er en proces, der er i gang, og noget man i regeringen og i Folketinget er opmærksomme på. Den anden ting er, at den måde som dansk EU-politik har udviklet sig på, med den følsomhed den har haft, har det været politisk nødvendigt at have en institution af den art - og jeg tror faktisk man skal værne om den institution, fordi det er det eneste sikre sted, man får en demokratisk forankret debat om rigtig mange af de spørgsmål, som bliver forhandlet i EU. Forestillede man sig en meget vidtgående decentralisering - som nogle faktisk har været inde på - hvor man siger, 'det kan fagudvalgene klare fuldstændig' - så tror jeg det ville drukne. Så fik det slet ikke nogen opmærksomhed.

Så Europaudvalget er faktisk en væsentlig institution, vi skal holde fast i - men den mandatprocedure, der eksisterer, er også meget væsentlig, og jeg tror i virkeligheden ministrene meget nødig ville undvære den - fordi den giver dem altså en god sikkerhed, når de er ude at forhandle.

Det man så kan diskutere det er, hvor tidligt skal Europaudvalget ind? Det er en meget vanskelig balancegang. Kom man meget tidligere ind - ja, så kom det til nogle gange at tage stilling til noget, som er utroligt foreløbigt og hvor det er svært rigtigt at sige hvor vil det her bevæge sig hen? Omvendt er de rent sent inde nu - og nogle gange er det altså lidt svært rigtigt at gøre noget, fordi med den procedure man følger i EU begynder mange ting at ske allerede mens kommissionen er ved at udarbejde et forslag.

JBH: Det er utroligt vigtigt i det danske system - og i hvad der er en særlig situation for Danmark: at vi har et system, som sikrer at der ER parlamentarisk rygdækning når en dansk minister tager ned og forhandler i Bruxelles. Fordi vi altid har mindretalsregeringer. Det er faktisk de færreste EU-lande, der står i den situation - og derfor har vi et helt akut problem, som ikke ret mange andre EU-lande har. Og det system vi har i dag varetager den situation utroligt godt - det må man sige.

Vi kommer ikke til at love de andre noget, vi ikke kan holde?

JBH: Præcis.

 Der er så det problem ved det nuværende system, at der er en enorm arbejdsbelastning på Europaudvalget. Og langt hen af vejen så er diskussionen om decentralisering af Europapolitikkens organisering i Folketinget jo et simpelt spørgsmål om arbejdsfordeling. Hvordan den sag skal ende kan man have mange meninger om, men det vigtige er at holde sig for øje at den helt basale funktion er at sikre at der er parlamentarisk rygdækning til den minister, der tager til Bruxelles.

JGC: Og det får du nok bedst, hvis det er et centralt organ. Der er så mange papirer involveret, at du aldrig kan få fokus på det hele - det er der ikke kapacitet til, der er heller ikke nogen, der er interesseret i det. Så spørgsmålet er også: får man selekteret/udvalgt de rigtige ting til sådan lidt mere intens diskussion?

På den ene side ligger hensynet til Danmarks mindretalsregeringer, vores forbehold osv. Men på den anden side er der problemet med ’ghettoiseringen’ af EU-politikken: at man ikke indbygger EU i den daglige debat. Når Europa-parlamentet vinder i magt - og hvis man simultant lader Folketingets fagudvalg gå mere ind i stoffet, risikerer man så i virkeligheden at sende parlamentarikerne og folketingsmedlemmerne ud i en konkurrencesituation? Der skal vel en meget tæt koordinering til?

JBH: Der er i hvert fald et problem dér. Det danske system - Europaudvalget i Folketinget - er jo designet i en tid, hvor Europa-Parlamentet ikke havde det store at skulle have sagt. Og hvor det var fuldstændig entydigt - at når man sagde til en dansk minister i Europaudvalget at 'du vil stemme ja/nej', så var det entydigt hvad konsekvenserne af den beslutning ville være. I dag er det så sådan, for langt de fleste sagers vedkommende, at når Ministerrådet lægger sig fast på en holdning, så er det kun første skridt i en længere proces. Hvad der sker derefter, det har den danske minister faktisk ikke ret meget indflydelse på - det er lagt i hænderne på formandskabet og COREPER nede i EU-systemet, som står for at forhandle med Europa-Parlamentet i andenbehandlingen. Det er en ny situation.

JGC: Og det så du konsekvenserne af under det danske formandskab. På et tidspunkt opstod der diskussion, fordi de danske ministre - som repræsentanter for formandskabet - koordinerede med Europa-Parlamentet. Det var jo noget helt andet - hvor er så Europa-udvalget henne? Det var ikke inde dér - for der var vi altså i en anden fase. Der er vi tilbage ved noget, vi har været inde på tidligere: at EU er så utroligt procedurereguleret - i langt højere grad end du finder det i noget nationalt eller lokalt system har du formelle procedurer, der regulerer alt muligt.

Det rejser jo også et spørgsmål om arbejdsdelingen - vi får kun 14 medlemmer af parlamentet, der i øvrigt er sammensat med andre partifarver end i Folketinget.

JBH: Problemet med hvordan Ministerrådets samspil med Europa-Parlamentet skal være efter at Ministerrådet har vedtaget deres fælles position i forligsproceduren - det er ikke et spørgsmål der er tænkt godt igennem. Og især ikke: hvordan den parlamentariske styring fra dansk side skal være af det spørgsmål. Det har vi faktisk ikke rigtigt forholdt os til.

Og i en situation, hvor vi havde en dansk regering der mente ét og et flertal i den danske EP-gruppe der mente noget andet, så ville vi vide præcis hvem, der kunne kommandere med hvem?

JBH: De danske Europaparlamentarikere ville jo i udgangspunktet stå frit.

Bogen ender med den konklusion, at spørgsmålet om et demokratisk underskud i forhold til EU er mere vedkommende for Norges vedkommende end for Danmarks. I konkluderer at den danske velfærd ville være nogenlunde sammenlignelig med den nuværende, hvis vi stod udenfor - men at vi ikke ville have indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet. Men nogle ville vel bestride det - sige at den danske velfærd ikke kun er et spørgsmål fx om markedsadgang for landbrugsvarer, men er afhængig af en orientering mod Europa - at dén så at sige har holdt os oppe i tempo.

JBH: Det forbliver jo spekulativt. Men jeg har meget svært ved at se at vi ikke kunne få en tilknytning via EØS-aftalen fuldt på samme vis som Norge har fået - hvis vi ikke var med i EU.

I kalder det en gratistmodel - hvor man undgår de 'politiske omkostninger' i at være med. Hvad mener I de består af? Befolkningens skepsis?

JGC: Ja. En besværlig national diskussion.

Men - jf. diskussionen om forbeholdene: på et eller andet tidspunkt kunne man forestille sig at EU sagde nej til den type EØS-aftaler.

JGC: Der er meget, der tyder på, at det er ekstremt pragmatisk, når det kommer til stykket. Det er meget svært at ytre sig om hvad der er muligt og ikke muligt. Igen: Hvad sker der med udvidelsen? Det er umuligt at svare på, men det ER virkelig pragmatisk, når det kommer til stykket.

JBH: Og indtil videre har man i EU-systemet været utroligt interesserede i at få knyttet randlandene til EU.

Der er vel også en forskel på landene - EU har en anden interesse i at knytte fx Norge end Ukraine til sig.

JGC: Det kunne man forestille sig.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:  EU