ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6. Hvor ligger dynamikken?

Vi talte i starten om hvorfor man - i hvert fald i Danmark - tilsyneladende har haft et billede af EU som mere ekspansivt end hvad tallene tilsyneladende understøtter. Betyder vores undtagelser, at det danske afhængighedsforhold af EU er sværere at analysere end de øvrige medlemslandes?

JGC: Ja - det må man nok sige i nogle henseender. Nu har det ikke betydet så meget i forhold til den metode vi har benyttet os af, men det vil det da være på nogle områder. Hvis du går ned på givne områder, så kan forbeholdene gribe ind i noget, og i andre dele griber de ikke ind.

Flere af de områder, hvor vi netop har undtagelserne, er jo også dem der ikke er sket så meget på?

JGC: Det er nemlig rigtigt.

JBH: De store reguleringsområder er jo ikke hvor vi har forbehold. Og der kommer faktisk ikke så mange regler, hvor vi har dem.

JGC: Dér, hvor man kan forestille sig - hvis det udvikler sig - at det kunne få betydning, er ikke så meget udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men på det retlige og indre samarbejde. Dér er jo en hel masse regler, som kun er på et tidligt stade inde i EU-lovgivningsprocedurerne - og hvad der vil ske dér, på sigt, det er meget svært at sige. Men som det ligger nu kan vi jo se at det ikke har haft de helt store konsekvenser.

Men: det er omvendt meget indviklet hvis man vil dykke ned i hvad konsekvenserne er.

Men den måde, som EU historisk har fungeret på historisk, har jo meget været at nye områder løbende er blevet taget ind – om end ikke taget lige alvorligt. Og vi har haft billedet de sidste 15 år af et EU, der var på vej til at brede sig til ALTING - næsten alle områder var nævnt i Maastricht-traktaten. Hvis I siger, EU er faktisk koncentreret på nogle få områder, er det så et argument der kan bruges af dem, der ønsker et Europa i flere rum eller hastigheder? Så kan de sige, 'Så har EU ikke bredt sig - så hænger alting ikke nødvendigvis sammen! Så er den nationale lovgivning, indenfor fx skat og velfærd, fortsat uafhængig - og så kan vi roligt bygge et Europa i flere rum'.

JBH: Det er jo et normativt spørgsmål, som vi slet ikke tager stilling til.

Men er det teknisk muligt?

JBH: Det er jo teknisk muligt i den forstand at EU har fungeret - og stadigvæk fungerer - primært på nogle helt specifikke sektorområder. Og der ikke er det store spill-over mellem de områder og en hel række andre områder. Så ja, det er teknisk muligt.

JGC: Men den diskussion, der har kørt omkring det der, har nogle gange været lidt uklar, for når det kommer til stykket er der jo ikke nogen, der har foreslået --- det er aldrig gået ind i traktatrevisionsforhandlinger, reformforhandlinger --- at EU lige med ét skulle til at føre velfærdspolitik i den snævre, udgiftstunge forstand. Hvis man har diskuteret noget, der tangerer det dér, så har det været i kanten af det område, man har taget det op. Diskussionen om EU-politik har haft sit eget liv.

Mange af hensigtserklæringerne - indenfor FUSP'en, måske også det, der sker med forskningspolitikken nu - er måske nogle lette markeringer at lave? Som så kan indgå i kompensationsspillene.

JGC: Forskningspolitikken vil være et godt eksempel, for der har vi jo sådan set et dobbeltcheck på. Vi har på den ene side reglerne - der er faktisk udstedt nogle regler. Og på den anden side: EU's økonomiske bidrag - hvor der er ét - spiller kun ind på marginalområder. I en bestemt del af vores offentlige sektor spiller det en vis rolle - men i det store billede så er det altså meget, meget marginalt.

Hvis jeg nu repræsenterede medicinalindustrien, og bad jer om råd til hvordan jeg kan få EU til at prioritere højteknologisk forskning: Hvad er så sandsynligheden for at jeg kan få EU til det? Hvor skal jeg prøve at påvirke systemet?

JGC: [griner] Det bliver et svar med tusind forbehold!

Men er det overhovedet realistisk?

JGC: Nej. Det var også derfor, hvis jeg skulle give et svar - og det tror jeg også de har fundet ud af - så ville jeg koncentrere min indsats på de nationale regeringer.

JBH: Der er vi inde på spørgsmålet om, hvor idéerne kommer fra? Og hvis man skal til at ændre politikområder ret fundamentalt, så skal man nok starte med at plante en idé og så arbejde med en meget, meget lang tidshorisont. Og idéerne kan komme fra København - hvis det er noget, der vedrører Danmark. De kan komme fra Bruxelles - men de kan også komme fra Paris, hvis det er noget med OECD - dér kommer mange idéer fra. Men hvis man skal have et udbytte sådan på meget kort sigt, så ville jeg også gå til de nationale hovedstæder.

JGC: Og du kan jo omvendt se - nu topmødet i Berlin, når Chirac, Blair og Schroeder der snakker forskning og innovation: så lyder det meget flot, men jeg tror ikke et øjeblik at de så forestiller sig at der skal bygges et stort EU-program op som EU-institution. Der er masser af politisk retorik i dét.

Men så er I jo meget, meget tæt på at sige at EU er path-dependent [’sti-afhænging’: determineret af sin fortid og udvikling, red.]: at den historiske arv fx i forhold til landbrugspolitikken sætter dagsordenen.

JGC: Det er der elementer af, ja.

JBH: Det er jo heller ikke så overraskende, når man tager beslutningsreglerne med i betragtning. Det er et system, hvor det er tungt at ændre kurs - der er mange vetomuligheder; mange steder, hvor der kræves enstemmighed og mange steder: kvalificeret flertal. Det gør det tungt at ændre kurs.

JGC: Efterhånden som man har bygget det op er der etableret interesser, som har fået velerhvervede rettigheder - dét gør det yderligere svært. Der bliver det spændende (hvis vi skal komme dig lidt i forkøbet): Hvad sker der så, når man udvider? Vil der så stadigvæk ikke være en høj grad af sti-afhængighed, som kommer til at præge et samarbejde, der inkluderer de nye medlemslande? Vi ser det jo allerede - alle bekymringerne om, jamen, hvad vil det ikke koste at integrere 10 østeuropæiske lande i samarbejdet omkring landbrugspolitikken? Det talte meget for, at man fik reformeret landbrugspolitikken, så var man ude over problemet, men det kan man ikke. Og så skal man finde nogle andre løsninger.

Hvis vi skal gisne om, hvilke dagsordener politikerne KAN bruge EU til. Er det så generelt lettest dér, hvor der kan regeres direkte ved at ændre i love - fx på immigrationspolitikken - uden at det kræver at der flyttes midler?

JBH: Det vil jeg ikke uden videre købe. Der er en ting, der er sikkert med udvidelsen med 10-12 østeuropæiske lande: at præferencerne i EU-systemet bliver mere spredt. Og når præferencerne bliver mere spredt, og man kan se det i Ministerrådet og Europa-Parlamentet: bliver det sværere at træffe beslutninger. Og det gælder sådan set uanset om det er budgetmæssige beslutninger eller beslutninger omkring nye direktiver og forordninger.

JGC: Jeg er meget enig i det. Og man skal jo heller ikke falde for fristelsen til at sige, 'Når det koster penge er det meget tungt - når det er lovgivning handler det bare om ord’. Fx en procedureregel om nogle tidsfrister for behandlinger af asylansøgninger eller hvad det nu kan være. De ministre og embedsmænd, der deltager i forhandlingerne, er udmærket klart over hvad konsekvenserne kunne være - og det kan i deres politiske univers veje lige så tungt, som hvis det var noget, der kostede penge.

EU står foran en stor budgetforhandling, som mange har forudset bliver problematisk - også på baggrund af Syd-og Østudvidelsen. Men når I taler om at der er foregået en rutinisering af budgetforhandlingerne de sidste 15 år, så ville det jo pege i retning af at man også på de store spørgsmål vil have lettere ved at komme til enighed?

JBH: Det er rigtigt i den forstand, at hvis man går tilbage til 80erne og ser på hvordan budgettet var et utroligt ømtåleligt område, så er tingene blevet meget bedre, fordi man har formået at finde en måde at håndtere problemet på, som gør at man laver nogle budgetforlig som rækker 4-5-6 år frem i tiden (hvor det tidligt var et årligt tilbagevendende cirkus - med årlige budgetkriser og systemet blev handlingslammet). Men hvordan det egentlig kommer til at køre med udvidelsen - hvor antallet af deltagere til de her store budgetforligsforhandlinger bliver fordoblet - det er lidt svært at sige, egentlig. Fordi budgetforhandlingerne ER godt nok blevet rutiniseret, men det er samtidig en type forhandlinger, som er helt uformelle. Hvor der ikke er nogen regler for hvordan institutionerne spiller sammen - samspillet mellem Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen er helt ureguleret og beror egentlig på en norm blandt deltagerne om, hvordan man håndterer det. Det er lidt i modsætning til stort set alt andet, der foregår i EU-systemet - og hvordan det egentlig udvikler sig, når lige pludselig halvdelen af deltagerkredsen ikke har været med før - det er faktisk et godt spørgsmål.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration:  EU