ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5. Hvem kontrollerer hvem?

Hvad viser jeres undersøgelse om magt- og rollefordelingen mellem de 3 aktører - parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet? Som jeg læser jeres bog, siger I at Europa-Parlamentet har fået mere indflydelse---

JGC: Det har det også.

---og viser tænder, i visse sammenhænge, fx Santer-kommissionens afgang. Men samtidig ligger der jo i det I siger at kommissionen for så vidt har en større indflydelse men på mindre - dvs.: mere administrative - spørgsmål?

JGC: Det er jo meget kompliceret. Første trin er det, du er inde på: at reformerne som har styrket parlamentets rolle i EU-lovgivningsproceduren de virker faktisk. Dvs. at parlamentet spiller en rolle dér - og en stigende rolle. Det følger af de formelle procedurer. Men det næste, vi kan se, det er så at kommissionen spiller også en stigende rolle - som lovgiver. Umiddelbart så lyder det jo en lille smule selvmodsigende: Kan begge dele være rigtigt? Men det er det! Og det tolker vi jo så på den måde, at det er et udslag af rutiniseringen: fordi når vi følger det over tid, så kan vi se, at efterhånden som et samarbejdsområde bliver indarbejdet i EU, så overtager kommissionen i stigende grad lovgivningen. Der sker nøjagtigt det samme på det nationale plan: at man delegerer til de enkelte ministre - og dermed: til administrationen - og siger: 'vi er relativt enige - indenfor en ramme - om hvad det her går ud på, og nu kan I så udstede reglerne og passe dem til over tid'.

Så tager vi de gamle samarbejdsområder, som var med fra starten - toldunionen, landbruget osv. - kan vi se at dér begyndte kommissionen tidligt at spille den dér ret fremtrædende rolle. Så kommer sådan noget som miljøpolitikken til: der kan vi se i starten er det Ministerrådet, der dominerer - det er meget følsomt i forhold til medlemslandene. Efterhånden som det bliver indarbejdet, så rykker kommissionen ind dér også. Det er jo ikke det samme som at sige, at 'så sidder kommissionen i stigende grad på magten' - det er snarere et udtryk for, at der sker en rutinisering. Der kan også være andre ting i det.

 

JBH: Man kan føje til at det billede gælder på det område af EUs indflydelse, der handler om lovgivning. Når vi så bevæger os over til det helt nyt felt, der hedder soft law-regulering er billedet lidt et andet, fordi der er kommissionen meget mere fremtrædende; Europa-Parlamentet er næsten helt ude, Ministerrådet står lidt i kulisserne, men det er uklart hvilken indflydelse det egentlig har. Der er faktisk noget dér, vi ikke ved ret meget om. Hvor man kan være skeptisk overfor om det betyder noget - fordi det er uformelt og uforpligtende - men et eller andet sted betyder det et eller andet.

Så det, der foregår er at Kommissionen kommer med henstillinger?

 

JGC: Ja, Kommissionen - og Ministerrådet også, jo. Det har vi også dækket i bogen, men vi har ikke været dybt nede i det, fordi det ville være en kæmpe opgave. Vi kan se: det er eksploderet. Du kan se at EU på sin vis trækker sig lidt tilbage, når det gælder udstedelse af forpligtende regler - til gengæld så eksploderer soft law, som er henstillinger, vejledninger, alt muligt. Som udstedes nogle gange af kommissionen, nogle gange af Ministerrådet - og nogle gange går ind på områder, som ikke er dækket af det forpligtende samarbejde men som i høj grad også foregår på de gamle samarbejdsområder. Det er et felt, som vi kun lige har rørt ved.

Der grænser den juridiske empiri jo over mod diskursanalysen ---

JCG: Det er korrekt. Vi er tilbage ved det, du var inde på tidligere: Kunne det være at samspillet mellem national politik og EU-politik er meget mere kompliceret? At påvirkningen kan gå den ene vej eller den anden vej? Det er det spørgsmål; der rejser sig - men det er meget, meget vanskeligt at undersøge.

Men omkring Kommissionens rolle: I siger, at i det øjeblik områderne er blevet hverdag - mere tekniske end politiske, mere praktiske end principielle - så overgår de til Kommissionen. Tingene bliver mindre kontroversielle og så tør man lade Kommissionen varetage dem - eller: de ender i hvert fald dér. Hvad nu hvis det er omvendt? Hvad nu hvis Kommissionen går ind på områder, der - i det øjeblik Kommissionen sidder på dem - så af den årsag bliver betragtet som uvigtige?

JBH: Der er nogle procedurer sat i værk, til at holde øje med kommissionen, når den går ind og udsteder regler efter delegation fra Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Så er det hele det her komitologi-system træder i værk - og dét er, kan man på den side sige, en mulighed for medlemslandene til at følge med i hvad Kommissionen går og laver. På den anden side kan man sige: at hvad den reelle funktion af det system egentlig er, og i hvis interesse det system egentlig trækker (om det er vagthunde fra Ministerrådets side i forhold til Kommissionen, eller om det i virkeligheden er nogle organer, Kommissionen kan bruge i forhold til Ministerrådet) - det er faktisk lidt uklart. Det er ikke noget, vi er gået nærmere ind i at analysere - men vi konstaterer at der er det her system.

JGC: Men vi kan dog sige så meget, at hvis vi ser på de diskussioner, der går forud for etablering og ændring af komitologi-procedurerne er det helt sikkert at Ministerrådet oplever det her som kontrolprocedurer, og Kommissionen og Europa-Parlamentet oplever det som begrænsninger på de europæiske institutionsspil. Men det er stadigvæk uklart - og det er ekstremt kompliceret.

JBH: Og det bidrager i hvert fald ikke til at gøre EU mere gennemskuelig for den enkelte borger.

JGC: Nej. Det gør det ikke. Det er så indviklede procedurer at hvis du ikke sidder med det foran dig - især som de på ét tidspunkt var formuleret - så kan du ikke huske dem, men bare at det er kompliceret!

Et af problemerne som jeres bog belyser er jo netop: hvordan måler man et ’demokratisk underskud'? I det øjeblik man indretter beslutningsprocedurerne, så interesseorganisationer deltager - hvad enten det er i Bruxelles eller i København - så taler dé jo ikke nødvendigvis på befolkningens vegne.

JBH: Det er fuldstændigt rigtigt.

JGC: Det gør de ikke. På den anden side kan du sige: der ligger en enorm mulighed for at få specifik information frem - også for at få en mere specialiseret legitimering af det, der foregår. Og dér er jo noget, vi kender på alle niveauer i det politiske system - der er ikke noget særegent her.

JBH: Man skal have for øje, hvad det er for nogle områder, EU regulerer på: det er handelspolitisk regulering - dybest set. Når man dykker ned i det får man lynhurtigt blik for hvor utroligt specifikt, teknisk og detaljeret, det er. Og dermed så er behovet for ekspertviden i politikformuleringen faktisk ret stort. Den har kommissionen simpelthen ikke selv - den er nødt til at hente bistand andre steder fra - og dér tropper interesseorganisationerne så op.

JGC: Og dér kan vi gå tilbage til det, Jens sagde før med komitologiproceduren: hvad er nu dét? Er det nødvendigvis en kontrol, eller kunne det også være Kommissionen, der har mulighed for at gå ud og mobilisere tilslutning til noget? Og man kan sagtens forestille sig, at det kan fungere på begge måder - at i nogle sammenhænge bliver det brugt på den ene måde, og i andre på den anden.

Europa-Parlamentet har jo, fra at have en mere symbolsk rolle, udviklet sig til at være en sikkerhedsventil. I USA taler man jo løbende om den indflydelse, som ’special interests’ har over de folkevalgte. Er det jeres indtryk at Europa-Parlamentet faktisk fungerer som et demokratisk check - eller er det snarere madding for lobbyorganisationerne?

JBH: Vi har ikke undersøgt det i bogen--

Men det er centralt i forhold til spørgsmålet om hvor den demokratiske legitimitet ligger.

JBH: Jo. Og de er vel, som parlamentariske kamre er overalt i verden, begge dele i et eller andet omfang.

JGC: De er jo også afhængige af informationer. Dermed er de sårbare i forhold til forskellige grupperinger. Men vi har ikke beskæftiget os med den del af det.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: EU