EU og illusionerne: Periferien der fylder – og maskinen, der fungerer

8. Hvor meget vil udvidelsen betyde?

Den rutinisering, I taler om, står i kontrast til nogle andre perspektiver: budgetspørgsmålet, Østudvidelsen, at man ønsker at inddrage andre områder. Lad os nu sige at EU faktisk begyndte at levere på nogle af de løfter, der er blevet fremlagt i traktaterne de sidste 10-15 år. For det første: Er det realistisk? For det andet: hvor svært ville EU have ved at kolonisere andre politikområder end de traditionelle? For i det billede I tegner er EU jo ikke særligt dynamisk.

JGC: Faktisk både-og. Fordi du kan sige i det der store perspektiv er det det måske ikke - men hvis du går ned og kigger på kerneområderne, så er der en betydelig tilpasningsdygtighed. Nogle steder har vi et langt tidsperspektiv - og du kan se, det er der ingen mennesker der husker i dag, men: den franske blokade i 1965-6 satte sine spor. Det tog et stykke tid, men så kørte maskinen igen - og så har den kørt siden hen. Og så er det fuldstændig som med national politik: hvis du tager øjebliksbilledet ser det ud som om 'de kan ikke noget som helst, de kan ikke blive enige om noget, det hele er hop på stedet'. Men hvis du kigger på det hen over en periode så kan man altså ganske meget - og så sker der altså ting, som ændrer forholdene. Men det vi viser, det er så at det er indenfor en etableret og ret stabil ramme.

JBH: Når man stiller den slags spørgsmål - hvad hvis EU nu begynder at levere varen? - er det man tænker på EUs handlekraft i forhold til Jugoslavien-krisen og sådan nogle ting. Men på de områder, som virkelig er vigtige i EU-samarbejdet - hvor regelmassen er koncentreret og samarbejdet er stærkest, der leverer de faktisk meget. Det virker.

JGC: Det gør de. Ligesom vores offentlige sektor også virker, grundlæggende. Så kan man mene alt muligt om det.

Så EU er en succes på de her begrænsede områder:

JGC: Det må man sige. Det er jo ikke det samme som at vi så siger, vi synes det er godt alt det dé laver - men på det her kriterium må man sige det.

Når I siger EU er koncentreret og agerer dynamisk indenfor nogle relativt få områder, hvilke perspektiver tegner det for de nye EU-lande - som ikke har været med i 50 år og har en helt anden økonomisk status?

JBH: Det er et rigtigt godt spørgsmål. Men man kan sige: på den ene side er det rigtigt at EU-samarbejdet har udvist en betydelig dynamik over de sidste 10-15 år. Og det er forbløffende - det er faktisk forbløffende, når man tager i betragtning hvilke beslutningsregler tingene skal foregå under. Og hvordan de beslutningsregler egentlig vil fungere, når vi pludselig får en række deltagere, som dels er uvant med samarbejdet og dels deltagere, hvis grundlæggende interesser er meget anderledes - dét er et rigtigt godt spørgsmål. Det vil jeg ikke give noget fast bud på.

JGC: Det vil jeg heller ikke, men vi kan jo se på Grækenland, Portugal og Spanien, da de kom ind. Det var også lande, som havde økonomiske og sociale strukturer, der i ret høj grad afveg fra de daværende medlemslande. Der får vi lidt en pejling - for noget af det lykkedes faktisk - men det er så også dér, vi ser nogle problemer. Indenfor de givne procedurerammer var der nogle politiske balancer, der skiftede - og nogle ting, der flyttede sig. På samme måde da Sverige og Finland kom ind - dét påvirkede også nogle balancer. Det kan jo ske her, men det er sørme svært at sige noget om - og nogle af de lande her afviger nok mere end da man fx tog Spanien med.

Dels er der spørgsmålet om hvilket udviklingsstadie de er på, dels spørgsmålet om socialiseringen af centraladministrationen i de systemer - at få dem til at spille med.

JBH: Det er fuldstændig rigtigt. De skal jo til - ligesom vi gør herhjemme - at geare deres nationale systemer til at implementere EU-retsakter på samme måde som os. Det er en kæmpe omstilling. Men: det er jo dog en omstilling, mange andre lande har formået at håndtere, så mon ikke det går? Jeg vil egentlig mere se faren, hvis vi kan kalde det det --- eller, stedet hvor den potentielle betydning er størst: på selve beslutningskraften i systemet, hvor præferencerne bliver meget forskelligartede i det nye EU. Og hvad det egentlig betyder i praksis kan man godt være lidt bekymret for.

JGC: Jeg vil nu så ikke undervurdere det første spørgsmål, for der er jo to ting i det. Det ene er i implementeringen - at få omsat EU-politikken til national ret. Dét tror jeg nok de skal klare, for det beror på nationale parlamenter og på den nationale centraladministration. Men den anden del af implementeringen involverer lokale virksomheder - altså: faktisk at få anvendt lovgivningen; få den lagt til grund for de afgørelser, der bliver truffet. Og der kan jeg altså godt se nogle vanskeligheder - for det er en administration der, i hvert fald i en periode, har været rundet af helt andre traditioner. Der kan godt være blokeringer.

Der kommer så nogle interessante spørgsmål: Har EU kapacitet til at følge op på det? Vil man følge relativt nidkært op på det - eller vil man i en periode lukke øjnene med den fare, at der så er ting, der kører af sporet? Dér forestår nogle ret store problemer.

UDGIVET 15.03.04 kl. 10.23 CET

ark og ulands