ark og ulands

 

 

 

 

Stadig "Rusland Først"?

Hvad med Vesten? Der ligger i det du siger, at der har været en forandring fra Jeltsin til Putin, men hvordan har Vestens holdning til Tjetjenienproblemet forandret sig over de sidste 10 år?

IF: Der har jo aldrig været det store engagement. I begyndelsen, under den første krig, var holdningen vel lidt den, at ”dét var et lille folk, som ikke havde nogen ret til selvbestemmelse” og ”nu var Rusland jo blevet demokratisk, så hvorfor kunne de ikke indordne sig” osv. Men der opstod i løbet af den første krig en bekymring for den russiske krigsførelses karakter, og overgrebene mod civilbefolkningen: derfor var der kritik. Man udsatte Ruslands optagelse i Europarådet og der blev fremført officielle protester ved forskellige lejligheder - man fik en OSCE-mission i Groznyj. Men det var klart, at man ville ikke gøre noget drastisk.

Heri kunne ligge enten den traditionelle respekt for den russiske interessesfære, eller, som du indikerede, en forhåbning om, at Rusland VAR på et spor, hvor det udviklede sig i en demokratisk retning, og det trods alt lovede godt?

IF: Det fremgår helt tydeligt, fx af amerikanske politikeres og embedsmænds erindringer, at man var bange for, at hvis man kritiserede Jeltsins krigsførelse for hårdt, så ville man gavne Jeltsins modstandere og så ville man risikere at kommunisterne kom tilbage. Man har talt om, at det var en "Rusland-først"-politik, og det kunne der være mange gode grunde til: der var hele spørgsmålet om "Hvad skulle der blive af de gamle sovjetiske atomvåben?" "Kunne vi få russerne til at acceptere udvidelse af NATO?" "Hvad med situationen på Balkan?" Osv. Så der var gode grunde til at samarbejde med russerne, men der var også en ensidig satsning på Jeltsin som person, og en uvilje til at kritisere ham for krigsførelsen.

Er billedet skiftet i en grad nu, hvor man kan sige: Atomvåbnene er ikke en sag længere, man har fået optaget nye NATO-medlemmer, Rusland er i en økonomisk svag situation - så man burde sætte tommeskruerne på?

IF: Burde og burde: realiteten er, at med 11. september - hvor international terrorisme så kommer op øverst på den internationale dagsorden - får Putin i høj grad vestlig accept af, at det han gør i Tjetjenien er en del af den samme kamp mod den internationale terrorisme. Putin sagde allerede i '99, at det var internationale terrorisme - hvad der ikke dengang vakte så meget genklang i Vesten. Men efter 11. september er kritikken af Rusland - den officielle kritik af Rusland - fuldstændigt forstummet.

Man har talt om, at der var ved at udvikle sig en form for special relationship mellem Bush og Putin. Men en ting er den nuværende amerikanske regerings interesse i at tale om internationale terrorisme, noget andet er Europas.

IF: Men du kan se præcis det samme i den tyske politik, i den franske politik, i den britiske politik. Alle vil gerne stå sig godt med det nye Rusland - gerne have gode økonomiske kontakter og have Ruslands accept af en række af vores sikkerhedspolitiske forslag. Desuden er den internationale terrorisme som sagt kommet så højt op på den den internationale dagsorden, at vi ligesom har accepteret, at det her er en del af kampen mod den - og så må vi bare sige til russerne, at nu må de altså føre den på en måde, så det ikke går ud over civilbefolkningen.

Der ligger i det du siger, at der kan være gode grunde til stadigvæk at praktisere en "Rusland-først"-politik. Men hvis vi ser på det strategisk og taler om forholdet mellem Rusland og Europa, så er der vel ingen tvivl om, at hele det tidligere Sovjet er gået fra at være vores primære sikkerhedsinteresse til noget, hvor vi kan have meget svært ved at se en forbindelse til vores egen sikkerhed - Danmarks og Vesteuropas. Og det er vel det, som disse konflikter - som Tjetjenien - lider under?

IF: Jeg vil godt føje til, at hvor der kunne være mange gode argumenter for den såkaldte "Rusland Først"-politik man førte i 90erne, så er min holdning den, at man godt kunne havde varetaget de interesser samtidig med at man holdt fast i nogle folkeretsprincipper og nogle menneskerettighedsprincipper. Jeg mener godt, at man kunne have kombineret de to hensyn, og at fx Europarådet kunne have været meget klarere i sin kritik af den russiske krigsførelse - og have undladt at optage Rusland i rådet på et tidspunkt, hvor den russiske krigsførelse i Tjetjenien gik voldsomt udover civilbefolkningen.

"Rusland Først" er vel ikke den rigtige betegnelse at bruge om politikken idag, men både USA og de vesteuropæiske lande lægger stor vægt på at få et godt forhold til Rusland og samarbejde med landet om en lang række først og fremmest overordnede sikkerhedspolitiske spørgsmål. Men det er min opfattelse, at man godt kan forfølge det mål, og så samtidigt forsøge at holde fast i nogle menneskerettigheds- og folkeretshensyn.

Hvor meget værre er Rusland blevet under Putin?

IF: Der er sket ganske betydelige stramninger under Putin - det såkaldt "styrede demokrati". Hvor sikkerhedshensyn og sikkerhedstjenester osv. er kommet til at spille en stor rolle. Det kan man mærke: flere af bidragyderne til bogen, som har haft nære faglige kontakter i Kaukasus, siger, at disse kilder er ved at dø ud, fordi deres fagfæller - både i Nord- og Sydkaukasus - ikke længere på mail osv. vil diskutere politiske og andre kontroversielle spørgsmål. Der er, tror jeg, ikke mindst i det russske Nordkaukasus en følelse af, at sikkerhedstjenesterne nu har taget et fastere greb om de ikke-russiske folkeslag og deres repræsentanter. Samtidig ser vi jo i Moskva og andre steder indgreb overfor pressen. Der er meget få medier tilbage i Rusland, som har en kritisk linje overfor præsidenten og hans politik.

Indtil omkring midten af 90erne stod billedet af Balkanisering [Balkanization] stadig som en risiko for os. Og vi frygtede at gammelkommunisterne, eller nationalister som Zhirinovsky, skulle komme til magten. Det er som om, at de bekymringer er døet ud: vi betragter ikke Rusland som noget, der kan kollapse og dermed udgøre en akut sikkerhedsrisiko for os.

IF: Det tror jeg er rigtigt: jeg tror ikke Rusland kollapser - centralmagten, Kreml, administrationen har fået langt mere kontrol idag end den havde i de kaotiske Jeltsin-år.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

Illustrationsfotos: Ib Faurby, NATO (montage)