ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skønhed og vildskab

I pressemeddelelsen for jeres bog hedder det: "Kaukasus har altid fascineret" - hvad er det, der er så fascinerende ved regionen?

IB FAURBY (IF): Det er kombinationen af skønhed og vildskab, af konflikt og gæstfrihed. Jeg tror alle, der har rejst i Kaukasus har oplevet det - det kan man se både i gamle rejseberetninger, og opleve selv idag, hvis man rejser i Kaukasus. Det er et etnisk meget broget, mangfoldigt område; med en fantastisk flot natur, og med en meget dramatisk historie, som stadig - den dag idag - giver sig udslag i dramatiske konflikter.

Hvor vigtig en region er det? Geostrategisk ligger området - som du selv er inde på i afslutningskapitlet – i nogle akser med aktører vi udmærket kender: Irak, Tyrkiet, Rusland.

IF: Historisk har området været præget af meget rivalisering mellem stormagter: det Osmanniske Rige, Persien og så, efterhånden, i stigende grad: Rusland. Fra den russiske revolution og borgerkrig frem, har det været helt domineret af Sovjetunionen - og så, med USSR's opløsning i 1991, hvor de tre sydkaukasiske stater Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, bliver selvstændige, bliver der lukket op igen for en ny rivalisering. Russerne er blevet trængt tilbage, men forsøger at bevare så stor indflydelse som muligt. Tyrkerne ser nogle store muligheder for at gøre deres indflydelse gældende i regionen - specielt i Aserbajdsjan, som taler et sprog, der ligger meget tæt på tyrkisk. Og fordi tyrkerne ser Aserbajdsjan som en bro til de nye - tyrkisktalende - stater i Centralasien. Iran forsøger også at gøre sig gældende, men på en interessant måde. Irans politik i Kaukasus ikke er styret af religiøse hensyn, men af klassiske statsræson-hensyn, sådan at Irans nærmeste allierede ikke bliver Aserbajdsjan, som er muslimsk - men det kristne Armenien.

Denne nye rivalisering om magt og indflydelse i Kaukasus-regionen er i sig selv er interessant. Men i løbet af første halvdel af 1990erne bliver man opmærksom på, at der er ganske betydelige oliereserver i Det Kaspiske Hav. Det tiltrækker stor interesse fra stater og firmaer udenfor regionen - først og fremmest de store internationale olieselskaber og USA. Så der er både nogle klassiske geostrategiske interesser, og så kommer der nogle betydelige økonomiske interesser: spørgsmålet om hvem, der har retten til olien i Det Kaspiske Hav? Hvem kan udvinde den - og hvordan skal den transporteres ud til verdensmarkedet? Der begynder så et stort spil om, hvor olierørledningerne skal gå. Dét at åbne og lukke for olierørledninger kan bruges til at øve politisk pres, og de områder som ledningerne går igennem tjener jo transitafgifter, hvilket kan blive ganske betydelige beløb. Dertil kommer, at der også på den anden side af det Kaspiske Hav er olie- og gasforekomster: derfor forestiller man sig, at hele området kan blive bundet sammen i nogle ganske omfattende transitsystemer for både olie og gas.

Lad os nu forestille os, at der ikke havde været nogen 11. september og nogen Irakkrig: Er olien så vigtig, at Kaukasus i en sådan verden ville have fyldt anderledes meget i avisoverskrifterne?

IF: Ja, nu har olien i Kaukasus spillet en vis rolle i avisoverskrifterne. Den olie, der kommer fra den Aserbajdsjanske del af Det Kaspiske Hav er, set i forhold til verdens samlede oliereserver og -produktion, forholdsvis begrænset. Men: alle - ihvertfald alle olie-forbrugende -lande er jo interesserede i at få et så bredt udbud som muligt. Så selv 1-2% mere af verdens samlede oliereserver gør en forskel. Man har jo også talt en del om, at USA i stigende grad ønsker at blive uafhængig af olie fra Iran først og fremmest, men også fra Saudi-Arabien. Så derfor: desto flere kilder, desto flere udførelsesveje for olie man har, desto bedre set fra et amerikansk og vel også vesteuropæisk synspunkt.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

Kaukasus-området er så fuldt af forskellighed, at de arabiske geografer i Middelalderen døbte bjergkæden ”Sprogenes Bjerg”. (Foto: NATO, Ib Faurby (montage))

 

Illustrationsfotos: Ib Faurby, NATO (montage)