Fra Jeanne d'Arc til Pia Kjærsgaard: Populismen er kommet for at blive
|
|
Le Pen og Kjærsgaard: samme surdej!
DF vil ikke arbejde sammen med FN i Europa-Parlamentet. Jamen hvorfor nu ikke det, når de har samme holdning til indvandrere? Det er først og fremmest et spørgsmål om sprogbrug. Selv om Nyrup har erklæret at Kjærsgård ikke er stueren, så er hun det i allerhøjeste grad i forhold til Pen. Han er både fysisk og verbalt voldelig. Han er macho-typen, som sætter familiefaderen og krigeren på den politiske piedestal. En stærk mand – og ikke en stærk kvinde - må der til for at styre landet og familien, lyder det konstant fra ham. En krigerisk macho sælger ikke billetter i Danmark. Når dertil kommer at han har udtalt, at holocaust kun var en detalje i Anden Verdenskrig, samt at han givetvis har tortureret algiere under den algeriske uafhængighedskrig, ja så er han ’far out’ - også for flertallet af franskmændene. Men man kan udmærket godt betragte le Pen som en verbalt radikal udgave af DF.
Godt nok er le Pen republikaner, og godt nok taler han om nationen som et politisk fællesskab, enhver kan melde sig ind i, hvis han eller hun tilslutter sig de politiske værdier fra revolutionen, og ellers er en aktiv borger. Men samtidig udtaler han, at det først og fremmest er fædrelandskærligheden, som viser om man er ægte franskmand. Denne kærlighed er følelsesmæssigt bundet til fortiden, den kollektive erindring, til kulturelle og religiøse rødder samt til den store krigerhistorie. Den er således rodfæstet til et bestemt nationalt territorium. Fædrelandskærligheden binder folket sammen. Og hvis man ikke i generationer har fået historien ind med modermælken, ja så er der grund til stærkt at tvivle på, om indvandrere kan assimileres.
Le Pen fornægter ikke det politiske borgerbegreb. Men i modsætning til det officielle republikanske tankegods, hvor det politiske borgerbegreb har førstepladsen og kærligheden til fædrelandet indtager andenpladsen, fordi den udspringer af stoltheden over at være borger i landet, så vender le Pen om på rækkefølgen. Først fædrelandskærlighed, så politisk borgerskab. Resultatet bliver, at den fremmede altid vil blive mistænkeliggjort, for man kan ikke teste en indvandrers inderste tanker. Det kunne jo være, at han/hun tænker på sit fædreland hver dag og ikke på de franske historiske rødder!
Og det er her DF kommer ind. Ligesom le Pen er partiet fortaler for et homogent folk med fælles rodfæstet historie, som både henter næring i krigene, i Grundtvig og kristendommen. Fædrelandet er det man dør for, fordi man elsker det, som Peter Skaarup skriver i partiets blad, Dansk Folkeblad. Folket er naturgroet. Det er over flere århundreder groet frem af mulden. Både FN og DF bandlyser ’blandingskulturer’, fordi de ødelægger det sande folks natur. Der bliver således sat lighedstegn mellem natur og kultur både hos DF og FN. Dermed er der også noget, der er unatur, og den besidder de andre, især muslimer. Der etableres således et ’naturligt’ hierarki mellem kulturer. Pga. nazismen er det dog sjældent, at uligheden udtrykkes i racebiologiske termer. I stedet tales der om ’retten til forskellighed’. Interessant nok var det et slagord, som venstrefløjen i 1970erne brugte til at legitimere kampen mod imperialismen. Nu er det FN og DF, der iklæder sig kulturrelativismen som legitimering for udelukkelsen af ’de andre’. Der er ikke tale om ’Endlösing’ af ’de andre’. Men om adskillelse. De skal have lov til at leve i deres egen kultur, uberørt af vestlige værdier. Men så skal franskmænd og danskere og de kristne europæere også have ret til at leve i fred for de andre, som skal holde sig over på den anden side af Middelhavet, hvor de hører til!
Hvor DF afholder sig fra at benytte socialdarwinistiske biologiske termer om folkets natur, så anvendes de hyppigt af FN. For FN er nationen et vitalt princip, hvor den stærke skal vinde over den svage, og hvor nationens fremgang sikres, hvis der sker en udvælgelse af dem, der er bedst egnede til at forsvare nationens naturlige identitet. Denne biologiserende forskelstænkning involverer modsætningen mellem liv og død. Enten er franskmanden ren og ubesmittet, eller også er han dødeligt smittet – af AIDS, som le Pen tit henviser til som den ’afrikanske sygdom, der ødelægger den vestlige verden’. Den fremmede virus må holdes langt væk fra den franske ’krop’, og derfor står der også i partiprogrammet, at franskmændene skal føde flere børn for at forhindre at de ’unaturlige’ muslimer overtager nationen. Desuden skal ’de fremmede’ underlægges ’national særbehandling’, hvad der betyder: nul sociale ydelser. Og det skal indskrives i forfatningen ifølge le Pens præsidentvalgprogram. Så langt går DF slet ikke. Men naturliggørelsen af kultur og kulturel hierarkisering karakteriserer begge partier. Og DF’s ungdomsorganisation samt Mogens Camre er tæt på le Pens ordvalg.
Hvor kommentatorer mestendels har hæftet sig ved Dansk Folkepartis og Den nationale Fronts racisme, udelukkelse af fremmede, og det aggressive ordvalg, så burde man måske snarere fokusere på, hvor defensivt deres nationalisme udtrykker sig. Begge partier udtrykker angst over for ændringer i sociale, økonomiske og kulturelle forhold. De etablerede partier i Frankrig og Danmark har hidtil kun haft to svar på denne angst: enten indoptages de to partiers krav i de store partiers program. Eller også skældes de to partier ud for at være racistiske, fascistiske eller ikke-stuerene. Den første reaktion viser de etablerede partiers afmagt over for ændringer i samfundene. De tror at den hellige samfundsmæssige grav er vel forvaret, når de giver køb på humanistiske værdier. Men den er ikke vel forvaret. Det viser utilfredsheden i begge lande. Og hvis de etablerede partier i stedet falder i ’skældsordsgrøften’, ja så siger de to partiers vælgere, at det var, hvad man kunne forvente af eliten, som for lang tid siden har fjernet sig fra folket.
