Fra Jeanne d'Arc til Pia Kjærsgaard

Den truede republik eller den sande revolution?

Jamen, er le Pen en modstander af republikken, således som demonstranterne fremstillede republikkens tilstand under præsidentvalgkampen? Nej. Han sætter ikke spørgsmålstegn ved selve 5. republikkens institutioner og dermed heller ikke ved demokratiet. Han er ikke en nostalgisk revolutionær, som vil have monarkiet tilbage. Man må snarere karakterisere ham som pessimistisk republikaner, der ikke tror på, at ’de andre’, især ikke muslimer, kan indoptage republikkens idé om frihed, lighed, broderskab og statslig verdslighed. Det er han ikke ene om at tvivle på. Republikkens fortalere på både højre - og venstrefløj nærer mistillid til muslimers evne til at adskille politik fra religion. Men i modsætning til le Pens totale afvisning af muslimers evne til assimilation, så mener de andre republikanere, at et statsligt opdragelsesprojekt kan gøre muslimen til en god verdslig republikaner.

I Danmark er DF (Dansk Folkeparti) eksempel på den totale mistillid og eksempelvis Ralf Pittelkow på det påtvungne opdragelsesprojekt. Men til trods for denne forskel, så ligner de hinanden, fordi de begge opfatter Islam som en statisk og dermed ahistorisk religion, der er totalt udemokratisk.

Det lyder konstant fra le Pen, at republikkens politikere har svigtet republikken, fordi de ikke lever op til det, folket forventer af en republik: sikkerhed, solidaritet og forsvar mod korruption. Han sammenligner politikerne med det enevældige monarkis hofsnoge. Revolutionen er derfor ikke afsluttet endnu. Den har ikke medført lighed, retfærdighed og solidaritet, stik mod hvad revolutionens mål var. Revolutionen er således ufuldendt ifølge le Pen, som kidnapper ’revolutionen’, som de ’stuerene’ republikanere ellers har taget patent på. Le Pen fremstiller sig således som den sande arvtager af revolutionens budskab, men stadigvæk inden for 5. republikkens institutionelle rammer. Han gør sig til fortaler for indførelse af mange folkeafstemninger, som kan give stemme til det sande og sunde folk. Det samme mener for øvrigt de nationalistiske republikanere – fx tidligere præsidentkandidat Chevènement, som ikke bliver mistænkt for at høre til det yderste højre. Le Pen går ikke ind for afskaffelse af det repræsentative demokrati; men han udtaler, at det er i så dårlige hænder, at det direkte demokrati bedre repræsenterer det gode folk. Le Pen og de franske trotskister er enige heri. Og det er Pia Kjærsgaard og Søren Søndergård fra Enhedslisten også.

Republikken skal sikre både indre og ydre sikkerhed. Det er en gammel republikansk ide, som bl.a. Macchiavelli gjorde sig til talsmand for. Her tager le Pen også fat. Hans hovedbudskab er, at Frankrig hærges af kriminalitet. Det samme budskab er at høre fra næsten alle partier i Danmark om situationen i Danmark. I en opinionsundersøgelse, der blev foretaget mellem første og anden præsidentvalgrunde 2002, svarede le Pens vælgere, at det først og fremmest var samfundsmæssig usikkerhed, der forårsagede, at de stemte på le Pen. Arbejdsløshed, kriminalitet og ’de fremmede’ var de største problemer. På spørgsmålet om hvorvidt vælgerne mente, at politikerne forsøgte at gøre noget ved disse problemer, var svaret et overvældende nej. Hvad er det så le Pen kan tilbyde de franskmænd, der føler sig udstødte af det nationalstatslige sammenhold og truet af ’de andre’? Han tilbyder genindførelse af dødsstraffen, som blev afskaffet i 1981. I præsidentprogrammet står der intet om, hvordan dødsstraffen skal udføres. Guillotinen blev sat på museum i 1981. Måske skal den bringes til ære og værdighed igen!

Le Pen lover, at de identitetsløse og fattige skal blive de første, når de nordafrikanske ’smittebærere’ er blevet smidt ud af landet. Utallige gange henviser le Pen til slaget ved Poitiers i 732, hvor den franske konge, Karl Martel, standsede den arabiske invasion. Ergo: kun en stærk leder kan lukke vindebroen for muslimerne og føre masserne ind i den evige fred, i paradiset, hvor der alle er lige - om ikke for Herren - så for le Pen og for republikken. Le Pen tilbyder således en trygheds- og retfærdighedsideologi på linie med kommunismen. Le Pen er således svaret på kommunismens og socialismens falliterklæring over for den sociale og identitetsmæssige krise. Han garanterer også, at den ydre sikkerhed kan sikres, hvis grænserne holdes fast lukkede over for ethvert forsøg på afgivelse af fransk suverænitet. Ifølge le Pen er EU derfor også noget fanden har skabt og WTO (Verdenssamhandelsorganisationen) burde lægges i mølposen. Med fynd og klem er det indskrevet i le Pens præsidentvalgprogram.

Men denne modstand mod euro-globaliseringen er et gennemgående træk for nationalistiske republikanere. Tænk bare på de Gaulle! Der er derfor ikke noget særligt politisk eksplosivt ved den del af le Pens budskab. Det er der først fra det øjeblik, hvor det kobles sammen med spørgsmålet om immigration og den nationale identitet. Det er spørgsmålet om definition af den nationale identitet, der får folk ud at demonstrere mod le Pen. Det gør de, fordi et flertal mener, at le Pen ikke er stueren, idet han definerer den franske nation primært som et etnisk fællesskab, der udelukker ’de fremmede’. Og det er stik mod den revolutionære lærdom. Man kan ikke forestille sig, at danskere går i demonstration mod Pia Kjærsgaard, fordi hun definerer danskerne som et etnisk fællesskab. For sådan defineres den danske nation! Når danskere protesterer imod stramninger af indvandrerlove, så sker det først og fremmest af humanistiske årsager. I Frankrig demonstrerer man, fordi man er stolt over, at landet i modsætning til andre europæiske lande har defineret sig som en politisk nation, der bør være forbillede for andre lande for at undgå etniske konflikter.

NÆSTE SIDE

TILBAGE