Fra Jeanne d'Arc til Pia Kjærsgaard: Populismen er kommet for at blive
|
|
Le Pen og Kjærsgaard – de er kommet for at blive
Det yderste højre, det radikale højre, det populistiske højre, det fascistiske højre. Således kaldes Den nationale Front og andre lignende partier i Europa. Men disse betegnelser dækker ikke de nye partiers programmer. De er hverken nazistiske, fascistiske eller radikale. De ønsker ikke en omstyrtning af staten eller sammensmeltning af fagforbund, parti og stat. De vil have nok have mere stat; men det vil de for at kunne beskytte sig mod euro-globalisering og immigrationen. En stærk stat og en velbevogtet grænse skal der til, for at velfærden kan komme den nationale befolkning til gode. Et sådant vælgerkrav burde være velkendt for alle veletablerede partier.
Er de nye partier ”populistiske”? Hvis man skal dømme efter mediernes og de veletablerede partiers udsagn, ja så går der nu et populistisk spøgelse igennem Europa. Hvad er så populisme? Alt hvad det veletablerede status-quo parti ikke bryder sig om at høre. Da der er yderst delte meninger om, hvad man frygter, ja så er der også forskellige definitioner af populisme. Man er populist, hvis man udtaler, at der er en stor kløft mellem elite og folk, mellem (euro)teknokraten og den ’lille’ kvinde/mand. Man er også populist, hvis man er fortaler for en homogen nationalstat som i det atten hundredtallet. Populist er man, hvis man udtrykker voldsomme følelser og ikke velovervejet rationalitet. Endelig er populisten den, der forsimpler komplekse økonomiske, sociale og politiske forhold.
Hvis man vender denne argumentation på hovedet, ja så får man ’rigtig politik’, som de etablerede politiske partier ser sig som bærere af. ’Rigtig politik’ karakteriseres således ved rationalitet, multikulturalisme, kompleksivitet og lighedsprincip. Men problemet er, at ingen af de gamle partier lever op til denne ’rigtige’ politik. De er alle en blanding af de forskellige udgaver af populisme og såkaldt ’rigtig politik’. Og denne blanding udtrykkes i ordet pragmatisme, som Tony Blair ynder at bruge i sine taler. ’Skridt for skridt’ politikken uden nogen fremtidsvision præger pragmatikeren, som derfor altid kan skifte hest i det politiske vadested og dermed få opbakning fra diverse politiske sider. Den tidligere franske socialistiske statsminister, L. Jospin, troede han kunne gøre Blair kunststykket efter. Men da han under valgkampen udtalte, at han tilbød franskmændene modernitet, ja så var hans potte ude. Modernitet for de udstødte og arbejdsløse betyder tilpasning til globalisering og EU-projektet. Det er ikke just den julegave disse grupper ønsker. De vil tværtimod forandring, ikke radikal forandring, men: en anden distribution af de materielle goder. De taler ikke om klassekamp, men om nationens kamp imod kosmopolitisme, multinational kapital, globalisering og fremmede, der tager deres job. God gammeldags socialdemokratisk idégods! Men de, der stemmer på Le Pen og såmænd også på Dansk Folkeparti, siger, at de hverken hører til højre eller til venstre. De udgør en tredje vej: nationens vej. I Danmark er denne vej repræsenteret i folketinget med 22 mandater. I Frankrig er Den nationale Front ulykkeligvis ikke i parlamentet, fordi valgene foregår af to omgange i enkeltmandskredse. Hvis ikke nogen kandidat har fået over 50% i første runde, skal der en anden runde til. Hvis ikke man i første runde har fået 12,5%, har man ingen ret til at stille op i anden runde. Og det forårsager, at le Pens parti ikke repræsenteres.
Hvad skal der gøres? Det yderste venstre foreslår selvfølgeligt, at klassekampen må på den politiske dagsorden igen. Men de udstødte og arbejdsløse solidariserer sig ikke med venstrefløjens klassekampstema. For hvem er den udstødte og arbejdsløse i klasse med?
Højrefløjen foreslår, at nu må individet i centrum for al politik. Men det er præcist individualitet, det såkaldte yderste højre frygter. Det kræver i stedet national kollektivitet.
De nye partier, som de veletablerede partier frygter, fordi de æder sig ind på deres vælgere, er givetvis kommet for at blive. Det gælder om ikke at dæmonisere dem, men at gå ud i det sociale rum for at forstå angsten og finde konkrete løsninger. Det gælder om, at de gamle partier åbent diskuterer, hvordan relationerne mellem nationalstaterne, EU- integrationen og globaliseringen skal udvikle sig uden at der produceres magtesløse mennesker. Hvis ikke det gøres, er risikoen stor - især i Frankrig - for voksende samfundsmæssig vold og grus i EU-udvidelsesmaskineriet. Det ville derfor være klogt, hvis Frankrig indførte proportionelle valg til parlamentet. Kun på grundlag af repræsentation, politiske visioner og konkret socialt arbejde i ’marken’ er der mulighed for at afmontere den negative nationalisme, som udelukker andre.
