|
|
De arabiske kort - og jokerne i spillet
Der er stor modstand i EU mod en egentlig europahær. EU betragtes først og fremmest som en civil magt, der netop rydder op efter USA's krige med økonomisk hjælp og eksport af demokrati. Vil det derfor lykkes Chirac at overbevise de andre europæiske lande om nødvendigheden af at opbygge et stærkt 'franskfarvet Europa'? Næppe. Der er i mange europæiske lande en mistanke om, at Frankrig kun vil mele sine egne udenrigspolitiske interesser lige som USA. Kunsten for Frankrig vil være at få udfoldet sin vision om et 'europæisk Europa' i konsultation med de andre europæiske lande.
Men under alle omstændigheder vil fremtiden givetvis være præget af kampen mellem 'det nye Europa' samt Storbritannien, som er NATO- og USA-venlig, og så 'det gamle Europa', der er splittet i holdninger over for USA. Denne splittelse internt i Europa og mellem Europa og USA vil måske sætte fart i den europæiske udbygning, fordi EU er bekymret for at hele projektet trævles op pga. uenigheden. Man kan derfor forvente, at der i nær fremtid vil komme tysk-franske forslag om uddybningen. Og det gør der engang i april 2003. Men hvem har magt til at definere post-Saddam perioden i Mellemøsten? Her har Frankrig ikke for gode kort, hvis krigen hurtigt bliver overstået. Hvis den tværtimod varer lang tid, ja så kan Frankrig hævde, at det havde ret i sin modstand mod krigen.
Betalingen kan være pres på USA for igangsættelse af fredsprocessen mellem Israel og De Palæstinensiske Myndigheder, således som Mitterrand krævede det i 1991, hvad der var medvirkende til at sætte Oslo-processen i gang. Hvis fredsprocessen kommer i gang efter krigen, vil Frankrig igen kunne fremstille sig som brobyggeren mellem USA, EU og de arabiske lande. Men hvis ikke det sker, ja så vil Frankrig have tabt sine arabiske kort.
Frankrigs holdning til Irak-krisen må forstås på grundlag af visionen om ligeværdighed med USA, skabelsen af et 'Europe européenne' samt en arabisk politik, der ikke er underlagt amerikanske Mellemøstpolitik. Ligeværdigheden med USA kan kun opnås, hvis et 'Europe européenne' materialiserer sig. Det var de Gaulles vision og med ham alle de senere præsidenters. Men mon ikke Chirac nu er bekymret for, om det er T. Blair der sidder med nogle jokere? Blair har sagt, at den israelsk-palæstinensiske konflikt skal behandles så hurtigt som muligt. Og hvor er så Frankrig henne, hvis det er Blair og Bush, der vinder krigen? Det er et højt spil med letantændelige tændstikker, Chirac har spillet. Der er vist ingen tvivl om, at Chirac vil kæmpe med næb og klør for at have ret mange fingre med i defineringen af Mellemøst-politik. Hvis ikke Frankrig kommer til at spille en rolle både i uddybningen af det europæiske forsvars- og udenrigspolitik samt i Mellemøsten, kan man forvente et udenrigspolitisk uroligt Frankrig.
SPØRGSMÅL/KOMMENTARER TIL FORFATTEREN?
SPØRGSMÅL FX TIL UNDERVISNINGSBRUG
Referencer:
C. A. Kupchan: "The End of the West" i The Atlantic Monthly, November 2002.
P. Boniface: La France est-elle encore une grande puissance? Paris, Presses de Sciences PO, 1998.
Foto: COPRI
