|
|
Mellem kattelem og kattepine
Mitterrand nærede ikke de samme bekymringer som Chirac i forhold til USA's fortolkning af situationen I Mellemøsten. Men Golfkrigen i 1991 og den mulige krig i foråret 2003 har ikke den samme struktur. Dels krænkede Irak Kuwaits suverænitet, dels har 11. september forandret den internationale situation. Chirac udelukkede ikke fransk deltagelse i en krig mod Irak. Han holdt en kattelem åben indtil februar 2003. I den måned lukkedes kattelemmen, som han havde holdt lidt åben siden foråret 2002. I hver eneste tale om Irak havde Chirac udtalt, at krig altid var tegn på fiasko samt den dårligste løsning. Men samtidig havde han også erklæret, at krig kunne vise sig at være den sidste udvej. Kort tid efter nytår holdt han således en tale til de franske generaler, i hvilken han sagde, at militæret skulle holde sig parat i tilfælde af en mulig krig. Den franske forsvarsminister, Michèle Alliot-Marie, fulgte trop med en udtalelse om, at hvis Irak havde masseødelæggelsesvåben, så skulle de ødelægges.
Disse udsagn var ganske tvetydige. Og det var lige præcist meningen med dem. De, der var totalt imod en krig, kunne tolke udsagnene som udtryk for fransk vilje til inddæmning af Irak på grundlag af afvæbning og klogt diplomati. De, der frygtede, at Frankrig ville blive isoleret, hvis Frankrig ikke støttede USA, kunne forstå udtalelserne som opbakning til krig, hvis/når Saddam ikke levede op til resolution 1441 eller en ny resolution. De tvetydige udtalelser kunne således forstås både som udtryk for en specifik fransk arabisk politik og for solidaritet med de vestlige værdier, som materialiseredes i støtte til USA.
Chirac havde nok en kattelem åben indtil februar 2003; men han var i en kattepine. En støtte til et amerikansk inspireret mandat ville svække fransk politik i Mellemøsten og Nordafrika, hvor de franske traditionelle partnere som Syrien, Libanon, Egypten og Marokko er modstandere af krigen - hvor de i 1990-1991 var tilhængere. Der var derfor en mulighed for, at Frankrig ville vælge at afholde sig fra at stemme for en ny resolution i Sikkerhedsrådet, som ville give hurtigt grønt lys for militær intervention. Men det ville jo betyde, at Frankrig ikke havde nogen holdning. Og det ville være ydmygende for Frankrig, som opfatter sig selv som den nationalstat, som gør en udenrigspolitisk forskel internt i EU og dermed over for USA. Frankrig valgte at gå hele linen ud. Det truede med at nedlægge veto, hvad der kom som en stor overraskelse for stort set alle kommentatorer men også for forskerne. Kun i forbindelse med Suez-krisen i 1956 havde Frankrig nedlagt veto mod amerikansk udenrigspolitik. Det nedlagde ikke veto nu, men det truede med det. Det var så alvorlig en trussel, at USA og Storbritannien som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet valgte ikke at fremlægge en ny resolution om nødvendigheden af at gå i krig. I stedet gik de i krig med støtte fra bl.a. Danmark.
T. Blair, J.M. Aznar og Bush var derfor heller ikke sene til at udtale under deres fælles møde på Açorerne d.16. marts, at det var Frankrig og Rusland, der havde forhindret et FN-mandat. Men sådan tolker den franske politiske elite ikke situationen. Det er de andre der er skyld i, at der ikke blev givet mere tid til våbeninspektørerne, som ifølge Frankrig var godt i gang med et konstruktivt samarbejde med Saddam. Beskyldningerne fyger således gensidigt over Den engelske kanal og Atlanten Men Frankrig har et stærkt kort: Chirac har overvældende opbakning til sin klare afvisning af Irak-krigen. Men spørgsmålet er, hvordan Chirac nu klarer både at være uden for Irak-krigen og alligevel være med, når det kommer til det øjeblik, hvor post-Saddam styret skal opbygges, og regningen for krigen skal betales. I sidste uge af marts meddelte Frankrigs FN-ambassadør, at Frankrig ville hjælpe med sin ekspertise inden for biologiske våben, hvis Irak bruger sådanne våben. Et sådant udsagn signalerer, at Frankrig er rede til en vis form for involvering i de humanitære aspekter af krigen. Og det kan deltage heri, da Frankrig har viden om beskyttelse mod disse våben, da det selv besidder biologiske våben.
Foto: COPRI
