|
|
Krig: med eller uden Frankrigs stemme i FN?
Afdøde Mitterrand sluttede op om den amerikansk ledede krig mod Irak i 1991. Men krigen blev også ført med et FN-mandat. Det kostede ham hans forsvarsminister J.-P. Chevènement, som tog sin afsked i protest mod krigen. Men bortset herfra fik Mitterrand opbakning til krigen. Det gjorde han dels på grund af FN-mandatet, dels fordi han under hele optrapningen til krigen nøje havde understreget, at Frankrig samtidig skulle bevare sin ret til at tage selvstændige initiativer i forhold til Israel-Palæstina konflikten samt til hele Golf-regionens problemer.
Derfor foreslog Frankrig i september 1990 en etapeløsning for Irak-krisen inden for rammerne af en FN-resolution. Først skulle Irak vise sin vilje til tilbagetrækning. Derefter skulle den militære tilbagetrækning begynde og Kuwait skulle afholde demokratisk valg. Tredje etape skulle bestå i dialog mellem alle Mellemøstens stater for at finde en løsning på de regionale konflikters dybereliggende årsager. En sådan dialog skulle munde ud i en international konference, som skulle garantere udførelsen af de vedtagne forslag. Endeligt skulle man forsøge en gensidig våbennedrustning fra Marokko til Iran. Samtidig udfoldedes der diplomatiske initiativer over for alle de arabiske stater med henblik på at presse Irak til tilbagetrækning fra Kuwait. Intet lykkedes. Men den franske politik havde vist selvstændighed.
Da Irak ikke opfyldte nogen af kravene tilsluttede Frankrig sig uforbeholdent den militære operation. Chiracs politik over for Irak-krisen er ikke væsensforskellig fra Mitterrands Irak-politik i 1990-1991. Man kunne indvende herimod, at Mitterrand jo hurtigt sluttede op om forberedelserne til krig, hvorimod Chirac stak en kæp i amerikanernes hjul. Men selve grundstrukturen i politikken er den samme. Både Mitterrand og Chirac insisterede på nødvendigheden af franske selvstændige initiativer så som at den palæstinensisk-israelske konflikt skulle løses samt at en krig skulle have et FN-mandat.
Siden Den kolde Krigs ophør har Frankrig konstant understreget FNs globale betydning. Under Den kolde Krig derimod tilskrev ingen af de franske præsidenter FN den store betydning. Især de Gaulle havde kun hån til overs for FN, som han kaldte ’le machin’ (duppedit), fordi supermagterne dominerede I FN. Men nu hvor det handler om at ’inddæmme’ USA, opfattes FN som den eneste organisation, der som den eneste legale og legitime vogter af overholdelse af internationale normer og regler, kan reducere amerikansk magt og tilskrive Frankrig magt. Frankrig kan I FN fremstille sig selv som en global aktør, der er bevidst om sit internationale ansvar i modsætning til USA, der - set fra et fransk synspunkt - bruger FN til at fremme egne interesser. Frankrig ’glemte’ under hele Irak-krisen, at Kosovo-kampagnen, som Frankrig deltog i, blev iværksat uden FN-mandat. Frankrig kan dermed - ligesom USA - udmærket undvære FN, når det drejer sig om at eliminere en opfattet sikkerhedstrussel.
Men Irak-krisen satte den globale verdensorden på spil. Den drejede sig om hvem der havde definitionsmagten til at udpege et land som en trussel for hele menneskeheden. Fordi G. W. Bush konstruerede Irak-krisen til at være et globalt problem, trådte Frankrig frem, som den magt, der ville en fredelig global orden I modsætning til USA. Men når nu FN spiller den store rolle i konfliktløsning på globalt plan, hvorfor sluttede Chirac så ikke op om USA's fortolkning af resolution 1441?
Foto: COPRI
