ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

8. Symbiose eller splittelse?

Jeres konklusion er, at brydningsmønstret bliver det samme i den næste konflikt. Hårdt trukket op: kommer der en krig mod Syrien eller Iran så vil brikkerne falde som sidst. Er der brikker, der i særlig grad står og vipper i retning af at falde til den anden side?

HM: Ikke så vidt jeg kan se - jeg ved ikke hvad det skulle være for nogen. Men det, der er det afgørende, det er jo at det ikke er sikkert at vi har den rå geopolitik til den tid. Det må vi ligesom se først. Dét om vi har den rå geopolitik - eller den EU-filtrerede det kommer jo an på hvilket scenario, der har sejret forinden. Lad os sige, vi har en demokratisk administration i Washington og terrorismen har været for nedadgående eller helt aftaget; vi har mere amerikansk multilateralisme igen – så har vi igen en symbiose på plads mellem USA og Europa. Men med en fortsat terrorisme - og dér tror jeg i og for sig ikke at administrationens farve i Washington nødvendigvis betyder så meget - så har vi altså en fortsat splittelse. Og hvis vi har det, SÅ er det vi siger: så vil landefordelingen være nogenlunde den samme. Men vi siger ikke, at vi ved om det bliver det ene eller det andet overordnede scenario - splittelses- eller symbiosescenariet. Fordi det kommer an på ting, som er eksogene for modellen - fx terrorismen.

Men hvis den fortsætter, så lægger det pres på enhver amerikansk administration, hvad enten den er demokratisk eller republikansk. Dét vil føre USA ind på en politik, der skaber splittelse mellem USA og Europa - og i DEN situation så falder brikkerne i Europa nogenlunde som sidst?

HM: Ja. Det er det, vi siger.

Betyder terrorangrebet i Madrid at terrorismen vil forblive på dagsordenen - fx i opløbet til det amerikanske præsidentvalg?

HM: I forhold til terrorismen som eksogen størrelse er Madrid jo ret afgørende. Det, der kunne genetablere den atlantiske symbiose var som sagt en aftagende terrorisme (underforstået: direkte mod USA), især selvfølgelig hvis vi får en demokratisk administration i Washington. Så var indvendingen (før Madrid): hvad hvis Europa får sit 11.september? Så er der jo pludselig langt mere 'symmetri' i tingene, og så vil den atlantiske forståelse hurtigt genetableres. Så kommer Madrid 11/3. 'Objektivt' er det Europas 11.september: en EU-hovedstad, endog et af de større EU-lande, ganske vist betydeligt færre dræbte end 11/9, knapt så spektakulært, men alligevel: hvad forlanger man? Kombineret med terrorangrebene i Tyrkiet ligner det næsten en knibtangsbevægelse mod Europa.

Men hvad ser vi? Jeg synes allerede nu, en uge efter, at man kan sige: 11. marts blev ikke 11.september. Der indtrådte ikke nogen krigspsykose i Europa. Der blev ikke erklæret 'krig mod terrorismen'. Alle solidaritetserklæringer og sympati til trods: man ser ikke rigtig nogen europæisk 'vi-følelse'. Det hedder sig f.eks.: 'næste gang kan det være os, det rammer'. Underforstået: os danskere eller os tyskere. Men det var altså ikke 'os', der blev ramt denne gang; det var 'dem dernede'. Der har vi i en nøddeskal forskellen til USA. Apropos USA: Bush har sagt det, han 'skulle', men f.eks. de tænketanks-analyser, jeg indtil nu har set, virker ganske 'afslappede', næsten flegmatiske. (Det kunne iøvrigt være interessant, hvis nogen systematisk ville studere den amerikanske pressedækning af 11/3 og sammenligne den med den europæiske dækning af 11/9).

Hvad betyder den eksplicitte neutralitetstradition i Schweiz, Østrig, Sverige og Finland? Den har vel kun været meningsfuld indtil for 15 år siden - hvis overhovedet - så hvordan kan den stadig spille så stor en rolle?

HM: Bl.a. af indenrigspolitiske grunde. I det svenske politiske spektrum ligger man jo sikkerhedspolitisk - i gåseøjne: "til venstre" for Danmark. Der er en inerti: politikerne vil ikke pådrage sig den omkostning, som det ville være at skulle have meldt Sverige ind i NATO. Der kan man gå meget i detaljer med visse årgange i det socialdemokratiske parti og deres socialisering, men der ingen tvivl om at der vil være en omkostning. Mens hvis man bare kører videre uden at foretage sig noget --- det er ligesom det nemmeste.

Måske er der også en kompensationseffekt? Al den stund man ER gået ind i EU og EU ER ved at udvikle en udenrigspolitisk dimension, så bliver det måske dobbeltvigtigt for den svenske selvforståelse at stå udenfor NATO?

HM: Jo. Og så håbe på at EU så kan fungere i den kapacitet. Men man var jo faktisk godt på vej til den modsatte side i 96-97, hvor Sverige konkurrerede meget med Danmark om at være mest USA-positiv og overtage en central rolle i Østersøen. Hvem kunne først få Clinton på besøg? Det gjorde så Danmark, men der var de ligesom inde at konkurrere med os om at være centralmagten i den sydlige Østersø.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: U.S. Air Force