ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

7. USA - for en sikkerheds skyld

Hvordan fungerer det geografiske imperativ - for nu at bruge et stort ord? Nogle vil jo sige: Geografien er OPHØRT med at eksistere. Amerikanerne oplever det jo militært - man kan drømme om dagen hvor de kan gå i krig med Irak fra baser på deres eget kontinent. Så hvorfor spiller geografien overhovedet en rolle? At vores verdensbilleder bliver dannet, når vi ser på kortet? At vi tidligere har ligget under for geografien - og dét afspejler sig i traditioner?

HM: Ja. Dels har vi sådan et mental map - et indre billede, som også kan være historisk betinget. Men det afgørende er så, at der har været nogle historiske situationer, som har lejret sig i befolkningen - i den politiske kultur - som har tilsagt fx at Danmark skal passe på den store nabo mod Syd. Det har så aflejret sig gennem en 100-års periode - og det vil sige: det er en eller anden rygmarvsrefleks dér, som så bliver forstærket når man siger: 'Nu kan der så komme en tysk-fransk blok i en fremtidig Europaunion - og dér vil vi blive marginaliseret'. Der er givetvis et element af et mentalt billede.

Men er det ikke KUN det mentale billede? Nu er det jo et faktum at det meste af vores samhandel er med vores umiddelbare geografiske naboer osv. - så geografien spiller selvfølgelig en rolle. Men vil du end ikke sige at geografiens betydning er for nedadgående - at vi trods alt vil vente at den vil betyde mindre om 10 år, fx?

HM: Nej, det tror jeg ikke på. Man kan vende det om og sige, geografien betød faktisk MINDRE under Den Kolde Krig. Man kan, som en amerikansk forsker har foreslået, tale om en territoriets genkomst eller genopvågnen. Under den bipolære struktur sad man og spejlede sig i Muren: pludselig opdager man, "Hvad pokker? Spejlet er væk! Hvem er for resten vores naboer?"  Oveni det er så kommet en modgående trend med sikkerhedspolitikkens globalisering i kølvandet på 11/9 og terrorismen; men de to modsatrettede trends – territorialisering og globalisering – går faktisk hånd i hånd i dag.

Så man er gået væk fra den sort-hvide enten/eller-opdeling, hvor spørgsmålet stoppede ved om man var i den vestlige eller østlige lejr. Mens billedet i dag er mere komplekst?

HM: Ja, det er det jo. Hvor du ligger betyder noget på en helt anden måde. I det gamle øst-vest-spejlbillede var man på den ene eller den anden side. Tag Polen: i dag har de så pludselig 9 naboer, som de kan spille ud mod hinanden. Under Den Kolde Krig var der en unipolaritet i Warszawa, baseret på: Moskva. Dvs. at det meste skulle den vej igennem. I og med at du havde den spejlopdeling af Europa ophævede du i en vis forstand det geografiske: fordi de små allierede ligger tæt på frontlinien er det ikke så vigtigt præcis hvor de er placeret.

Så geografien spiller stadig en rolle for Vesteuropa? Også for Danmark?

HM: Ja. Danmarks bestræbelser har jo så været, at bygge nogle buffere omkring sig, så du kan sige vi har cementeret vores position ved at vi har fået balterne og Polen ind i både EU og NATO; og det vil sige: Vi er ikke længere frontlinjestat. Så der har vi haft en egeninteresse i ligesom at gemme os bag andre - og dermed undgå at være frontlinjestat. Men det er da rigtigt at det har så nogle andre implikationer nu, hvor vi så er blevet 'riget i midten' - i hvert fald i en EU-sammenhæng. At vi ikke behøver tænke så geopolitisk, fordi vi ikke længere ligger i yderkanten.

Hvor meget rationelt belæg er der i at køre de her betragtninger? Hvor meget rationel interesse har vi overhovedet i fx at stå os godt med Washington? Fordi hvis vi ikke HAR påtrængende sikkerhedsproblemer - så kan vi godt overveje hvilken polaritet systemet har og hvad der i givet fald er vores 'rigtige' opførselsmønster, men der er trods alt forskel på at have og ikke have problemer. Hvis det kun er et spørgsmål om status i Washington og hvor gode pladser vores ambassadører har ved middagsselskaberne, hvorfor spiller det så overhovedet en rolle?

HM: Fordi man tænker sådan meget 'for en sikkerheds skyld'. Man tænker prestigemæssigt - uden nødvendigvis at det betyder noget konkret. 'For en sikkerheds skyld' er det bedst at stå sig godt i Washington - fx.

Er det et perspektiv, som er blevet styrket efter 11. september? Nogle har omtalt 90erne lidt som en belle epoque - en slags guldalder, hvor man troede at krig og konflikt var forsvundet. Selvom det så godt kan være at det er sværere - både i København og Washington - at se PRÆCIS hvordan amerikanerne skal bære sig ad med at beskytte os.

HM: Jo. Argumentet er jo så at først, så lykkes det os at bygge de her buffere uden omkring Danmark - først NATO's udvidelse og så EU's udvidelse. Men så kommer terrorismen, som vi får ind på livet, og man siger: 'Vi kan altså blive ramt af terrorisme - ligegyldigt om vi ligger inde midt i eller ude i kanten - dét er fuldstændigt ligegyldigt’. Det er klart - så kan du tale om en belle epoque og det modsatte.

Regeringen kan jo have to motiver: enten det historiske betingede - vi vil gerne stå os godt med USA. Eller også: der ER kun USA til at opretholde retsordenen - vi er nødt til at deponere vores sikkerhed hos dem. Man har jo anvendt begge argumenter - på den ene side er regeringen jo fx blevet beskyldt for at ville gøre fodnoteperioden god igen  (det historiske), på den anden side har regeringen og Statsministeren ikke lagt skjult på at han hellere betror landets sikkerhed til Washington end til Berlin eller Paris.

HM: Netop, som statsministeren siger i nyudgaven af sin egen bog ’I godtvejr og storm’ fra sidste år, så føler han sig sikkerhedspolitisk meget på linje med de nye medlemslande og dermed som en del af Rumsfeld’s ’Ny Europa’.

Men man kan spørge om det er det historiske, eller det nutidige, der vejer tungest?

HM: Man vil jo gerne tænke nutidigt, men derfor er det ikke sikkert man gør det. Men igen må man sige: det filtrer ind i hinanden - det nutidige og det fortidige. Fordi hvis Holland balancerer mod Tyskland ved at gå ind for en britisk-amerikansk tilstedeværelse i Europa, så kan du ikke se om det er fordi Holland plejer at gøre sådan, eller fordi det - den dag i dag - er en god ting at gøre, geopolitisk. Du kan ikke se om det er fordi man tænker tilbage på en bestemt situation, hvor det var klogt at gøre sådan - eller det er ved at sige, 'Magtforholdene er stadigvæk sådan'. Et dansk eksempel: Vi er bange for tyskerne - men er vi det, fordi de er der den dag i dag - eller fordi vi har de og de ganske bestemte historiske oplevelser.

Når du siger det er svært at skelne mellem fortid og nutid som årsagsvariable, ligger der så i det at geografien - fordi den ikke ændrer sig - er lettere at bruge som forklaring?

HM: Ja, den kan være nemmere - mere overskuelig, på sin vis. Men problemet er heller ikke stort, hvis tingene trækker i samme retning. Hvis fx det at nogle af de østeuropæiske lande lever med fortidens spøgelser i form af Sovjetunionen trækker i samme retning som deres alliancebestræbelser i øvrigt gør i vore dage så er der ikke det store dilemma for beslutningstagerne. Men hvis pludselig man skal ændre kurs - og skal noget andet end man tidligere har skullet, så kan befolkningen være en inertifaktor, fordi den vil sige: "Dem dér kan vi i hvert fald ikke slutte fred med!" Eller, "De er vores arvefjende!", som vi ikke kan være gode venner med. Så i den situation - hvor man så som elite skal ændre noget, kan det være svært. Fordi der så historisk er nedsænket nogle fjendebilleder - eller det modsatte: det kan også være at der er nogle venskaber, som fx de nordiske (der nu ikke er så aktuelle).

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: U.S. Air Force