ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

6. Danmarks ofrer FN

Nu har I tre undtagelser i modellen - Slovenien-Kroatien, Bulgarien og Norge. I siger at Norge som Danmark har både en stærk atlantisk holdning og en FN-binding - hvor begge dele betragtes som væsentlige brikker i den udenrigspolitiske identitet. Men Norge valgte her USA fra - og vi valgte USA til. Hvor man vel under Den Kolde Krig ville have talt om den modsatte tendens - at Norge måske lige præcis var et nøk mere pro-atlantisk end Danmark, ikke?

HM: Jo, det ville man sige.

Hvor langt har Danmark været fra den situation, sådan at vores traditionelle FN-binding havde trumfet vores atlantiske forhold?

HM: Den har vi ikke været i nærheden af. Og det var vi heller ikke i Kosovo, hvor der jo heller ikke var FN-mandat på.

Men oppositionen - Niels Helveg fx - giver udtryk for at Irakkrigen var en engangsforeteelse. Det ville man ikke kunne gøre igen. Jeg antager, der ligger i hans argument at når den nuværende regering reflekterer over konsekvenserne vil man ikke gå den samme vej igen. Og hos ham er der jo prioriteringen af FN-siden ikke?

HM: Jo. Men det er klart: fra Helvegs side, det kan ikke undre - det er de Radikales vante aksiom. Det er mere hypotetisk hvad en Nyrup-regering havde gjort; derimod tror jeg ikke en Lykketoft-regering var gået med. Nu er det jo så også to undtagelser - to gange vi er gået med. Én gang er ingen gang, men to gange er mange gange, Ikke?

Er det slet ikke smertefuldt for Danmark at ofre FN, hvis det er det, man har gjort?

HM: Jo, men det er jo en prioritering, der kun bliver synlig, hvis situationen presser os til det. En af grundene - den er selvfølgelig sådan rimelig magtkynisk - det er at sige at Danmark opfatter sig ikke længere reelt som småstat. Under Den Kolde Krig, hvor vi var lille og en frontlinjestat, der er FN selvfølgelig af utrolig stor betydning, fordi man kan tage den blå hjelm på og ligesom være verdens samvittighed - gå ud og ligne Sverige lidt, og efterligne svenskerne idet man ligesom 'står over bipolariteten', moralsk i hvert fald. Spille dét kort. Men det har ligesom mistet sin betydning, nu hvor NATO er blevet den sejrende i den konkurrence der er ræsonnementet altså at vi er ikke så udsat, så vi behøver have det ekstra renommé.

Så vores FN-venlighed handlede mere om vores egen fornemmelse af sårbarhed?

HM: Ja. Ikke forstået på den måde at FN var sådan et skjold for Danmark selv - for der havde vi jo så NATO til det - men vi har ligesom kunnet markere os ideologisk via FN, score point hos 3.verdenslande. Vi har ikke på samme måde brug for den markering som vi havde tidligere.

Lige præcis dér vil både Socialdemokratiet og de Radikale sige, at de ønsker det omvendte: at FN skal være MERE central end nogensinde før. At man efter Den Kolde Krig kan realisere løftet om den internationale retsorden, som har hængt i luften i 60-70 år.

HM: Jaja, det er Peter Munchs gamle vision om en international retsorden - med ræsonnementet om at man - når man står uden egne magtmidler af betydning - ville have fordel af den. Så er det altså vi ser, at når det kommer til stykket så er Danmark jo med til at underminere den fordel ved at blæse på visionen.

Er vi det? Har regeringens argument ikke netop været - som USA har insisteret - at hvis ikke man var gået ind mod Irak, og havde valgt at straffe Hussein for ikke at følge resolutionerne, SÅ havde man netop svækket FN? At organisationen så havde stået svagt, fordi man havde udstillet for verdenssamfundet - og altså også for slyngelstaterne - at FN var handlingslammet?

HM: Ja, det er jo en måde at argumentere på - jeg er ikke sikker på at den er rigtig. Fordi det er trods alt en ydmygelse for FN at man bliver sat udenfor - når man nu har sine våbeninspektører i gang med at undersøge det her og de trods alt gør fremskridt, ikke? At sige, 'vi behøver ikke noget nyt FN-mandat', det er trods alt at gøre organisationen noget overflødig. Men du kan selvfølgelig altid sige, at 'det er så i FN's ånd man handler' - det er klart du kan diskutere dét.

Udenrigsministeren brugte udtrykket "FN-forankring".

HM: Det gjorde han, ja. Men det var så også en måde at trække tiden ud på - for ligesom at se tingene an: hvis nu det landede rigtigt, så kunne man bare sige, 'vi har ikke ofret noget som helst - vi har stået helt fast på vores FN-prioritering, og der har i virkeligheden ikke været noget valg'. Men så blev han tvunget ud i en prioritering, da vandene så skilles ad.

Men hvis jeres tese skal holde, så betyder det jo også at i det øjeblik vi får en Socialdemokratisk regering - opinionstallene tegner på det - så vil den i virkeligheden føre den samme politik: De vil ikke prioritere FN over det atlantiske forhold - fordi geografien er trumf.

HM: Ja. Men det kan så være, at man ikke bliver tvunget ud i de samme prioriteringer.

Men HVIS man bliver det - hvis en socialdemokratisk-radikal regering skal tage stilling til en krig mod Syrien eller Iran - hvad så?

HM: Ja, så vil jeg tro man vil gøre lige sådan som vi har set her. Men med betydelig mindre fornøjelse - det radikale bagland vil være vanskeligt at overtale, men det var det jo også i Kosovo.

Kunne man risikere at Danmark så valgte som Holland gjorde denne gang - sagde, "ok, vi går ikke med, fordi den folkelige opinion er imod"?

HM: Ja, det var det, man kunne tænke sig - af hensyn til husfreden. Det ville jeg da også have gættet på man ville have gjort i denne her situation - hvilket man altså ikke gjorde. At man sagde: "Vi støtter diplomatisk men ikke militært". Dvs.: "Den interne splittelse som følger med dét at gå ind militært vil vi ikke tage på os.”

Så det at den danske regering valgte at prioritere som den gjorde - trods det at vi fik uenighed om udenrigspolitikken, hvad man ellers betragter som ekstremt problematisk - det var simpelthen under den geostrategiske påvirkning: 'det atlantiske' slår igennem? Altså: Ønsket om at komme USA i møde - og score point hos amerikanerne?

HM: Ja. Ingen tvivl om det. Men jeg kan ikke selv se at det var noget indlysende valg at træffe. For man kunne jo sige, at vi har i  90erne betalt tilbage hvad vi måtte skylde USA. Vi behøver ikke være så artige at vi ligefrem går med i denne her omgang - men det gjorde vi så at sige på eget initiativ. Det var ikke noget, vi skulle bedes om at gøre: det var et valg som Anders Fogh har truffet, åbenbart.

Så med større eller mindre villighed - overraskende villighed, i dette tilfælde, modstræbende i andre - vil både en SR- og en VK-regering ligge under for den atlantiske inklination?

HM: Ja, det vil den gøre.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: U.S. Air Force