ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

5. Reglerne i den unipolære verden

I artiklen er I inde på at den overordnede kontekst er den amerikanske unipolaritet og magtdominans. Er det vi har set de sidste 2-3 år i virkeligheden den endelige omstilling væk fra Den Kolde Krig? Er det først NU, efter 11. september, at Europa er vågnet op i den unipolære verden?

HM: Den er i hvert fald blevet mere markant, ikke? Det, der jo er sket, det er at den europæiske magtbalance har forskubbet sig i amerikansk retning. Vi skal jo hele tiden huske, at USA er en europæisk magt - det ligger alene i det fysiske, at man har så store styrker i Europa som man dog stadigvæk har. Efter Den Kolde Krig er Warszawa-pagten blevet nedlagt, men NATO er det ikke. NATO har tværtimod udvidet sig i to omgange - herunder inddraget eks-sovjetisk territorium, i form af de baltiske lande. Endvidere har NATO - meget i form af USA - også på Europas eget doorstep ført krig og vist, at det var man altså nødt til - det kunne europæerne ikke klare selv. Dvs.: man har på Balkan demonstreret den fysiske magt. Alle disse faktorer tilsammen - dette, at man har vist sin uundværlighed, i hvert fald fysisk - og fået udvidet det, som er USA's klub, nemlig NATO, i to omgange og den dermed vist dens foreløbige levedygtighed. Det har betydet at så er pendulet tippet så meget, rent magtpolitisk i Europa--- der er ikke længere noget tysk eller "russisk" problem, som der var lige der i 1990-91: "Hvad sker der med Tyskland, når de bliver samlet? Finder de på et eller andet mærkeligt - og begynder at føre rigtig udenrigspolitik igen?"

Dvs. det er et unipolært system, og dermed er det USA, vi agerer i forhold til. Men nogle vil sige, at Tyskland og Frankrig gennem EU er ved at bygge et magtcentrum syd for os, og vi allerede er i gang med at føre balancepolitik mellem dén superstat og USA?

HM: Ja, men det ER jo også det, vi er, ikke? Men det første skridt er jo ligesom hvad stormagterne gør. Tyskland-Frankrig: hvad Frankrig gør er givet på forhånd, men hvad Tyskland gør er ikke helt givet. Det er Tyskland, som er den svære partner at få med, fordi landet i hele efterkrigstiden har været på USA's parti. Nu siger tyskerne så: 'Nu er det blevet for broget. Nu er det blevet for ensidig amerikansk dominans. Nu har vi været med i Kosovo og vi har været med i Afghanistan - nu kan det være nok'. For ligesom at markere at vi har et alternativ til NATO, så hopper tyskerne på den vogn. Russerne benytter lejligheden til at komme ind i det gode selskab. Briterne ser stadigvæk at de har størst fordel af at være atlantisk brobygger - også fordi de ser sig selv i en noget reduceret position, hvis der kommer denne her kontinental-alliance. Så tilbage står spørgsmålet: Hvad gør så småstaterne?

De vil typisk sige, som Danmark, at det er bedst at have vennerne på afstand. Dvs.: får vi en tysk-fransk geopolitisk akse, så er der en risiko for en for stor magtkoncentration lokalt - en for stor europæisk magtkoncentration - og derfor er det vigtigt med afhængighedsspredning: hele tiden at have den atlantiske forbindelse med. Ikke bare Storbritannien men også altså: USA: . Hvordan holder man amerikanerne i godt humør i Europa? Ved at være flink ved dem og udtale sig positivt - og hele tiden sørge for at NATO er levedygtig. Så det har en positiv side: at gøre noget for NATO - men altså også en negativ: at komme grus i maskineriet, så der ligesom sker en udtynding hele tiden, så det ikke bliver alt for realistisk med den dér rene europæiske løsning. Det spil har jo kørt i årtier i forskellige forklædninger.

Politikernes omkvæd sidste år var jo dels, at det var problematisk for Danmark at der var uenighed om udenrigspolitikken - og også at det var ulykkeligt med splittelsen mellem Europa og USA. Men på baggrund af det du siger, kunne man vende det sidste om: ”Nej, det der meget lykkeligt for Danmark: regeringen har lagt til vores magt, fordi vi kan vinde noget når der er en konflikt mellem Europa og USA. Fordi vi kan bidrage til USA’s legitimitet - ved at deltage i 'koalitionen af de villige' - ELLER bakke op om det europæiske projekt”

HM: Det tror jeg ikke. Jeg tror i og for sig regeringen er oprigtig, når den siger at den ønsker at unipolen består. Ærlig, når den siger at den ønsker den euro-atlantiske forståelse - fordi der derved kan udrettes nogle ting, i fællesskab, som fx i eks-Jugoslavien, hvor det var nødvendigt.

At USA og Europa skal stå sammen?

HM: Ja. Det tror jeg man er helt ærlig på. Men sagen er bare, at hvis der sker en splittelse, så er vi også klar på hvilken side vi vil være på. Men vi prøver at holde den gående så længe som muligt - og prøver at undgå at tage stilling. Vi bryder os selvfølgelig ikke om at sige nej til Tyskland og Frankrig - jeg mener: vi HAR jo et lidt anstrengt forhold til dem i dag, det må vi erkende.

Har vi det?

HM: Det mener jeg, ja.

Ligefrem stærkt forværret?

HM: Nej, men bare sådan at vi blæser på dem, ikke? Det ligger jo i hele situationen i Europa - at de ligesom synes at vi er alt for emsige efter at løbe den anden vej.

 

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: U.S. Air Force