I krigens bevidstløse kølvand

Pressen: I regeringens bevidstløse kølvand

Hvad med pressen?

HE: De danske medier har jo, i hele det forløb været, synes jeg, hvis jeg må bruge udtrykket: noget af en sørgelig affære. Og når jeg siger sørgelig affære, så er det fordi, at det et eller andet sted er meget tankevækkende og også foruroligende:

Nu tænker jeg især på den seneste fase, hvor vi har haft debatten om hvorvidt der bør gennemføres en undersøgelse, en høring i Folketinget, om krigens grundlag om hvad der blev sagt, og den slags. Det er den ene diskussion, og den anden diskussion det er selvfølgelig den om: Hvordan forholder man sig - for og imod krigen?

Der er det et eller andet sted dybt tankevækkende, at det er Ekstra Bladet, der laver en hvidbog om hele krigens grundlag. Det er Danmarks Radios P1, der bringer en række kritiske udsendelser, hvor man borer i det samme. Det er dagbladet Information, der tør stille en række af de kritiske spørgsmål. Hvorimod alle de andre medier, i større eller mindre omfang, lægger sig fuldstændigt bevidstløst i kølvandet på de officielle forklaringer, som regeringen har afgivet.

Herved adskiller Danmark sig fra andre lande i Europa og i den vestlige verden. I USA og England kunne det nøjagtigt lige så godt have været liberale, konservative medier, der var gået ind og havde lavet den hvidbog - eller som havde støttet, at der blev gennemført en høring, at der blev lavet en undersøgelse. I Danmark er der i den grad gået partipolitik i det - og den partipolitik går så langt ind i medierne, så det faktisk er foruroligende.

Hvad mener du med at partipolitikken 'går ind' i medierne?

HE: Dermed mener jeg at store morgenaviser som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten jo med nøjagtig de samme argumenter siger: 'Der er ikke behov for at undersøge mere - alt er oppe på bordet' og 'det her, det er bare politisk mudderkastning' osv. osv. Hvilket jo er stik imod hvad vi oplever i det øvrige Europa, hvor det forhold at en kritisk presse - uanset hvad mediernes holdningsmæssige udgangspunkt er - selvfølgelig tager den opgave alvorligt: at gå tæt på den regering, der træffer en beslutning om at sende soldater i krig. Og forholder sig kritisk til, at man bruger det flertal, man havde i Folketinget for at sende soldater afsted, til også at undertrykke alle andre partiers krav om at gennemføre en høring eller en undersøgelse.

Men Berlingske Tidende har lige valgt at dække denne her store historiske affære om den borgerlige regerings håndtering af krisen på ambassaden i Østberlin i '88, hvor man kan sige: DET er ihvertfald ikke en historie, der virker motiveret af partipolitiske hensyn. Hvad er avisernes motiver? Er det fordi man i den grad ønsker at hjælpe den borgerlige regering, nu hvor man har fået een, at man så freder den på det her?

HE: Det må du jo næsten spørge dem om. Men for mig at se er der en tendens i retning af, at en del af medierne gør sig mere bovlamme end de behøvede at være - og end hvad der er klædeligt. Jeg ved ikke hvad deres motiver er: jeg tror det har meget at gøre med, at man selvfølgelig forholder sig til substansen i det her, men sådan helt ubeset køber regeringens argumenter.

Så har det også noget at gøre med, at debatkulturen - både på medie-siden og på den politiske side - er anderledes end i de andre lande. I England og USA der har man en tradition for at gennemføre høringer - det er en del af deres parlamentariske liv. Det er een væsentlig ting. Det andet er, at man har også en presse, der generelt forholder sig meget, meget mere kritisk - uanset om præsidenten hedder Clinton eller Bush eller Nixon eller Kennedy eller Eisenhower, så oplever medierne i USA, og på nøjagtig samme måde i England, deres rolle som værende: kritiske, analyserende. At gå tæt til de beslutninger, der bliver truffet. At afdække og grave, hvad der har været forudsætningerne.

Så er der selvfølgelig også det andet i det, at i de andre lande er afstanden mellem regering og Folketing - eller: parlament - langt større end i Danmark. Vi har jo set i England, eksempelvis, at formænd for udenrigskommission og forsvarskomité - begge to Labourfolk og bestemt ikke placeret til venstre i partiet - har stillet sig forrest med krav om, at man må undersøge regeringens vej ind i krigen. Det ville være helt utænkeligt i Danmark: at Venstre- eller Konservative formænd for Udenrigspolitisk Nævn, Udenrigsudvalg og Forsvarsudvalg skulle stille et tilsvarende krav. Der oplever parlamentarikerne i de andre lande distancen - og deres forpligtelse til at være kontrollerende ift. regeringen - langt stærkere end i Danmark.

HVIS det ikke alene var Ekstra Bladet, Information og dele af Danmarks Radio, der havde forholdt sig kritisk, men medierne bredt havde sagt: "Det her er en skandale. Vi er i krig. Danske soldater befinder sig i stigende antal i Irak, og man er ikke klar til at gå ind og se grundigt på om de udtalelser, de redegørelser, de erklæringer, der blev afgivet i Folketinget, var korrekte – og, hvis de IKKE var korrekte, spørge: Hvem har så ansvaret herfor?” HVIS alle medier havde opretholdt dét pres, så er jeg sikker på, at vi havde fået en undersøgelse.”

Hvis vi ser på medielandskabet – hvor TV2 står foran en privatisering, DR's nyheder er ude i voldsomme diskussioner og der ikke er det dagblad, der ikke er i krise. Er der så en sammenhæng med medieklimaet i det hele taget: at man er mere optaget af fyringer, konsolideringer, trykkeristrejker og annoncekrise end af at være særligt politiske?

HE: Den køber jeg ikke. Jeg tror heller ikke der på nogen af de andre aviser er nogen sammenhæng mellem dét at man i øjeblikket er nødt til at kigge lidt dybt i pengekassen og rationalisere, skære, spare og effektivisere virksomhederne, og så den redaktionelle linie. Her taler vi jo om en beslutning om, hvorvidt en avis afsætter nogle journalister til at gå ind kritisk og se på en sag og et handlingsforløb, og at man også i ledende artikler stiller sig bag de kritiske spørgsmål. Det er jo ikke det samme som at sige, at nu skifter man side - at nu støtter pludselig store borgerlige, liberale aviser SF: "Holger for President!" Det har simpelthen noget at gøre med: hvordan opfatter man sin placering i samfundet?

Og det havde da vakt betydelig opsigt hvis Berlingske Tidende eller Jyllands-Posten var de første, der var gået ud med krav om, at nu vil vi altså have hele det der forløb kortlagt. Det gjorde man ikke - men det kan så også hænge sammen med, at de pågældende medier jo var meget langt fremme i skoene undervejs i forløbet: der var man jo meget langt i mangel på forbehold overfor de beviser, der blev lagt på bordet. Det er så muligt, at de føler at nu fanger bordet så lidt for dem - at dybest set, så er de sådan set heller ikke særlig interesserede i, at der bliver gravet i det, fordi de var alt for villige til at kolportere alle de synspunkter, oplysninger og alt muligt frem. Det skal jeg ikke kunne sige.

Men hvor ville det have klædt det danske mediebillede hvis vi, i lighed med det man har set i USA og England, havde haft aviser, der nok i det daglige føler sig tæt knyttede til en borgerlig-liberal regering - i en så vigtig sag som krig, som menneskeliv, som Danmarks placering i en international konflikt - havde forholdt sig mere kritisk og sagt: "Det stiller vi os bag. Vi har ikke noget at skjule, og det håber vi heller ikke en regering har. Lad os få kortene på bordet." Men det gjorde man ikke - tværtimod.

ARTIKLENS FORSIDE

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ark og ulands