|
|||||
|
|
Som altid kan interviewet på sidste side (s.10) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
FJERDE KVARTAL 2003: |
||||
|
1:10 af Clement Behrendt Kjersgaard, RÆSONs chefredaktør |
|||||
|
|
|
Ønsket om krigen
Lad os forestille os, at vi er 1½ år ude i fremtiden: der er et folketingsvalg undervejs og Socialdemokraterne håber at kunne genvinde regeringsmagten. Vil man i den valgkamp, i afslutningsdebatten om aftenen, høre Irakkrigen nævnt?
HANS ENGELL (HE): Det tror jeg bestemt man gør. Og det gør man alene af den grund, at nok er krigen slut, men der jo ikke udbrudt fred i Irak - og det vil sige: selv halvandet år frem i tiden vil der formentlig være en situation, som er uafklaret. Det har været en sag, hvor Danmarks udenrigspolitik jo virkelig er kommet på en prøve, og derfor anser jeg det for utænkeligt, at man ikke om halvandet år også vil runde det emne. Meget afhænger selvfølgelig af, i hvilken udstrækning der?? ligger FN-resolutioner som bæres af USA og de europæiske lande, herunder også Danmark - om vi ligesom har fået skabt større konsensus om Irakpolitikken mellem Europa og USA eller om det fortsat er et konfliktpunkt.
Det afhænger også af, om tingene går i en mere fredelig retning. De mange drab og den enorme mangel på stabilitet i Irak - hvis det fortsætter, så vil det fortsat være et emne. Jeg holder det for mest sandsynligt, at man også om halvandet år, og også under en valgkamp, i hele den udenrigspolitiske del af den, vil komme omkring dette emne.
Lad os prøve - med udgangspunkt i jeres hvidbog - at fastlægge hvad I mener er kritikpunkterne af forløbet i foråret, før vi går til den politiske følgevirkninger, også dem I mener der er udeblevet(!) For nu at tage det helt centrale spørgsmål: Gik amerikanerne og briterne ind i denne her krig med visheden om, at efterretningerne ikke var helt så konkrete, som mange i offentligheden forestillede sig? Eller troede man, at der var ting, som man kun manglede de helt konkrete beviser for?
HE: Jeg synes meget peger i retning af det første. Forstået på den måde, at hvis man sammenholder de kommentarer, udtalelser, taler og de svar, der blev afgivet (både i den amerikanske kongres, det britiske parlament - og i det danske folketing, for den sags skyld) forud for krigen og i krigens indledende faser – hvis man sammenholder dem med det, vi nu ved bagefter, så var der jo en betydelig skråsikkerhed. Der blev ikke taget mange forbehold når det gjaldt om at konstatere hvilke kemiske og biologiske programmer Saddam-styret var igang med.
Der var forudsigelser omkring irakiske atomvåbenprogrammer og den slags, som bar præg af, at det her var kendsgerninger - det var ikke noget man gættede sig til. Der var ikke nogen særlig usikkerhed i de svar og de udtalelser, der blev givet. Derfor er det selvfølgelig hele det forløb vi taler om: at man starter en krig, og også at Danmark går ind i den, på et grundlag, der efterfølgende - frem til nu - har vist sig ikke at være holdbart.
Én ting skal man ikke glemme: at når et eller flere lande går i krig, så er det den mest dramatiske beslutning, en regering, en præsident, en statsminister, en regeringsledelse overhovedet kan træffe. Der findes ikke mere vidtgående beslutninger end det at starte en krig. Derfor må man naturligvis også, når en krig slutter, at se kritisk på: ’Jamen, hvad var så grundlaget for den krig?' Var de oplysninger vi fik dengang korrekte? Eller er der blevet manipuleret med dem? Er der sket forfalskninger? Er der sket overdrivelser? Har man været ude at gætte?
Der må vi sige, at idag – på et tidspunkt, hvor det har været meget begrænset, hvad der er blevet lagt frem af oplysninger fra de forskellige lande – tegner der sig et entydigt billede af, at England-USA har ønsket krigen. At mange af de oplysninger, der er blevet givet - i FN, til befolkningerne, til verdensopinionen - har været oplysninger, der skulle støtte op om en beslutning, der var truffet. Man har efterrationaliseret. Eksempelvis når vi hørte Tony Blair skråsikkert fastslå, at Saddam var i stand til at udløse missilangreb med et varsel på 45 minutter og den slags, så må man sige, at dét var oplysninger, som i den grad skulle mobilisere en krigsopinion i landene, og som ikke tjente et sagligt formål. Der er jo stor forskel på om et land bliver angrebet, og man står overfor et fait accompli, hvor en krig er erklæret alene af den grund, at en modsat part går til angreb, og så her, hvor man byggede op over en lang fase før man indledte angrebet og gennemførte krigen.
Det her handler jo i sidste ende om troværdigheden hos de vestlige regeringer, der påtog sig et ansvar - udenom EU, udenom FN, udenom NATO, for at gå ind i den krig.
VARIGT INDTRYK: Ved op mod 500 bombemål ("impact points") ramt under "Operation Iraqi Freedom" blev skaderne efterfølgende vurderet af Koalitionen. Evalueringen blev udført af et eksperthold med knap 100 medlemmer fra USA, Storbritannien og Australien. Billedet viser resterne af en vedligeholdelses-installation i Bagdad, der havde været tilknyttet Iraks program for jord-til-luft-missiler. (Foto: Master Sgt. Michael Best, U.S. Air Force)
|
||||||||||||||||
Illustrationsfoto: US Air Force
Portrætfoto: IFS, Aarhus U
