I krigens bevidstløse kølvand

Den fuldstændige fejlvurdering

Men man må formode at dem, der har truffet denne beslutning, at de også har kunnet tænke på den anden side af krigen. Dvs. at man har vidst – i No. 10 i London, i Det Hvide Hus i Washington – at ’ vi går ind i denne her krig og får Hussein væk, men vi vil ikke kunne finde kunne de masseødelæggelsesvåben vi har talt om’. Det må man havde kalkuleret med, så den situation man står i idag er en de er forberedt på – hvis I har ret?

HE: Jeg tror at Bush og hans folk - og også tildels Tony Blair, og også til dels den danske regering - fuldstændig har fejlvurderet hvad der kom til at ske. For det første har man haft en formodning om, at når Saddamstyret var væltet, så var der grænser for hvor meget man ville interessere sig for krigens forudsætninger. Sammenligningen holder måske ikke helt, men det svarer lidt til når en Statsminister i Danmark udskriver et folketingsvalg i utide: så er tesen ligesom, når først valget er udskrevet, så er der ingen, der interesserer sig for hvad grundlaget var for at træffe en sådan beslutning.

Det har også været tilfældet omkring krigen. Man har troet, at når først den blev sat igang, Saddam blev væltet og der blev skabt en ny situation i Mellemøsten, så var det der, fokus satte ind. Det har været ud fra en forhåbning om, at man fik en tyran fjernet og at dét skabte en hel anden holdning i Mellemøsten; at Road Map'et til en forståelse mellem palæstinenserne og Israel viste sig farbart, at en række regimer rundt omkring i verden - Nordkorea og andre af de såkaldte slyngelstater - pludselig ville se anderledes på tingene.

Man har haft et langt perspektiv, som bare viste sig ikke at holde. Mange af tingene har tværtimod udviklet sig til det værre. Tag fx den stemning, som var omkring USA og den amerikanske præsident - en verdensopinion, der stod bag USA; da landet 11. september havde været udsat for et terrorangreb, der kostede tusinder af mennesker livet, og i den grad kaldte på enhver form for afsky og afstandtagen - ikke bare fra den vestlige verden, men jo også fra moderate muslimske lande og grupper i Mellemøsten, som kunne se at det her var helt galt.

Det stærke kort, Bush og hans folk havde på hånden efter det forløb, spillede man sig af hænde ved at vælge et forløb, hvor man har givet alle de forkerte oplysninger. Sammenkædning mellem Saddam og Al-Qaida --- heller ikke dét er der jo skaffet nogen beviser for. Man har i stedet for at få den arabiske verden bag sig, i en ny udvikling, skabt en konfrontation, som jeg tror kommer meget bag på Bush og hans nærmeste. Så det hænger i høj grad på, at tingene simpelthen gik anderledes: man havde troet meget gik af sig selv; at ting faldt på plads og på, at ’Saddam han nok havde et eller andet liggende af en eller anden art! Noget kunne man altid grave frem!'

Lad os nu gøre helt klart, at Saddamstyret var et gangsterregime - et forbryderisk regime af værste art. Under tidligere konflikter har Saddam jo anvendt kemiske kampstoffer og den slags, så der var ikke noget godt at sige om dét regime. Men grundlaget for krigen var ikke var det, man foregav da man startede kamphandlingerne - og det er sådan set dét, der er det afgørende.

Men du tager den amerikanske udenrigspolitik på ordet. At Saddamstyrets fald var tænkt som et startpunkt, en grundsten i denne her strategi, der skulle afstedkomme effekter ikke bare i Mellemøsten men også andre steder. Der er kritikere, der har haft amerikanerne mistænkt for - både før, under og efter krigen - at bruge den retorik og forsøge at derivere [udlede, red.] de her principper fra krigen lidt som en undskyldning. At krigens essens har været - for nu at sætte det i de simpleste termer: sønnen, der skulle gøre faderens arbejde færdigt. Det handlede ikke om demokrati i Mellemøsten, ikke om FN eller noget andet - det handlede om Saddam. Så det har været en begrænset ting og dermed har den fejlkalkule, man har lavet mht. våbnene, ikke været noget, man baserede en helt ny verdensorden på. Det er sådan set kun Saddam, det gælder: derfor er problemet og troværdighedstabet også begrænset?

HE: Når du siger jeg tager den amerikanske udenrigspolitik på ordet, så er det fordi at det er det, vi kan forholde os til: dét, de meldte ud på det tidspunkt. Jeg tror, at der omkring den konflikt er en række sidemotiver, som kan være mere eller mindre væsentlige. I den nuværende Bush's perspektiv, og ikke mindst for de folk omkring ham, Dick Cheney og andre, som jo var centrale aktører også under Den Første Golfkrig, har der selvfølgelig været noget med at gøre arbejdet færdigt - alt andet ville da have været utænkeligt. Det synes jeg også der er mange taler, eller fortalelser undervejs, der har peget i retning af. Der er da heller ingen tvivl om, at i den amerikanske, strategiske tænkning har hele spørgsmålet omkring de irakiske olieressourcer da også spillet en kolossal rolle.

Der er da ingen, der skal fortælle mig, at verdens eneste supermagt, når den planlægger en sådan aktion, så ser bort fra den omstændighed at Irak besidder verdens næststørste olieressourcer. Med det anstrengte forhold mellem Saudi-Arabien, der er den største olieproducent og USA? Med et USA, der ikke alene er afhængig af stabile olietilførsler, men også skal have dem på et lavt prisniveau? Der er der selvfølgelig en sammenhæng for en amerikansk regering, hvis økonomiske vækstpolitik og -filosofi jo forudsætter billig olie og masser af det samt: forsyningssikkerhed. Selvfølgelig har det aspekt da også spillet en rolle. Man skal da ikke glemme, at George Bush og kredsen af hans nærmeste allesammen er rundet af den amerikanske olieindustri. Så naturligvis er det da også et aspekt, der har været inde i det, ligesom der har været mange andre, mere eller mindre væsentlige motiver.

Men hvis vi holder fast på det man sagde, og bagefter ser på hvorfor det så gik så galt, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det så er fordi man fuldstændigt fejlkalkulerede, hvordan reaktionerne ville blive i den øvrige verden. Man har fejlvurderet, at Europa - bortset fra Danmark og et par enkelte andre lande - reagerede på den måde, vi altså europæerne gjorde. Man havde selvfølgelig troet, at franskmænd og tyskere, når det kom til stykket, faldt om og man gik sammen. Man har troet, ihvertfald et stykke af vejen, at FN kunne bære (Colin Powells filosofi bar jo langt af vejen: Hvorfor skulle amerikanerne have brugt så mange kræfter på at overbevise FN's sikkerhedsråd, hvis det var uden betydning?)

Der var flere, der sagde til RÆSON i foråret, at de så den periode som den folkelige opinions gennembrud i udenrigspolitikken - at demonstrationerne og den folkelige skepsis brød igennem i debatten. Vil du være enig idet?

HE: Ja, det er jeg da forsåvidt enig i. For det er jo første gang i mange, mange, mange år at vi har set, at en udenrigspolitisk sag kunne mobilisere så store menneskemasser - ikke bare i Danmark men i hele Vesteuropa. Vi skal jo helt tilbage - Murens fald, det giver sig selv, men så skal vi jo ellers helt tilbage til perioden omkring NATOs Dobbeltbeslutning, for at vi har oplevet noget tilsvarende. Det har meget at gøre med, ikke at der var nogen, der havde nogen forkærlighed for Saddam --- i virkeligheden er det jo det fantastiske: at reaktionerne var så stærke, i betragtning af, at det man står op imod er et regime, som INGEN har NOGENSOMHELST sympati for!

Men: følelserne var stærke fordi befolkningerne i stort tal - mange mennesker i tusind- og hundredetusindvis - følte at vi her var på vej ud i en eventyrpolitik, der i sidste ende kunne komme til at handle om vores egen sikkerhed. Og det må vi jo så sige: det har også vist sig at være tilfældet. At den utryghed ved Bush-regeringens måde at håndtere USA's udenrigspolitik på - og hvordan det så trækker andre lande med sig (anderledes kan det jo ikke være) - skaber en ustabilitet i verden, som mange mennesker reagerer på. Så på den måde var det rigtigt.

ARTIKLENS FORSIDE

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ark og ulands