ark og ulands

 

 

 

 

 

Udenrigspolitikken og folket

Lad os lige prøve at skille denne her beslutningsproces i foråret ad. Nu er der nok mange, der vil undre sig over at en tidligere forsvarsminister, konservativ partileder og chefredaktøren for en avis, der er kendt for at - skal vi sige - se på de nøgne realiteter og ikke være bange for at indrømme magtforhold, går så meget op i, om man lige har givet de rigtige forklaringer på de rigtige tidspunkter. Er sagen ikke den, at udenrigspolitik ER en beskidt branche, hvor der altid bliver løjet - 'hver gang politikerne bevæger læberne' - og at forsøget på at tale om demokratisk gennemsigtighed og gennemskuelighed i virkeligheden er naivt?

HE: Nej, det mener jeg ikke. Tværtimod må man sige, at den moralske dimension af udenrigspolitikken er blevet trukket stadig hårdere op igennem de sidste 10-15-20 år. Der er jo kommet en anden moralitet ind i udenrigspolitikken end det, vi har oplevet tidligere. Gamle dages rene magtpolitik er erstattet af en forståelse for, at udenrigspolitikken også drives på grundlag af nogle holdninger og principper og nogle værdier. Det betones stærkt: selv den amerikanske regering gør det. Vores nuværende regering har jo gjort det i betydeligt omfang, som da vores udenrigsminister Per Stig Møller indledte den aktivistiske udenrigspolitik, hvor mange af søjlerne i dén var absolutte værdier: Menneskerettigheder og kvindernes rettigheder, osv, osv. - altså en hel række forskellige ting, der ikke knytter sig sådan til det mere kolde, gustne overlæg.

Du sagde 20 år - lå der noget i det? Er det en gradvis udvikling, eller er der sket noget særligt, der får dig til at sige 15-20 år?

HE: Nej, det er fordi det er den periode, hvor jeg selv har været tættest på - både som politiker og idag som chefredaktør, journalist. Der synes jeg der har været en markant udvikling. Også fordi min egen oplevelse var den, at efter de store konfrontationer i forbindelse med NATO's dobbeltbeslutning, og det var jo netop der i midten og ikke mindst slutningen af 80erne, var der nok hos mange politikere, og også hos militære folk i Vesten ihvertfald, en oplevelse af, at vi er nødt til at søge en form for udenrigs- og sikkerhedspolitik, som bevæger sig bedre i overensstemmelse med, hvad befolkningerne ønsker. Ud fra nogle af de principper, som befolkningerne i den vestlige verden lægger til grund.

Så er der jo også sket et større engagement: alene på grund af det forhold, at verden er rykket tættere ind på os. Det har også noget med den teknologiske udvikling at gøre: at idag der er vi allesammen i større eller mindre omfang på nettet; kommunikationen går så hurtigt - nyhederne formidles så hurtigt; vi får hver eneste aften ind i vores stuer et tæppebombardement af, hvad der foregår i hele verden. Og folk oplever det, der sker i den øvrige del af verden som meget mere nærværende end tidligere. I gamle dage, og det er netop 15-20-30 år siden, der var det helt typisk for mediernes prioritering når man sagde: "og så til udlandet...." Dvs.: at når vi havde været igennem vores egen andedam herhjemme, SÅ gik vi ud og kiggede os omkring i den store verden.

Idag - hvis du prøver at tage det over et år - hvor mange af aviserne og de elektroniske medier har ikke udenrigsstof som tophistorier? Det er rykket så tæt ind på os. Det har selvfølgelig også noget med EU-udviklingen at gøre: at den europæiske udvikling betyder at vi idag, inde i vores stuer, er nødt til at forholde os til nogle spørgsmål og nogle emner, som ikke bare drejer sig om Danmark - hvad der sker nede af gaden og hos grønthandleren. Internationalisering og globalisering er jo i allerhøjeste grad noget, man mærker slå igennem i udenrigspolitikken og den måde den føres på.

I forhold til situationen i foråret: ville det være muligt at opdele spørgsmålet i to punkter? (1) Hvorvidt der var grund nok til at gå ind mod Hussein eller ej, (2) Hvorvidt man var ærlig omkring det?

HE: Hvis vi tager det første først. Var det en rigtig krig? Til det er der at sige, at Saddamstyret var, som jeg har været inde på, i alle henseender forbryderisk. Ingen beklager, at Saddam er ude af vagten. Men så kommer det næste: betyder det, at enhver konflikt af den art - imod forbryderiske styrer - bærer legitimiteten i sig selv? Hvis det var tilfældet, så burde vi jo straks gå til angreb på Nordkorea; der er Syrien; der er en række andre regimer rundt omkring i verden, der absolut ikke er demokratiske, som indeholder et element af risiko mod den øvrige verden.

Jeg vil sige, at Nordkorea udgør da - globalt og regionalt set - en langt større trussel end Irak gjorde under Saddam Hussein: der var jo ikke nogen umiddelbar, militær trussel i forhold til regionen eller verden fra ham. Der må man jo så vælge, om det man lægger til grund er en verden, der bevæger sig i retning af stadig større international retsorden. At vi har nogle spilleregler, som landene - og også det største af landene, USA - respekterer. Eller om vi bevæger os i retning af en udvikling, hvor det er den stærkes ret, og at de beslutninger, der bliver truffet i State Department og Pentagon og Det Hvide Hus dikterer den globale udvikling.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at for et lille land som Danmark, der er det helt afgørende, at vi har nogle internationale spilleregler, som alle accepterer og respekterer. At vi er en del af - skal vi så sige: en global udvikling, som bevæger sig i retning af stadig større regelsætning og formelle samarbejder. Og set i det lys, så var det jo en forkert beslutning - fordi så burde man jo have givet FN's våbeninspektører et længere løb. Man burde have bevæget sig i retning af en anden FN-resolution: det kan være, det ville have været svært at opnå den, men så måtte man have taget den tid. Det ville man ikke.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto: Ekstra Bladet

 Illustrationsfoto: US Air Force