ark og ulands

 

 

 

 

 

Venstres skift i Europaspørgsmålet

Er der en forbindelse til EU-politikken? For så vidt som Venstre i hvert fald under Uffe Ellemann-Jensen kørte en EU-linie, som netop skilte sig ud – idet den ikke tog udgangspunkt i at 'nu sætter vi os ned og snakker os til rette', men tværtimod var meget markant. Kan der være en rollefordeling dér - at de Konservative så måske er mere midtersøgende på begge områder?

HE: Der er sket et væsentligt skift. Uffe Ellemann var meget europæisk orienteret - og byggede jo en meget meget stor del af sin udenrigspolitik op på den europæiske dimension; på et nært samarbejde ikke mindst med den tyske regering. Han havde og har nogle visioner for det europæiske samarbejde, som jo gik meget meget langt og også længere end det, vælgerne ville være med til - hvilket jo blev demonstreret et par gange. Hvor det er helt åbenlyst, at Anders Fogh Rasmussen har en mere kritisk tilgang til EU. Ikke dermed, at jeg betvivler, at han er varm EU-tilhænger, men han har en kritisk tilgang når det gælder: udviklingen i det europæiske samarbejde (hvor langt skal det gå?); EU's manglende evne til at rydde op i bureaukrati og manglende gennemsigtighed og den slags.

Jeg har ingen erindring om, at Anders Fogh tilbage gennem årene nogensinde har holdt nogen taler eller skrevet nogen artikler, der udstrålede sådan den Uffe'ske EU-vision og -drøm. Anders Fogh Rasmussen har et helt andet pragmatisk forhold til det europæiske samarbejde - og han har en anden, skal vi så sige: fornemmelse for vælgere. Forstået på den måde, at han ved udmærket at det danske vælgerkorps er cirka halvt af kritisk og halvt skeptisk. Og endnu mere: han er helt klar over, at den skepsis rækker langt ind i de borgerligt-liberale partier.

Så på den måde kan man sige, at han er meget mere real-politiker, når det gælder det europæiske, end Uffe Ellemann han var. Det ser vi jo også her omkring regeringskonferencen og håndteringen af forbeholdene og den slags. Det er først og fremmest det pragmatiske syn; dét at skabe indflydelse på nogle områder - og ikke at spænde buen hårdere end hvad han tror vælgerne kan være med til. Og dermed siger jeg så også, at når det gælder det transatlantiske, har Anders Fogh en helt anden tillid til et NATO-samarbejde; et USA der kan træffe beslutninger - ikke den der europæiske snakkeklub, med parlamenter og konventer og hvad vi har.

Men har han vælgerne med sig på det transatlantiske, tror du?

HE: Et langt stykke af vejen - han har ihverfald flertallet i Folketinget, fordi han jo har ramt sammen med Dansk Folkeparti, hvis amerikanske orientering jo også er helt, helt åbenlys. Og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at efter 11. september er der da også i det danske vælgerkorps, som der altid har været, en sympati for USA; en respekt for og indlevelse i amerikansk kultur og levevis og meget andet. Hvor langt det går, når vi taler om den nuværende regering, dét kan man stille et spørgsmålstegn ved. Og dét er selvfølgelig også det, der kan blive Anders Foghs problem - hvis ikke det allerede er det idag - nemlig: at vi har en amerikansk regering, der ikke har den popularitet i Danmark, som nogen af de tidligere har haft. At der er en mistillid til Bush - og at Fogh derved allierer sig med en amerikansk præsident, som ikke nyder en respekt og har et omdømme i vores land som tidligere.

Er der en større mistillid nu end da den var på højdepunktet under Reagan?

HE: Bestemt. Igen var vi i en anden fase, fordi jo ikke mindst dobbeltbeslutningen kaldte på nogle andre reaktioner. Men nu tænker jeg især på de vælgere, som har stemt på Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti. Der er ingen tvivl om, at der er grænser for hvor meget tillid man har, også i de grupperinger, også i de vælgergrupper, til Bush og hans folk.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto: Ekstra Bladet

 Illustrationsfoto: US Air Force