ark og ulands

 

 

 

 

 

Fodnoterne var betalt tilbage

Et spørgsmål som er gået igen i RÆSONs dækning har været: Hvor stort var elementet af overraskelse i det forløb, vi havde i foråret? Lige så vel som man i USA - hvad du var inde på - havde en formodning om at franskmændene og tyskerne ville springe på, lige så vel var der vel også i Danmark også til meget sent i forløbet en fornemmelse af, at regeringen IKKE ville gå så langt som den gjorde.

HE: Ja. Det var også fordi, at hvis man fulgte den danske regering og regeringspartiernes udtalelser, så tydede meget jo på, at der var en klar divergens imellem statsministeren og udenrigsministeren på hver deres side i forholdet til FN. Når man nærlæser de udtalelser, der kom - ikke mindst fra udenrigsminister Per Stig Møller - tydede meget på at han udfoldede store anstrengelser for og satte meget lid til, at det skulle lykkes at opnå en anden FN-resolution. Hvorimod Anders Fogh Rasmussen jo på et tidligt tidspunkt valgte det amerikanske spor meget tydeligt og meget ensidigt – og det var det, der til sidst gik af med sejren.

Der er jo nogle der har ment, at han har haft opbakning i embedsmandskredse, der ønskede at gøre bod for fodnoteperioden?

HE: Det kan jeg af gode grunde ikke vide helt så meget om. Jeg tvivler på det - jeg tvivler på det fordi embedsværket, uanset om det er i udenrigs- eller forsvarsministerium, altid vil have det bedst ved, at beslutninger af så vidtrækkende karakter hviler på et meget stærkt, bredt, velforankret flertal i folketinget. Og ved at vælge det amerikanske spor så vidste man jo, at dermed ville der være lagt op til en konfrontation i Folketinget. I sidste ende var det jo også regeringen sammen med Dansk Folkeparti, der skulle køre hele den første del af øvelsen igennem alene. Derved fik man den der meget hidsige indenrigspolitiske diskussion, som - med mit kendskab til hvordan embedsværket normalt tænker - de formentlig ikke har haft sympati for.

De stik, Danmark har skullet tage hjem i forhold til USA efter fodnoteperioden, må man sige er hentet hjem mange gange - både i forbindelse med vores deltagelse under den Første Golfkrig (det militære betyder jo i den sammenhæng ikke så meget - det er jo mest den politiske signaleffekt, der tæller) men jo også i forbindelse med hele Balkankrisen:

Der er der ingen, der kan være i tvivl om, at også i Nyrups tid som statsminister bevægede Danmark og USA sig ind i et andet forhold end det vi kendte tilbage i fodnoteperioderne. Så Danmark ville ikke have sat noget til i sit forhold til USA over styr, hvis vi havde valgt at ligge på linje med andre europæiske lande og fx også Norge (hvis USA-relationer altid har været mindst lige så stærke og i nogle perioder stærkere end Danmarks). Ihvertfald ikke hvis vi tager det politiske og det militære samarbejdes område. Det kan være, vi havde gjort det på det økonomiske: det kan være, at dansk industri ikke havde fået nogen af de aftaler, man ihvertfald håbede på man ville få. Hvor godt det så er - hvor meget de har fået ud af det økonomisk, det er lidt svært at overskue.

Er det et vigtigt motiv?

HE: Jeg ved ikke, hvor tungt det har vejet, men jeg synes ikke man skal lukke øjnene for, at selvfølgelig har der da været en vis fælles interesse her - det ville da være mærkeligt andet. Det kunne vi jo også se op til krigen: at mange danske erhvervsfolk, og også medlemmer af regeringen, jo betonede det islæt: at det ville sinke Danmark og danske virksomheder en placering i forbindelse med genopbygningen af Irak, som ville være unik, fordi man - i forhold til de mange projekter, opbygningen af ny infrastruktur, vand og gas og hele olie-historien - måtte forudse, at der ville der ligge nogle muligheder.

Men der er forskel på, at systemet begynder at tænke på den måde efter beslutningen er truffet, eller om det er et motiv, der indgår før man siger: ”Skal vi ind i krigen eller ej?” - ikke?

HE: Jojo, men jeg tror, at når man vælger klart at gå ind på USA's side - og også gøre det fysisk hurtigt, så er det statsministerens klare prioritering. Det er Anders Fogh's tænkning: han tror mere på et stærkt USA, der kan agere, reagere, hvor Danmark - nok lille, nok småt - har en stemme, man kan gøre gældende i Washington. Dét er mere betydningsfuldt end et Europa, som, når det gælder de væsentlige udenrigspolitiske beslutninger jo indimellem er splittet og i mange sammenhænge har ladet sig køre rundt af franskmænd og tyskere, som bare har gjort hvad de syntes var rigtigt: Det var jo ikke valget imellem et fast-sammentømret EU på den ene side og et fast USA på den anden side - så enkelt er det ikke. Men i den prioritering - i valget mellem det der Europa med  franskmænd og tyskere, der kører deres eget løb, og på den anden side et USA under ledelse af Bush - der har Fogh prioriteret Bush fremfor det lidt løsere europæiske.

Fogh har udenrigsministeren imod sig (og det var jo en løbende analyse, der blev lavet i foråret: at Per Stig Møller havde en anden holdning end Statsministeren); der er IKKE er noget ønske i embedsværket (det er ikke sådan at de står og klapper, når vi går ind i det, der er for Danmark en meget usædvanlig militær aktion); Statsministeren har ikke det Radikale Venstre med sig (du var inde på dét før interviewet, og de Radikales opbakning ville jo have været legitimerende også i kraft af deres traditionelle anti-militarisme) etc.? Så vil det sige: det er en beslutning, som er truffet af en enkelt mand.

HE: Ja. Hvis du sætter det helt på spidsen: Ja. En statsminister kan jo, hvis han i øvrigt har det parlamentariske flertal med sig --- og der var jo ingen tvivl om hvor Dansk Folkeparti var i denne situation: deres rolle i hele det sikkerhedspolitiske spil er jo interessant at følge. I mange år mente partiet jo, at dansk forsvars opgave det var at forsvare skanserne ved Dybbøl. I dag, der er det at være sammen med 101. Airborne Division så langt fremme i ørkenen som muligt! Der er sket meget. Fogh havde ikke nogen parlamentariske problemer. Med hensyn til de Konservative, der kan statsministeren banke det på plads: altså, hvis han slår i bordet i den sammenhæng, så er det hans vilje, der sættes igennem.

Så det kan kun have været folk omkring ham, i regeringen, i hans eget ministerium og andre, som i givet fald har kunnet forsøge at tale ham fra det. Jeg synes, at Anders Fogh her har vist en betydelig viljestyrke, når det gælder om at han sætter en politik igennem, der placerer Danmark tæt på siden af USA og den amerikanske præsident: Vi har et special relationship - han er kommet derover, den første der spiste morgenmad med Bush i det lille baglokale i Det Hvide Hus osv. Det har været hans beslutning, som er groet ud af hans ønske angående hvor Danmark skal placere sig udenrigspolitisk.

Men HAR man prøvet at tale ham fra det? HAR han siddet i møder i Statsministeriet, hvor de har sagt til ham, "Hør, det her er risikabelt! Skulle vi ikke lige vente? Lad os lige hør hvad de siger i Oslo! Lad os lige høre hvad de siger i Berlin!" og i Venstres Folketingsgruppe - "Hvorfor skal vi ind i den krig, så langt væk?" - overfor Udenrigsministeriets folk: "Lyt nu til Mellemøsteksperterne". Hvordan fungerer sådan en proces? Der var jo tvivl på alle sider, også ude i Europa?

HE: Selvfølgelig har Anders Fogh da deltaget i den slags møder. De har haft masser af samtaler - de har analyseret på kryds og tværs. Men altså: politik er jo også sådan, at på et tidspunkt skal der træffes en beslutning, og det er Statsministeren, der træffer den. Det er jo ikke noget, man sidder og stemmer om, der bliver jo ikke stemt hverken i de Konservatives eller Venstres folketingsgruppe. Man stemmer i regeringen. Man sidder ikke og---

Hvis man havde stemt, hvad var det så blevet?

HE: Jeg tror, at hvis man havde stemt, så ville... det kommer an på hvor Fogh havde lagt sin vægt! Hvis du havde en fri, hemmelig afstemning --- det er svært at sige. Det var formentlig endt der, hvor Fogh gerne ville have det, men der havde været et meget betydeligt mindretal, der ikke var gået med - som havde ønsket at der lå en klar FN-beslutning til grundlag.

Et større mindretal hos de Konservative?

HE: Jeg vil tro, at hos de Konservative ville det stort set have været hele folketingsgruppen. Det er mit gæt. Fordi Per Stig jo valgte FN-sporet så klart. Den daværende udenrigspolitiske ordfører Gitte Seeberg udtalte sig endnu mere umisforståeligt i retning af, at der skulle et FN-mandat til - Pia Christmas Møller som politisk ordfører sagde det samme. Så der var stemmen meget klar.

Er det en traditionel rollefordeling mellem V og K? At de konservative ligger på FN-siden eller på den 'bløde' side af Venstre?

HE: Det har svinget noget over årene. Men jeg synes nok, hvis man ser de to partiers udenrigspolitiske linje har der hos de Konservative været, synes jeg, mange markeringer som har trukket i retning af at man gerne vil have Socialdemokratiet med; man vil gerne have det Radikale Venstre med - man vil gerne basere det på de traditionelle partnere, uanset om det så er FN eller det europæiske samarbejde. Det er helt tydeligt, at de Konservative her er mere - skal vi så sige: midtsøgende, end Venstre. Det er helt åbenlyst - og det har det næsten været fra starten, omkring en række også af de fredsbevarende, fredsskabede operationer, hvor Anders Fogh spillede hårdt ud i forhold til Socialdemokratiet, og hvor det var tydeligt, at de Konservative var mere optagede af at få nogle beslutninger, der hvilede på et bredt grundlag.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto: Ekstra Bladet

 Illustrationsfoto: US Air Force