|
||
|
FJERDE KVARTAL 2003 |
|
4:5 Artiklen kan på sidste side (s.5) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning |
4. Definitionen på fiasko
Behovet for kompromisser var åbenlyst før sidste weekend, men når man tænker tilbage til topmøderne i Amsterdam og Nice, så ved man hvor meget skade, der kan komme ud af alt for mange kompromiser. EU har behov for en langtidsholdbar forfatningstraktat, som klart definerer reglerne for samarbejdet. Nice og Amsterdamtraktaterne havde begge en alt for kort udløbsdato.
At Berlusconi gennem det sidste halve år har været en decideret sten i skoen for forhandlingerne har jeg aldrig været i tvivl om, men jeg havde dog forventet, at han ville have gjort et mere ihærdigt forsøg på at lede forhandlingerne. Sammenbruddet i forhandlingerne var en realitet kort efter middag lørdag. Eller som kritikken lød fra Europaparlamentet, da Berlusconi tirsdag aflagde rapport. ”Den italienske premierminister taler altid meget om fodbold, men heldigvis er Milan bedre til at spille fodbold, end Berlusconi er til at lave politik. Ministeren nåede end ikke gennem første halvleg”. Da Berlusconi betegnede det italienske formandskab som en succes svarede Graham Watson, Lederen af den Liberale gruppe i Europaparlamentet: ”Hvad er så definitionen på fiasko”?
Personligt er jeg af den opfattelse, at sammenbruddet ikke var værre end godt for noget. Den forhandlingsstrategi som Spanien, Polen såvel som Frankrig havde lagt for dagen inden topmødet måtte ikke belønnes. Havde dette været tilfældet, så ville de spændte musklers taktik i fremtiden har fundet endnu mere indpas i forhandlingerne om EUs fremtid. Polen og Spanien satte sig til bordet uden intentioner om at rokke sig en tomme.
Men jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvorfor forholdt topmødet om forfatningen sig ikke langt mere konstruktivt til konventets forslag? Og hvordan kan man tro at man kan blive ved med at forhandle EU's fremtid på plads bag lukkede døre? Det er alt for let at spille med musklerne, når ingen rigtigt kan drage én til ansvar.
|
Illustrationsfoto: EU