ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Morale: ”Hvorfor forholdt topmødet om forfatningen sig ikke langt mere konstruktivt til konventets forslag? Og hvordan kan man tro at man kan blive ved med at forhandle EU's fremtid på plads bag lukkede døre?”

 

Således spørger de unge liberale europæeres formand, Ellen Trane Nørby, der dog også ser en vis gevinst i forhandlingssammenbruddet: ”Den forhandlingsstrategi som Spanien, Polen såvel som Frankrig havde lagt for dagen inden topmødet i Bruxelles om EU’s forfatning måtte ikke belønnes. Havde dette været tilfældet, så ville de spændte musklers taktik i fremtiden har fundet endnu mere indpas i forhandlingerne om EUs fremtid.”

 

 

Af Ellen Trane Nørby, EP-kandidat for Venstre og Præsident for LYMEC – European Liberal

Youth.

 

1. Hvordan det nok ville gå

2. Hvorfor det så slet ikke gik

3. Konventet blev glemt

4. Definitionen på fiasko

5. Hvem tager telefonen?

6.. Hvordan det nok ville gå

 

Mens amerikanerne gravede Saddam Hussein op af et hul i Irak, så gravede de europæiske statsledere sig ned i et hul i Bruxelles. Hvad var det egentligt, som skete under forhandlingerne? Der har siden sammenbruddet i forhandlingerne om en fremtidig EU- forfatningstraktat været mange teorier fremme om hvad der gik galt. Mange har kommenteret udviklingen – mange andre manglen på udvikling. Og man har luftet alt fra dommedagsprofetier – ”EU går i opløsning!” - over håbet om ’et tiltrængt pusterum’ til risikoen for et fremtidigt Europa i adskillige hastigheder.

 

Hvem havde skylden? I de danske aviser er Polen og Spaniens stædighed blevet fremført som hovedgrunden - på linje med Berlusconis åbenlyse mangel på lederskabsevner, mangel på fingerspidsgefühl og, fristes man til at sige, mangel på indsigt i, hvad EU er og baseres på. Har man derimod læst svenske aviser i den seneste uge, så vil man vide, at det var Frankrig med en stædig Chirac i spidsen, som var den altovervejende skurk. I Polen og Spanien er sammenbruddet blevet fremlagt halvt som en sejr: der blev ikke rokket ved Spaniens og Polens massive overrepræsentation i Rådet. Nej – for faktisk blev der overhovedet ikke rokket ved noget.

 

Mange kommentatorer havde på forhånd forudset, at regeringslederne ville have formået at lukke hovedpunkterne i forhandlingerne. At Topmødet ville være nået frem til en række brugbare kompromisser - og man så ellers have sat hinanden stævne til et nyt rendez-vous. Andre igen havde forudset en gentagelse af nattegilderne fra Amsterdam og Nice. En forhandlingssituation, der kunne strække sig over én dag og et nat, hvor regeringslederne kæmpede sig igennem heftige skænderier, de gensidige beskyldninger og Berlusconis elendige jokes fløj gennem luften – frem til en studehandel. Et kompromis, hvor de institutionelle forhandlinger blev linket til en kommende budgetforhandling, og hvor Polen og Spanien i sidste ende ville give sig som resultat af oprettelsen af et nyt EU-agentur i Krakow og en godtepose af investeringer samt penge fra strukturfondene. Det ville selvfølgelig være blevet endnu et af de topmøder, hvor embedsmændene bagefter ville ende i et nyt slagsmål om hvad detaljerne i aftalen egentligt var blevet.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: EU