|
|
||
|
|
FJERDE KVARTAL 2003 |
|
|
2:5 Artiklen kan på sidste side (s.5) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning |
||
|
|
2. Hvordan det så slet ikke gik
Men sådan gik det som bekendt ikke. Resultatet var alt andet end forudsigeligt. Selv tog jeg hjem fra Bruxelles fredag morgen fordi jeg skulle arbejde - ikke fordi jeg havde læst i kaffegrumset og forudset slagets gang. Jeg ville ellers gerne have været i Bruxelles, men når man kender processen, så ved man, at det er de lukkede døres arena, hvor forhandlingerne bag gardinerne det ene øjeblik kan gå den ene vej og det næste øjeblik den anden. Hårdknuden kan synes umulig at løse. Man ved aldrig rigtigt, hvem som sagde og gjorde hvad og den demokratiske kontrol er åbenlyst tæt på intet.
Så i flyet fra Bruxelles fredag morgen kunne jeg sidde og tænke tilbage på forberedelsesmødet til EU-topmødet i det europæiske liberale parti dagen før. Det er nok det nærmeste, man kommer at snuse til EU-topmøderne - med mindre man altså er regeringschef, udenrigsminister, eller betroet medarbejder. Som præsident for LYMEC (European Liberal Youth) har jeg taleret på disse møder, og kunne derfor fremføre et yngre liberalt synspunkt og stille krav til regeringskonferencen og topmødet i kredsen af Liberale statsministre, ministre og partiledere. At man bagefter tænker, at det koordinationsmøde - såvel som halvandet års arbejde i konventet og den lange række af forberedelser - ikke var til megen nytte er en helt anden sag.
Det var på forhånd åbenlyst, at det ville kræve lange stiger at få Spanien og Polen til at kravle ned fra toppen af det træ, hvor de havde sat sig til rette. ”Nice eller Døden” som Polens regeringsleder Leszek Miller sagde. Så i stedet for at kommentere på dét valgte jeg i stedet at starte et helt andet sted - nemlig, der hvor topmødet burde være startet. Ved konventet.
Siden konventet i sommer afleverede sit forslag er der løbet mange forslag til. Regeringerne for de forskellige EU-lande, Det Italienske formandskab, ECOFIN, og andre aktører, som egentligt havde været involveret i processen fra begyndelsen, syntes efterfølgende at ”vigtige” detaljer var blevet udeladt, eller blot nedstemt i Konventet. Langt over 100 forslag, hvoraf de fleste kunne betegnes som direkte skadelige for vores fælles samarbejde. For blot at nævne ét: tilføjelsen af et kristent kulturgrundlag, som egentligt var tænkt som en reference der skulle garantere, at muslimsk dominerede lande som Bosnien, Albanien og Tyrkiet ikke ville have en fremtid i samarbejdet.
Jeg lagde i mit indlæg særlig vægt på værdien af Parlamentets kompetence på budgetsiden. Der er ingen tvivl om at forslaget fra ECOFIN - kredsen af finansministre - om at fratage parlamentet budgetkompetence ikke skyldes størrelsen af EU-budgettet, men udelukkende, at den, som fordeler pengene, også beslutter retningen af politikken. Siden vedtagelsen af Amsterdamtraktaten er Europaparlamentets budgetkompetence blevet udvidet, således at der kom bedre balance mellem EU's forskellige institutioner - og for at sikre, at Ministerrådet ikke blot kunne vedtage et budget, som var i direkte modstrid med den vedtagne politik. Men store budgettunge områder var stadig uden for parlamentets kompetence. Det drejede sig blandt andet om hele landbrugsområdet, udenrigsområdet og hele strukturområdet. Landbrugspolitikken i sig selv udgør 44% af EU's budget. Man kan derfor sige, at de vigtige reformer stadig blev blokeret af, at det var de nationale finansministre, som efterfølgende skulle fordele pengene til hinanden som var der tale om en pose slik. Konventets forslag satte en effektiv stopper for dette – til stor fortrydelse for ECOFIN, som gerne så deres magt fastholdt.
Og dermed var vi tilbage til konventets forslag - præcis hvor man burde være startet: Med behovet for at anerkende det resultat som konventet var nået frem til. For konventets forslag er blevet til i et åbent og demokratisk forum, ikke bag lukkede døre. Dét faktum blev aldrig rigtigt udgangspunktet. Kun for den danske regering (til stor fortrydelse for DF), for Tyskland og for hovedparten af de nye lande, som satte pris på den åbne og velkomne facon som konventet havde været: Her havde deres repræsentanter også siddet med ved bordet.
|
|
Illustrationsfoto: EU
