Sikkerhedspolitisk dværg – men handelspolitisk kæmpe


		19. april 2004 \| 2. kvartal < >


	19. april 14.01 CET \| For tredje gang diskuterer Trine Pertou Mach fra Junibevægelsen og Venstres Ellen Trane Nørby i RÆSONs Logbog: Europa. Anledningen er drabet på Hamas-lederen Abdel-Aziz al-Rantissi - og de to EP-kandidater opfordrer samstemmende til, at EU omgående må opsige sin handelsaftale med Israel.
	DOWNLOAD SOM WORD-DOKUMENT \| DOWNLOAD SOM PDF-FIL

Ariel Sharon under en pressekonference sidste år (Foto: State Dept.)

Ellen Trane Nørby (f.1980) afløste i juni Bertel Haarder som kandidat til Europaparlamentet for Venstre i Københavns Amt. Siden 1999 har hun været vice-præsident og siden præsident for LYMEC – den Liberale Ungdomsorganisation i Europa, som har 67 medlems-organisationer og 150.000 medlemmer. Medlem af Venstre og VU siden 1995. Har arbejdet som politisk sekretær på Christiansborg i fire år. Har fra 1999 været med til at arrangere en række demokrati-, forsonings- og uddannelses-seminarer for unge på Balkan, i Østeuropa og i Mozambique.

ETN er født og opvokset i Nr. Nissum i Vestjylland, men flyttede i 1998 til København. Til sommer afslutter hun sin kandidatgrad i Kunsthistorie, som er suppleret med et to-årigt sidefag i Statskundskab.

LINKS:

	- Ellen Trane Nørbys website
	- Venstre
	- LYMEC

Sikkerhedspolitisk dværg – men handelspolitisk kæmpe

Af Ellen Trane Nørby, EP-kandidat for Venstre

Usmageligt. Det er det mest sigende ord jeg kan finde til at beskrive Ariel Sharons ros til og henrykkelse over, at det israelske militær i weekenden likviderede den nyudnævnte leder af den palæstinensiske Hamas-bevægelse, Abdel-Aziz al-Rantissi.

Med drabet synes situationen i Mellemøsten at være skærpet yderligere. Køreplanen for fred er ikke blot kørt af sporet, men ligner mest af alt det udbombede vrag af Rantissis bil. I Israel og Palæstina er der langt mellem dem, der tør håbe; konflikten har tændt flere brændende spor og den såkaldte sikkerhedsmur, der borer sig ned mellem områderne, minder mere om muren ind til helvedets forgård end om et instrument til at sikre fred og fordragelighed mellem parterne.

Længe har omverdenen set til - og håbet, at noget ville ændre sig. Men nu må omverdenen ikke blot forholde sig til krisen mellem Palæstina og Israel, men også handle og agere i forhold til den.

Fra amerikansk side har udmeldingerne været svage. Nok bryder amerikanerne sig ikke om Israels metoder, men i kampen mod terrorisme synes målet at hellige midlerne. Og Hamas-bevægelsen opfattes fra amerikansk side som en terroristorganisation - ond og udemokratisk.

Fra EU's side har tonen været væsentligt hårdere. Israel har længe fået kritiske blikke og kommentarer fra EU. Mange linjer er blevet skrevet, mange udtalelser mod Israels overdrevne anvendelse af militære midler og dominans er blevet udsendt. Men tiden er ikke længere til at EU blot kritiserer Israel. Tiden er mere end moden til at EU aktivt agerer i forhold til konflikten.

Det er ofte blevet sagt, at EU er en økonomisk kæmpe, men en sikkerhedspolitisk dværg. Det er korrekt, men spørgsmålet er hvor længe det vil vare?

Konflikterne på Balkan har sat sine spor på EU's udenrigspolitik. Mens gravene på Balkan kortlægges én for én og minerne fjernes langsomt men løbende, så vil der for altid stå i EU's historie, at man ikke var i stand til at agere i forhold til konflikten i det tidligere Jugoslavien. EU har gennem de seneste år styrket sit udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde - for aldrig igen skal EU stå handlingslammet tilbage og se til mens befolkningsgrupper slagter hinanden. Nu kan man så spørge om det ikke netop er det som i dag sker i Israel og Palæstina?

Jeg støtter varmt den fælles udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik i EU, fordi jeg mener det er en nødvendig del af et forpligtende europæisk samarbejde. Men hvis man mener noget med sit udsagn om at EU skal være en global aktør, så er det nødvendigt, at EU står sammen og aktivt tager del i løsningen af konflikten mellem Israel og Palæstina.

Et af de bedste redskaber EU har, når det kommer til at handle sikkerhedspolitisk, er at anvende sin magt som økonomisk kæmpe. Jeg mener derfor, at EU omgående bør indstille den handelsaftale vi har med Israel og på den måde presse Israel tilbage til forhandlingsbordet. Op mod 50% af Israels indtægter kommer fra eksporten til EU, så det vil være et fredeligt men enormt effektivt instrument.

Mange har forsvaret Israels ageren ud fra en terror og selvforsvarstankegang. Men hvor lidt jeg end støtter eller accepterer de palæstinensiske selvmordsbombere, så er såvel Israels som Palæstinas ageren udelukkende med til at forværre konflikten. Selvmordsbomber og militærmagt vil ikke skabe fred i Mellemøsten.

At det israelske luftangreb fandt sted få timer efter, at en palæstinensisk bombemand havde sprængt sig selv i luften ved Erez-kontrolstedet på grænsen mellem Israel og Gazastriben, kan på ingen måde legitimere drabet. Israel kan ikke dække sig ind under, at det er bekæmpelse af terrorisme, når de uden noget retsligt grundlag dræber medlemmer af palæstinensiske organisationer. Sharons øje-for-øje politik gør udelukkende konflikten mere enøjet - og indskrænket.

Kampen mod terror må og skal basere sig på lovlige midler. Kun gennem forhandlinger på grundlag af Køreplanen for Fred eller en ny fredsaftale om etablering af en palæstinensisk stat, kan man opnå en varig løsning på konflikten i Mellemøsten.

Spørgsmålet er så, om EU skal forblive en sikkerhedspolitisk dværg, eller om vi gennem en opsigelse af handelsaftalen med Israel vil være med til at tvinge parterne til forhandlingsbordet og tage ansvar for en fremtidig udvikling i området.

TRINE PERTOU MACHS INDLÆG

RÆSONS FORSIDE

TILBAGE