|
|
2. Danmarks
frygt for marginalisering
Fra politisk
hold vil man jo legitimere ved at sige: ’Vi er presset til det. Det handler om
vores sikkerhed.’ Men når du siger at det er 'frygten for marginalisering', så
er det i virkeligheden en magt- eller prestigepolitisk overvejelse, som ligger
til grund for at vi bruger militæret på en anden måde. Betyder det også, at
militærets rolle i det danske samfund er skiftet i dag i forhold til for 10 år
siden?
BH:
Ja. Der vil komme et mere og mere markant skifte. Jeg tror, at på et eller
andet tidspunkt vil militærpolitik blive ligesom miljø- eller politipolitik -
langt, langt mindre bundet op til den grundlæggende supreme interest -
at det er statens overlevelse, det drejer sig om. Det er selvfølgelig fordi
Danmark ikke er truet mere: militærpolitik er blevet én af en række
forskellige politikker, og dermed også mere indenrigspolitisk. Dette
med at man sætter livet på spil er selvfølgelig stadigvæk en afgørende
forskel, men det bliver et langt, langt mere åbent spørgsmål hvad man
skal gøre - og på hvilken måde man skal gøre det - netop fordi der ingen tvang
er. Det er jo ikke sådan, at vi er truet - vores suverænitet er ikke truet, og
det vil sige at det bliver et politikområde på linje med en række andre, fx
ulandspolitik.
Men var regeringens forsøg ikke netop at sige: 'Vi ER truet. Vi har et
sammenhængende trusselsbillede - de sovjetiske tanks er væk, men der er andre
trusler mod vores overlevelse, sikkerhed, førlighed'. Man prøver at forbinde
hvert led i kæden - fra terroristerne i Yemen eller Afghanistan til Danmark.
BH:
Man kan kalde det et--- overflødighedsproblem er måske lidt for stærkt
at sige, men: vi befinder os i virkeligheden på et sikkerhedspolitisk niveau,
hvor vi ved at der ikke kommer nogen storkrige – ingen store atomkrige. Der er
selvfølgelig trusler omkring terror, den store sammenhængende trussel, men
igen er den jo minimal i forhold til de trusler, der tidligere har været,
hvor vi simpelthen så risikoen for at hele verden skulle gå op i røg. Der
er en ny form for trussel - lad os kalde det en måske mere luksuspræget
trussel. Det er jo også vores individuelle, bløde trusler, som er kommet op på
dagsordenen: fødevaresikkerhed; sikkerhed mht. international kriminalitet,
miljøproblemer. Alle disse bløde sikkerhedsproblemer er kommet frem - og
dertil kommer terror, som nok er en mere hård trussel, men stadigvæk mindre
end truslen under Den Kolde Krig. Grundlæggende er det nok min opfattelse
at sikkerheden generelt er større i verden end nogensinde før i historien.
Du
siger vi fører den politik, vi gør, fordi vi ikke ønsker at blive
marginaliseret – og at vi har friheden til at vælge. Hvor kommer så den
magtbetragtning fra? Fordi vi havde en central position under Den Kolde Krig -
vi følte os ikke glemt, og det er det, vi ønsker at fastholde?
BH: Der er også
nogle nye sikkerhedspolitiske vilkår udover dem jeg har nævnt her. Under Den
Kolde Krig havde Danmark fire forskellige projekter: Norden, Vest-Europa
(først og fremmest gennem EU), et al-europæisk projekt (omfattende hele
Europa, Øst som Vest, gennem CSCE) og endelig: et universelt projekt, ikke
mindst gennem FN. På en måde skreg de her projekter imod hinanden - fordi de
var vidt forskellige. Nu er der sket det for Danmark helt fantastiske at disse
fire projekter er løbet sammen i ét. Det er noget totalt nyt: vi har
muligheden for en langt mere sammenhængende politik. Europa er blevet helt og
frit - der er ikke mere noget, der hedder vesteuropæisk politik, nu
er det al-europæisk. NATO er blevet udvidet og EU bliver udvidet. På den
måde har vi fået alle vores ønsker opfyldt. Norden er gledet ind i EU og er
ikke noget specielt mere: nu er det mere et Østersøsamarbejde. Og forholdet
til USA er jo også blevet en del af én stor sammenhæng, på grund af nye
unipolære verdensorden med kun én supermagt. Vi har et internationalt system
dybt præget af USA, hvor FN spiller en vigtig, men supplerende rolle. Dvs. at
Danmark på den måde har fået sine projekter samlet.
En ting, vi også
lige bør tilføje: vi glemmer altid at Danmark har en særlig dimension p.gr.a.
Grønland og Færøerne. Det siger også noget om den politik vi fører overfor USA
- at vi har en særlig atlantisk forpligtelse.
Jeg har været i Kina flere gange og når jeg lige
har skullet forklare hvor Danmark ligger, så har jeg altid peget på Grønland –
som med et kort med Mercator-projektion er langt, større end Afrika og større
end Kina! Så var de meget imponerede! Danmark er også Grønland - og det er
også Færøerne. Vi har den atlantiske dimension, som så også nu bliver
aktualiseret via USA's Missilforsvar [Missile Defense].
Men når du
taler om staten på den måde, indgår der en magtpolitisk betragtning, som mange
i det politiske og offentlige miljø længe har benægtet. Man har sagt:
'Globaliseringen har overflødigjort staten, de her magthensyn, og denne her
type positioneringer'. Og mange kritikere har betragtet fx det regeringen gør
nu som en form for markeringspolitik - grundlæggende et udtryk for en
partipolitisk eller ligefrem personlig prioritering, og ikke for noget
magtpolitisk hensyn. Det, du siger, er at der simpelthen er tale om nogle
strukturelle, underliggende krav, som ville gælde også en anden regering?
BH: Helt klart.
Helt klart. Nu nævnte du det her med at globaliseringen svækker nationalstaten
og de nationale grænser. Jeg har jo nok den opfattelse, at vi er, i det 21.
århundrede, på vej mod et reguleringssamfund, som gør at man både
kan se en styrkelse af staten, men samtidig også en styrkelse af regionen
- og i og for sig også af det globale. Det er ikke et nulsumsspil: at
fordi man overgiver flere ting til EU eller WTO bliver staten svagere. Nej,
tværtimod: staten bliver også styrket.
Det er jo en dybt
interessant ting, fordi dét, vi nok glemmer i denne her sikkerhedspolitiske
diskussion, det er at vi har et reguleringssamfund, som vi aldrig nogensinde
har set før i historien. Alt bliver reguleret. Der er ingen frie goder mere.
Alt er i virkeligheden politisk. Alt er oppe til forhandling. Det vejr,
du trækker, er et problem: Hvor kan du - rent miljømæssigt - trække vejret
frit? Vandet er et problem: hvor kan du fiske? Arbejdskraften reguleres:
aldersmæssigt, tidsmæssigt, socialt. Territoriet: hvor du kan bygge, hvad du
kan dyrke? Varerne: hvad du kan sælge: kvalitetsmæssigt, sundhedsmæssigt,
sikkerhedsmæssigt. Havene reguleres: fiskeriet, ressourcerne på havbunden,
olie, gas, metaller. Atmosfæren reguleres, luftrummet. Cyberspace reguleres:
hvem kan disponere over hvad? Reguleringen har længe været national. Nu gælder
det det regionale og det globale niveau.
Altså: ALT skal
forhandles, ned til detaljerne. WTO kommer til at spille en større og større
rolle – fx indenfor food security [fødervaresikkerhed]. Der er et
reguleringssamfund, som vi må acceptere (samtidig med at vi har en liberal
udvikling, hvad der jo på en måde er en slags deregulering). Ingen er
tilfredse ved at købe et produkt, hvis de ved at det er børnearbejdere, der
har lavet det: der er en regulering på vej, som accelererer i stigende grad.
Det er den ene ting.
Den
anden ting er, at nu styrker man staten, regionen og globaliseringen, men
også: individet. Det er jo også dybt interessant: for verdenspolitikken er der
nu fem afgørende, internationale normer, som Danmark selvfølgelig har lagt sig
blidt i slipstrømmen af: demokrati, markedsøkonomi, personlig frihed,
menneskerettigheder og ”rule of law”. Der har du igen en form for regulering.
Ja, disse normer vil blive efterlevet - hvorfor? Fordi det kan betale sig.
Det kan betale sig at leve efter disse normer, som i meget meget høj grad
peger på individet. Èn stemme gør en forskel i demokratiet. Det er afgørende
hvad du køber: markedsøkonomien er usikker, og du kan med din egen
indsats gøre en forskel. Personlig frihed handler bl.a. om at man kan flytte
hvorhen man vil, har frihed til at vælge. Globalt fylder menneskerettigheder
fylder mere og mere. Forbrydelser mod menneskeheden, mod enkeltindivider og
grupper tæller mere end brud på den traditionelle suverænitet, hvor
indblanding i indre anliggender var uacceptabel. Det er en reminiscens fra Den
Kolde Krig. De nye globale normer kan ses som idealmål, men interessant er det
at stort set alle lande nu accepterer de her ting - bortset fra the rogue
states [slyngelstaterne].
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
ARTIKLEN KAN PÅ
SIDSTE SIDE DOWNLOADES SOM WORD-DOKUMENT OG PDF-FIL, FX TIL
UDPRINTNING |
