|
Bertel Heurlin (f.1935) er Jean Monnet-professor ved Institut for
Statskundskab, Københavns Universitet. Hans forskningsområder er bl.a. det
internationale system og den nye verdensorden; amerikansk sikkerheds- og
forsvarspolitik; dansk udenrigs- og forsvarspolitik samt europæisk
integration og sikkerhed.
Udvalgte
bøger og artikler fra 2003- 2004:
-
”
Challenges and Capabilities. NATO in the 21st century,”
2003, co-ed Copenhagen: Danish Institute for International Studies.
-
“False Threats to the Survival of NATO or Why NATO will Prosper”,
in “Challenges and Capabilities.
-
“New
Role of Military Forces, RMA, Revolution in Military Affairs”, 2003
co-ed., Copenhagen: Danish Institute for International Studies.
-
“Reflections on Revolution in Military Affairs: One among Many?”,
in “New Role of Military Forces”,
-
“Dilemmaer i amerikansk forsvarspolitik”,2003, Rapport,
København:DIIS, Institut for Internationale Studier.
-
”USA
som militær magt”, 2004, Rapport , København, IISS, Institut for
Internationale Studier under udgivelse
-
”Riget, Magten og Militæret. Dansk forsvars- og sikkerhedspolitik
under forsvarskommissionerne af 1988 og af 1997”, Aarhus
Universitetsforlag, Magtudredningen, 2004.
-
”Missile Defense. Global, Regional, and National Implications.”
co-ed, forthcoming
-
“Forsvarets Linieofficersuddannelser medred., København, EVA, 2003.
|
Af Clement Behrendt Kjersgaard, RÆSONs
chefredaktør
1. "Nu kommer krigen":
Militariseringen af dansk udenrigspolitik
2. Danmarks frygt for
marginalisering
3. Hvad krigen kan bruges til
4. Den militærteknologiske
revolution
5. At ramme en kugle med en kugle
6. Den, der besidder verdensrummet,
besidder verden
7. Danmark i den amerikanske verden
1. "Nu kommer krigen":
Militariseringen af dansk udenrigspolitik
Allerførst: Hvad betyder de
sidste ugers kampe i Irak for amerikanernes tro på deres militære
overlegenhed?
BERTEL HEURLIN [BH]:
Amerikanerne ved, at de er militært overlegne. Men besættelsesopgaver er langt
fra det samme som kampopgaver. De kræver politik, økonomi, organisering,
konflikløsning - kort sagt nationbuilding-kapaciteter. Her har
amerikanerne meget at lære. Men det er fortsat helt afgørende, at USA med hele
sin vægt står bag projektet, som nødvendigvis må udliciteres og overtages af
det internationale samfund.
Vores udgangspunkt er
spørgsmålet om, hvad den militære dimension af international politik betyder i
dag. For nu at starte med din bog om "Riget, Magten og Militæret", der er
udkommet som en del af Magtudredningen: er det sådan at vi i Danmark har haft
en særlig ængstelighed overfor det militære og overfor voldsanvendelsen i det
internationale samfund?
BH: Det tror jeg helt bestemt.
Der er en historisk baggrund for at Danmark netop ser sig selv som et lille
land, der gemmer sig bag stormagterne: vi hygger os i smug. Der er i meget
meget høj grad en tradition for pacifisme - tænk på i 1924, hvor Stauning står
op i Folkeforbundet og siger: 'Nu skal vi afskaffe dansk militær. Vi sigte på
i fremtiden kun at have en statsmarine og et gendarmerikorps'. Altså: vi har
haft tanker om total afrustning. Så det, der er sket nu, er i
virkeligheden noget meget nyt i dansk politik. Jeg har tidligere talt om
militariseringen af dansk udenrigspolitik - at man simpelthen bruger
militæret, militære styrker og militær indsats som en del af
udenrigspolitikken - og det har efter min mening aldrig før været tilfældet.
Man har selvfølgelig ført krige i gamle dage, men dette med at man bruger
militæret - det er en ny ting. Og det har noget at gøre med den nye
verdensorden.
Det store udenrigspolitiske
spørgsmål herhjemme det sidste 1-1½ år har jo været: hvad er reglen og hvad er
undtagelsen? Nogle mener at se en udvikling fra slutningen af Den Kolde Krig,
hvor Danmark er gået gradvist længere i forhold til magtanvendelse – en
politik, som både midten og dele af venstrefløjen i vid udstrækning har bakket
op om. Mens andre siger: ”Danmarks deltagelse i Irakkrigen er helt exceptionel
- det er en undtagelsesperiode”.
BH: Der er to ting at sige til
det. For det første: det er nyt at Danmark fører krig - også at man
uddanner soldater til krigsførelse. Altså: nu skal de ud at kæmpe - det er jo
en helt ny situation, mens man under Den Kolde Krig havde et forsvar, som
stort set mere var et virtuelt forsvar. Hvor man sagde, 'okay, vi skal
være parate - men krigen kommer ikke'. Nu kommer krigen - den er der,
og Danmark kæmper. Dét er en totalt ny situation.
Med hensyn til det, man har
kaldt 'den nye aktivisme' i 90erne og indenrigspolitikken, så mener jeg at der
grundlæggende er en almindelig opslutning til en ny dansk aktivisme. Og
hvorfor? Hvorfor skal Danmark gøre dette her? Når Danmark nu, ligesom alle
mulige andre lande efter Den Kolde Krigs afslutning, er i en situation, som er
helt åben: man kan vælge at gøre det ene eller det andet. Gøre
ingenting - bare gemme og isolere sig. Men Danmark har altså valgt noget andet
- netop at sige: 'Vi går den aktivistiske vej. Og vi bruger militær magt i
denne her sammenhæng'. Det er noget nyt. Hvorfor gør Danmark dét?
Jeg mener der er én ting at
svare: Danmark er bange for marginalisering. Vi er bange for at blive sejlet
agterud og blive isoleret. Under Den Kolde Krig havde vi en vis betydning: vi
var en strategisk interesse; vi lå meget tæt på Østblokken; vi var en
frontlinjestat. Nu er vi ingenting. Nu ligger vi bare i baglandet - der
er ingen trusler og hvad så? Som stat skal man markere sig i det nye,
internationale samfund i det 21. århundrede. Der gælder det om at sætte en
dagsorden – som kan have fx handelsmæssige, politiske eller kulturelle
implikationer - og der har Danmark valgt at gøre dette: at føre krig som en
del af et internationalt ekpeditionskorps. Næsten det, som man mindst skulle
vente.
Samt noget, jf. hvad du
sagde før, vi ikke har praktiseret i 150 år og dårligt nok har tilladt os at
tænke over. På spørgsmålet om hvor befolkningen er henne i det her sagde
Jørgen Dragsdahl sidste år til RÆSON: ”Der har ikke været nogen pris” -
underforstået: det er ikke før, der faktisk bliver påført et land en lidelse
over et længere stykke tid, at man ved hvordan befolkningen stiller sig og
hvordan den faktisk vil vælge. Nu har vi lige efter drabene i Fallujah kunnet
se, hvordan der kommer en voldsom reaktion i USA - selvom tabstallene jo også
ellers tikker ind dag for dag. Kan man sige det samme for Danmark - at vi, i
det øjeblik vi blev påført tab af menneskeliv over en længere periode, ville
skulle tage stilling på en anden måde? Eller ved folk godt, hvad risiciene er?
BH: Jeg tror egentlig godt
folk ved hvad risiciene er - og også at den danske befolkning generelt er
orienteret i retning af internationalisme. At man i virkeligheden også har
accepteret den nye globalisme - OG at man så oven i købet er
parat til at ofre menneskeliv på det.
Hvordan kan det være at
Danmark nu går så kraftigt ind i globaliseringen på den ene og den anden måde
(fordi vi er jo et af de lande, som er mest globaliserede)? Det har
noget at gøre med, hvis vi også ser lidt tilbage i tiden, at Danmark faktisk
HAR været parat til at yde en international indsats. Tidligere har vi så ydet
den meget på områder, som vedrører fx udviklingslande. Men det er fortsat
markant: bare se på det at man i 1997 i det danske folketing besluttede at nu
skulle man give 1,5% af bruttonationalproduktet til internationale indsatser -
dvs. 1% til udvikling og 0,5% til freds- og stabilitetsfremmende arbejde. Nu
har den nye regering så skåret lidt ned på det, men der er stadigvæk en vilje
til international indsats. Og generelt har Danmark jo også, historisk set,
været et land, som har været overalt i verden og stadigvæk er det. Tidligere
økonomisk - med store firmaer - men nu så også: militært.
Men en del af midten og
venstrefløjen vil jo insistere på, at den aktivisme vi så i 90erne var
grundlæggende anderledes end den, vi har set det sidste halvandet år. Er det
rigtigt?
BH: Der er klart sket en
skærpelse. I 90erne tog man et skridt - og et vidtgående skridt hos de
radikale: hvor de virkelig, virkelig ændrede sig: At man alene, uden
FN-mandat, gik ind i 1999, det var ganske, ganske markant. Dér var Danmark i
krig.
At Danmark altså går i krig på
en relativt smal basis i Irak er selvfølgelig en skærpelse. Men vi
skal bare tilføje én ting, som gør at denne skærpelse måske ikke er så
markant, nemlig det, som Danmark hele tiden fremhæver (og det er jo også
Statsministeren og regeringen, der siger det): at det er på det internationale
samfunds vegne, der handles. Derfor er statsministeren så omhyggelig med hele
tiden at referere til FN. Danmark har selvfølgelig en særlig relation til USA,
men hele legitimeringen foregår på en eller anden måde via det
internationale samfund. Så der er en form for længere tradition, som går
tilbage også til P. Munch, der siger: 'Vi handler gerne på det internationale
samfunds vegne'. At det så i praksis har nogle problemer ved vi alle sammen,
men grundlæggende mener jeg at der ligger en helt afgørende ting dér: man kan
ikke forestille sig at Danmark UDEN en eller anden form for international
legitimering bare vil klistre sig op af USA.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
ARTIKLEN KAN PÅ
SIDSTE SIDE DOWNLOADES SOM WORD-DOKUMENT OG PDF-FIL, FX TIL
UDPRINTNING
|
